Er kunstgenstandens fremtræden bestemt af kunstnerens intention? Vil genstanden ændre sig alt efter, hvad beskueren ved om kunstneren – om hans eller hendes intention med genstanden? Har beskueren overhovedet krav på at vide? Hvad eller hvem er genstanden?
Dette essay er en reduceret udgave af en tekst skrevet i forbindelse med studie.
Når forfattere skriver romaner, hvor fortællingen eller karakterer læner sig tæt op ad virkeligheden, afføder det ofte diskussioner om, hvorvidt forfatteren har en forpligtelse til at fortælle, i hvilket omfang det, han eller hun har skrevet, har tråde til virkeligheden. Har det nogen betydning for læserens udbytte af romanen, om forfatteren har haft til intention at skade de han skriver om, rense sig selv, udforske et betændt emne eller, som det så ofte bliver brugt som argument i denne diskussion, at finde noget af universel betydning?
Det første som slog mig var, at man bør finde ud af, hvad eller hvem “kunstgenstanden” egentlig er: er det selve værket, eller er det de der skrives om, det eller de som behandles i værket? At diskutere romanen som genstand eller den litterære model som genstand er to vidt forskellige ting. Jeg tænkte umiddelbart, at der var god grund til at diskutere de litterære modeller som værende den egentlige genstand, særligt efter at være kommet over dette citat af Simone de Beauvoir, som forekommer i essayet Literature and Metaphysics:
“One could claim that the protagonists, enslaved to the character the author chose for them and the psychological laws he is obliged to respect, lose all freedom and opacity. If such objections are not raised, it is because people well know that psychology is not, first of all, a special discipline foreign to life; every human experience has a particular psychological dimension; and while the theoretician draws out and systematizes the significations on an abstract plane, the novelist evokes them in their concrete singularity.”
Karaktereren gøres til forfatterens slave, en genstand uden integritet, uden en fri vilje. Det giver selvsagt mening i og med, at det er forfatteren som skaber karaktereren, men det som bliver problematisk er vel, hvis karakteren har afsæt i et virkeligt menneske? Læseren har ikke nogen forudsætning for at vide, hvad intentionen med disse virkelighedsnære projekter har været. Uanset vil det have betydning for læsningen, for kunstgenstandens (her romanens) mening, vil jeg vove at påstå. I hvert fald hvis man har en snert af et etisk og moralsk kompas i sig.
Når det så er sagt, ville det måske hellere give mening at snakke om den litterære model som “materiale”. Modernisten Stanley Cavell beskriver i essayet A matter of meaning it, hvordan forfatterens intention kommer frem, ikke forud for værket, men gennem værket: gennem form, materiale, læsning og fortolkning. Kunstneren har altså iflg. Cavell ikke bestemt på forhånd, hvad intentionen er. På den måde bliver vel også levende modeller, såvel som ord, vendinger, beskrivelser af miljøet et materiale brugt til at forme en mening i efterkant. Det er vel, hvad hvert enkelt kunstværk tester: rammerne for kunsten, kunstens forudsætninger. Man kan måske sige, at på den måde tester hvert enkelt værks ”levende-model-materiel” rammerne for kunsten?
Det centrale for Cavell er, at forfatteren udforsker mening gennem mediet. Kunstneren opdager undervejs i sproget, gennem skrivningen, hvad han har ment: han opdager sin intention. Her kunne man dog spørge, om det ene nødvendigvis udelukker det andet? Selvom forfatteren har en klar intention forud for værket og ikke ændrer det undervejs, kan han jo også opdage noget, imens han skriver eller bagefter. Er det da hellere mellem forfatterens intention og værkets eller formens intention, at der er en diskrepans?
Hvad hvis der er uoverensstemmelse mellem det forfatteren mener, han har skabt en intention om i værket, og det det behandles som? Hvis forfatteren f.eks. har skabt en intention om en roman/fiktion, men det læses eller behandles som en selvbiografi?
Spørgsmålet hos Cavell bliver, om det er relevant, om det er intenderet eller ikke. Er det relevant, hvad som er ment eller ikke ment, og hvilken rolle forfatteren har? Hverken forfatteren eller læseren har tilgang til, hvad forfatterens oprindelige intention var eller er, mener Cavell, for intentionen er selve det som opstår i og omkring udforskningen af kunstgenstanden – i produktionen og i læsningen af den. Men igen: er der da fortsat snak om forfatterens intention, eller er det værkets intention som opstår i udforskningen af kunstgenstanden (værket) – kan man adskille disse?
