Vigdis Hjorth: Grænselandet mellem fakta og fiktion

Hvor går grænsen mellem fakta og fiktion? Hvorfor har vi så stort et behov for at påklistre værkerne en etikette, bare fordi vi opererer under overskriften “skønlitteratur”? 

I går var jeg til forfatterbesøg på Schæffergården, hvor forfatteren bag den omdiskuterede, Arv og miljø, Vigdis Hjorth belyste nogle af de dilemmaer, udgivelsen af hendes roman har bragt med sig. I samtale med lektor og litteraturanmelder, Erik Skyum Nielsen åbnedes det nok mest omtalte aspekt af værket: Er det fakta eller fiktion?

Umiddelbart har jeg svært ved at forstå, hvorfor det er dér, så mange kritikere og øvrige medier har valgt at lægge hovedfokusset. Hvorfor er det vigtigt? Hvilken betydning har det for værket, om stoffet det behandler er “sandt” eller ej? Generelt er ordet “sandt” et svært begreb at opererer med – ikke bare i skønlitteraturen. Sandhed rummer jo netop, som Hjorth også selv var inde på, flere grader og er afhængig af, hvem der oplever det og hvordan.

Et af de største problemer vedrørende modtagelsen af romanen har åbenbart været at navngive den: Er det autofiktion, en nøgleroman, et familiedrama? Der er mange bud, men igen, hvorfor er det vigtigt – hvorfor er det nødvendigt at putte romanen i en kasse? Kan vi ikke bare tage den for den læseoplevelse, den er, den fortælling, den lektie, den er? Er det fordi vi ikke vil holdes for nar, at vi har brug for at vide graden af sandhed, eller er det, fordi der går lidt Se og Hør i den: At vi dyrker snavset og godt kan lide at læse om de store, sorte nullermænd, naboen har liggende i krogene? Som Hjorth selv var inde på, så er det for hende vigtigt at oplyse selv de mørkeste af hjemmets kroge i sine fortællinger. Og er det så, fordi vi også gerne vil være sikker på, at de ting hun beretter om, er sande – at de er så grusomme, at vi har brug for at vide, at det ikke bare er noget, hun finder på?

Her kom jeg efterfølgende til at spekulere på, hvordan fortælleren i romanen egentlig selv bidrager til dette “sandhedsaspekt.” For mig at se findes der to niveauer af “fortælling” (eller fortæller) i romanen: Der er den berettende fortæller, som klarlægger slagets gang for læseren, nogle gange i umiddelbare følelsesudbrud, andre gange koldt og nøgternt, nærmest objektivt. Og så er der den selvreflekterende fortæller: Den som én gang til, ofte flere gange faktisk genfortæller det, som den berettende fortæller allerede har fremlagt for læseren, men i et selvreflekterende lys. I starten irriterede det mig, at fortælleren skulle fortælle mig, det jeg allerede selv havde læst mellem linjerne – jeg er jo ikke dum, tænkte jeg! Og dog! Lidt langsom i optrækket måske? For det er dette selvrefleksive aspekt der er hele pointen med romanen: Det er en erkendelsesproces, og jeg har som læser blot fået tilladelse til at få et blik ind i den.

Samtidig er det også det refleksive der giver fortællingen troværdighed. Selvom romanen er opbygget i fragmenter, som i sig selv kan være en utroværdig stil, så stabiliseres eller genoprettes troværdigheden gennem de forhold, fortælleren har til de øvrige karakterer: I samtalerne med Bo, Klara og Lars, men også ud fra den viden, at fortælleren har været i psykoanalyse og gentagne gange refererer til Freud: Så ved vi ligesom, hun har noget at have det i. (Også selvom hun bruger meget tid på at drikke vin, hvilket også var en kommentar, Skyum-Nielsen var faldet over i anmelderjunglen: At norske kvinder øjensynligt drak meget!)

I spørgsmålet om romanen er autofiktion eller ej, opererede Skyum-Nielsen ud fra, hvordan personerne er navngivet. Her brugte han Knausgård som eksempel, der i sit hovedværk, Min kamp bruger de rigtige navne på de personer, han skriver om. Her er der åbenbart, på baggrund af dét, tale om autofiktion, men ændrer man navnene kan man ikke længere kalde det autofiktion (??) Jeg synes, det er en meget simpel konklusion, men denne diskussion er også ret besværlig, omfattende og abstrakt. Jeg mener, det handler om langt mere end “virkelige” navne eller ej – om der er flere grader af en sandhed eller ej.

Alt der kommer ud af forfatterens pen, er på en eller anden måde selvoplevet. Med selvoplevet mener jeg ikke nødvendigvis “mærket-på-egen-krop-og-sjæl” agtigt, men selve refleksionen over “oplevelsen,” som enten kan have været af egen-krop-og-sjæl karakter, eller et abstrakt emne, man har hørt om gennem venner, familie, medier etc. Det sammenfaldende mellem disse er dog, at det efterfølgende har været inde i forfatteren at vende, er blevet bearbejdet og måske også erkendt? For at kunne formidle stoffet, tankerne, følelserne, reaktionerne, må det nødvendigvis have været inde i forfatteren at vende først (og måske også ude igen.) Dét at skrive er en refleksiv proces, og dét i sig selv, kan også være en erfaring. Men hvornår kan man egentlig sige, at noget er oplevet eller erfaret? Er det en erfaring at læse om incest i en roman, eller er det kun en erfaring, hvis man selv har været udsat for det?