Den litteratur som går særlig nær virkeligheden udforsker grænsen mellem det private og det offentlige. Den sætter meninger på prøve i forhold til, hvad kunst kan og ikke kan tillade sig, hvad en roman kan eller ikke kan være. Man opdager kunstgenstandens virkning undervejs i læsningen, men vel ikke nødvendigvis forfatterens intention? Det afhænger vel bl.a. af, hvad man som læser har bestemt sig for?
Det er et fremtrædende argument i debatten om mange virkelighedsnære værker, at: “Jeg valgte at læse det som en roman”, eller: “værket insisterer på at blive læst som en roman.” Læseren mener hermed, at der er noget immanent i kunstgenstanden som beder om at blive behandlet på en bestemt måde. Da er vel intentionen givet på forhånd? Formen, det, at der på titelbladet står, at det er en roman, har bestemt intentionen for læseren. På den måde afprøver genstanden vel rigtig nok ikke noget? Læseren opdager ikke noget undervejs, der er ingen meninger som sættes på prøve, og da er forfatterens intention vel underordnet. Derimod, hvis læseren går til læsningen af værket med en intention om at læse værket som en roman, fordi det er det der står, men finder ud af undervejs, at noget i værket byder imod og lytter til det, til værkets (eller måske hellere læserens?) vilje, så er der rum for at lære noget undervejs: at finde ud af, hvad det så var værket ville eller kan blive. Hvad det måske hellere vil eller kan vise læseren (og måske også forfatteren)?
Hvis forfatteren har skrevet en fiktiv roman, og det var det som var hendes umiddelbare intention, men læseren finder ud af, at det er en selvbiografi, kan forfatterens intention da være fast, forbliver forfatterens intention så fiktion? Eller er det, som jeg skrev, fordi det mere bliver en slags “værkets intention” og ikke forfatterens? Er forfatteren i mødet med sin egen tekst uden fri vilje? Er intention en egenskab ved værket, eller er det noget som er inde i hovedet på forfatteren?
Som eksistentialisten Jean-Paul Sartre formulerer det, så er det at skrive at afdække et projekt. Kunstgenstanden har en immanent intention, men denne bliver bare tydelig for læseren/beskueren, hvis han eller hun lytter, hvis man er åben, hvis man finder intentionen sammen med værket, i formen, i det kunstneren vil vise dig.
Kunstneren kan rigtig nok ikke bestemme, hvilket udbytte læseren skal have. For det første, fordi forfatteren ikke kan bestemme, hvad læseren skal mene og tænke i efterkant, måske fordi hun heller ikke engang ved det selv. Det må fremtræde i værket, gennem formen, gennem materialet. Det fremtræder forskelligt fra læser til læser, bestemt af læserens individuelle erfaring. Som Cavell siger, kan det heller ikke være sådan, for hvis forfatteren har haft en klar intention fra en start, er det ikke kunst, for da har heller ikke forfatteren fundet ud af noget undervejs. Men hvordan kan man som læser stiller spørgsmål til det? Hvis man ikke må eller kan spørge forfatteren om intentionen var at hænge sin nærmeste familie ud, at pålægge sin far skyldner om incest, eller om intentionen var at finde ud af undervejs i skrivningen om faren har begået incest, om intentionen var at finde ud af om en far har begået incest, eller om den far har begået incest, om intentionen var at belyse at nogle fædre begår incest, og at nogle familier er tavse om det, eller om intentionen var at belyse, hvad som sker, når man ikke bliver troet på, eller om intentionen var at belyse, hvad som sker, når forfatteren ikke bliver troet på? Da må alt dette fremgå af værket selv, eller blive synlig gennem værket selv, ikke som en fast konklusion, men som en flydende erfaring for hver enkel læser? For Cavells pointe er, at det ikke er relevant, hvad kunstneren mente forud for værket, men derimod hvilken intention som manifesterer sig og kommer til udtryk gennem formen. Det vigtige er altså, at rummet for intention udforskes. Det vigtige er debatten som kom i efterkant af alle disse virkelighedsnære romaner. Måske er intentionen i disse værker, i denne genre selve debatten eller ambivalensen som opstår under læsningen. Er det det som er selve “kunsten”?
Sartre beskriver det i essayet Hva vil det si å skrive? sådan:
“Hva om maleren frembringer et hus? Ja, nettopp, han frembringer det, det vil si, han skaper et imaginært hus på lerretet og ikke selve tegnet for et hus. Og huset som har trådt frem på denne måten har bevart all tvetydighet ved de virkelige husene. Forfatteren kan veilede deg; hvis han beskriver et falleferdig hus for deg kan han gjøre det til et symbol på sosial urettferdighet og slik fremprovosere din indignasjon. Maleren er stum: Han viser os ett falleferdig hus, og det er alt; det står deg fritt å se hva du vil i det.”
Sartre havde med dette i sinde at belyse vigtigheden i at adskille litteratur fra andre kunstformer, men dette citat er også interessant i den sammenhæng, jeg her forsøger at skrive frem: Det er altså ikke forfatterens skyld, hvis du tror, at der er snak om, at forfatteren anklager sin egen far for incest, eller hvis du tror, at hun har gengivet private mailkorrespondencer. Det er ikke forfatterens skyld, hvis du tror, at Onkel Gunnar er den virkelige Onkel Gunnar. For måske er Onkel Gunnar bare et symbol på menneskelig uretfærdighed: “det står leseren fritt å se hva du vil i det.” Det er ikke forfatterens ansvar, han er “stum.” Men at pakke noget ind i flere lag, “frembringe det” og lægge noget åbent – for fortolkning, er vel ikke at være stum, men tværtimod at tale med flere tunger?
Dette kan muligvis knyttes sammen med den måde Simone de Beavouir beskriver karakterer på, som jeg henviste til tidligere. Her bliver også karakterer en slags repræsentation for noget andet og har ikke at gøre med selve personen. Samtidig accentueres det, at karakteren agerer som den gør, fordi den bliver forfatterens slave. Enten agerer karakteren akkurat som forfatteren har intenderet, kunne man tænke, det er trods alt forfatteren som sidder med pennen, men med ideen om, at intentionen opstår undervejs i skrivningen eller læsningen – at den er uafhængig af forfatteren – er det vel det samme som Beauvoir her er inde på? Da er karakteren, eller forfatterens ide om karakteren – digtergeniets uforklarlige frembringelse af en karakter – fuldstændig fri fra alt, også sin skaber?
Forfatter og professor i lingvistik Helene Uri skriver om dette i sit nylige (og ekstremt anbefalelsesværdige!) essay Jeg håndhilser før jeg penetrerer, som handler om at skabe karakterer, men også at snakke om det i efterkant:
“Å sette ord på ord er en umulig ting å be en forfatter om. Om det ikke er umulig, er det en fornærmelse. Det eneste en forfatter ønsker, er jo at hennes ord skal være nok i seg selv. Jeg ønsker at de skjønnlitterære verkene er nok. At ordene i dem er tilstrekkelig. At ordene mine skal stå på egne bein. Jeg ønsker ikke at flere ord skal forklare eller supplere ordene mine. Likevel er det nettopp det jeg har forsøkt.”
Måske er det dette Sartre mener med “stum”? At værkerne netop bør tale for sig selv? Men det er vel det, som er problemet med at trække litteraturen ud i virkeligheden, eller virkeligheden ind i litteraturen – når forfatteren river sig selv ind og ud af værk og virkelighed: Da kræves der en tale i efterkant. Samtidig er det vel også den måde litteraturen vokser på, det er en måde at gøre den synlig og aktuel.
Hvis læseren betvivler, om romanen er fiktiv, må det vel være, fordi kunstneren ikke har lykkes i sin intention om at skrive fiktion, kunne man umiddelbart tænke. Men igen, har forfatterens intention i det hele taget noget at sige? Det har måske netop at gøre med, at forfatteren, såvel som alle andre, må stå til ansvar for det han siger og gør. At forfatteren, ligeså vel som alle andre mennesker ikke kan opføre sig uhæmmet, selvom den uhæmmede opførsel i nogle tilfælde kaldes en roman, kunst eller fiktion?