Dette er netop også et andet aspekt af romanen: Ét af de spørgsmål der kom efter oplægget gik på, om romanen kunne have været incestoplevelsen foruden. Skyum-Nielsen fremhævede her en kommentar fra den norske litteraturkritiker, Ingunn Økland, som beskyldte Hjorth for at have udnyttet og fordrejet virkeligheden i sin roman. Hertil tænkte jeg: Hvad kan man lyve om i en roman? Kan man tillade sig at skrive om incest, hvis man ikke selv har oplevet det. Fungerer det overhovedet, eller er det ikke lidt ligesom dengang, D.H Lawrence prøvede at berette om Lady Chatterly’s seksuelle oplevelser eller Cleland om Fanny Hills – at flere generationer af læsere efterfølgende troede, at det var sådan, det nødvendigvis måtte være, skulle være? Er det ikke faren ved det?

Jeg kan ikke huske, om det lige var i forbindelse med dette ovennævnte spørgsmål, eller om det var i en anden sammenhæng, men Hjorth påpegede, at en roman er et udsnit, en essens af virkeligheden – det er en konstruktion, som på en eller anden måde kan være sand, og dét besvarer måske meget godt mine spekulationer om de forskellige grader af oplevelser og erfaringer? Og så må man vel godt skrive om incest, selvom man ikke direkte har erfaret det – så er det måske underordnet, om man har erfaret det eller ej? Det vigtigste er vel netop, at man gennem et medium som skønlitteratur har mulighed for at komme ind i de ubehagelige, mørke, fortiede kroge, for hvordan skulle vi ellers lære noget om det, hvordan skulle vi ellers nogensinde erfare tabubelagte, fortiede, skamfulde emner? Som Hjorth påpegede:

“Så har norsk litteraturhistorie en stolt, kvindelige tradition for at kaste lys ind i de mørkeste kroge.” 

Og dét er derfor, skønlitteraturen er så ualmindelig vigtig!

Selvfølgelig blev det nytilkomne “forsvar” fra Hjorths søster, Helga Hjorth også inddraget i diskussionen om sandhedsværdi. For nogle uger siden udgav Helga Hjorth romanen, Fri vilje, som handler om nøjagtig samme sag som Arv og miljø blot fortalt fra en anden synsvinkel. Vigdis Hjorth påpegede herved, at den er et fortræffeligt eksempel på den trang man har til at fortælle sin historie, og at den illustrerer, hvordan den samme opvækst kan give flere forskellige historier, men også en konflikt mellem to forskellige oplevelser af menneskelig udvikling. Her bliver det ældgamle spørgsmål endnu engang bragt på banen: Er vi bestemt af arv og miljø, eller har vi også en egen Fri vilje? Jeg har ikke læst Helga Hjorths bidrag endnu, men regner stærkt med, at der skal et eksemplar med hjem, når jeg drager til Oslo om et par uger! Som Skyum-Nielsen sagde, så er det jo vildt interessant, hvordan man overhovedet kan tale om sandhed, når en “fiktiv” roman citerer “virkelige” dokumenter og sager fra en anden “fiktiv” roman.

Jeg tror dog, jeg har fået det indtryk, at Fri vilje mest af alt er et forsvar fra en person der har følt sig meget forurettet, meget usynlig, og som V. Hjorth selv sagde, så kan hun godt forstå, at de ikke kan lide den søster, der er omtalt i Fri vilje, men at så fandt hun jo også ud af, hvordan familien har modtaget Arv og miljø. 

På et litteraturteoretisk plan er det et virkelig interessant emne. Mange siger, det er nyskabende, det er det nu ikke, men som selvstændig fortælling, går der lidt Horton-sagaen i den. Jeg kan godt undre mig over, hvad det her familiedrama rager mig, havde det ikke været for det selvrefleksive aspekt og incestproblematikken. Dette bevidner dog blot om Hjorths helt eminente talent og overblik til at udforme et yderst vigtigt stykke samtidslitteratur: En perfekt kombination af mikro- og makroniveau.

Det var et yderst interessant oplæg, der genåbnede, og delvist besvarede, mange spørgsmål. Tilbage sidder jeg bl.a. med dette: Hvornår rager en fortælling andre? Hvad er romanstof, og hvad er ikke – hvad kan man skrive om, og er der noget, man ikke kan skrive om? Er fortællinger som denne for navlepillende og uvedkommende? Det var lidt den følelse, jeg sad med gennem de første 50 sider af romanen og i øvrigt fik forstærket, da Helga Hjorth kom på banen. Som sagt formår Vigdis Hjorth at gøre det vigtigt, men er det udelukkende pga. incestfortællingen? Disse spørgsmål “reflekterer jeg over” i et senere indlæg 😉

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

3 meninger om “Vigdis Hjorth: Grænselandet mellem fakta og fiktion”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.