“It is still worth saying about such remarks that they appeal to a concept of intention as relevant to art which does not exist elsewhere”, skriver Cavell i det føromtalte essay. Intentionen må altså være relevant for kunsten. Det er vel det samme som at sige, at det kun er relevant for læseren at vide, om romanen er blevet brugt til at slå nogen til døde med, hvis det på nogen måde ændrer indholdet af romanen?
Videre skriver Cavell: “nothing is more visible than actions which are not meant, visible in the slip.” Det kan altså være, at forfatterens intention ret og slet ikke var at anklage sin egen far for incest i sin roman, men gennem skrivningen blev det ubevidst sådan, og læseren ser det tydeligt, fordi værket tillader det, viser det, intendere det?: “… in such a way that the issues of intention and seriousness and sincerity are forced upon the reader by the poem itself”, skriver Cavell videre. Da er det altså ude af forfatterens hænder, hvad intentionen er. Det bliver en slags freudian slip?
Det handler måske om, som Cavell også er inde på, at gå med på værkets eller forfatterens præmisser? Man har to valg, siger han: “he can repudiate them, on the ground that they cannot be true (…) or he can accept them as data for his philosophical investigation, learning from them what it is his philosophizing must account for?” Man kan altså vælge at lytte til, hvad det er kunstneren forsøger at vise dig…
Cavell skriver videre:
“We may have to go outside the punch itself to find this out, but then there is no question what kind of evidence will be relevant. Now, how is it imagined we are to discover the artist’s intention – when, that is, we are told that there is no way inside the poem of verifying it? Are we supposed to ask the poet (…) How is anything we learn in such ways to be identified as the intention of this work?”
Læseren kan spørge forfatteren, hvad intentionen var, og forfatteren kan svare, at hun tager udgangspunkt i ting hun har oplevet selv, men at dette er fiktion. Hvordan skal man som læser kunne stole på det? Hvordan skal man kunne vide, at det er sandt? Må man vide, om det er sandt? Hvordan kan man overhovedet skelne? Trangen til at vide handler om læserens syn på kunst, på hvad f.eks. et digt er, siger Cavell, men at denne specifikke opfattelse af, hvad kunst er, er forkert, mener han: “I said that it is not merely a bad picture of intention that makes this seem false or contentious or paradoxical, it is also a bad picture of what a poem is.”
I den moderne kunst, eller i det moderne samfund søger vi mening, påpeger Cavell. Vi vil vide, vi vil kunne stole på. Men det får vi ikke lov til, for der findes ikke nogen forløsning i den moderne kunst, fordi hvad meningen er, afprøves i hvert enkel kunstværk. Meningen er flydende, fordi det er personligt, fordi meningen findes i hver enkel beskuer eller læser, fordi det er foranderligt og åbent. Men med menneskets immanente trang til at søge mening, så clincher det, tænker jeg, hvis ikke meningen er klar, hvis ikke den er os givet, hvis vi må finde den selv, netop fordi det ikke er os påtvunget at lytte til det kunstneren eller kunstobjektet forsøger at vise os om os selv.
Der er mange aspekter af dette. De opgivne forfattere og tekster jeg henviser til her viser sandsynligvis også flere nuancer af dette, end hvad jeg har viet en plads her. Hvad som dog står klarest for mig er, at det måske i diskussionen om intention, handler om at skelne mellem forfatterens, værkets og læserens intention: at hver har sin egen vilje? Samtidig står også dette fortsat klart: at det altid er muligt at forlange, at alle, også kunstnere, ikke bare bruger hinanden som midler – intenderet eller ej – heller ikke selvom gerningen er ophøjet til “kunst,” og at man gerne kan stille spørgsmål til denne.
Referencer:
-De Beauvoir, Simone, “Literature and Metaphysics”, Rowman & Littlefield Publishers, 2001.
-Cavell, Stanley “A Matter of Meaning it”, Cambridge University Press 2015.
-Sartre, Jean-Paul, “Hva vil det si å skrive?”, i “Hva er litteratur?”, Pax Forlag, 1998.
-Uri, Helene, “Jeg håndhilser før jeg penetrerer”, Nordic Journal of Art & Research Vol. 9 Nr. 1, 2020. Denne tekst er en reduceret udgave af et essay skrevet i forbindelse med studie.
