Forhåndscensur af forfattere: Hvad er der at frygte?

I går bragte Aftenposten endnu en artikel om den pågående debat om virkelighedslitteraturen. Denne gang et interview med leder i Forfatterforeningen Heidi Marie Kriznik. Hun frygter, at den offentlige debat om litteratur vil blive mere snæver, og mener at denne form for faktatjek volder forfatterne uro og ubehag.

Min umiddelbare tanke var, at man vel kun føler en uro, hvis man ved, der er noget at være urolig for – hvis man ved, man har handlet forkert?
Man kan sige at fortolkningen af, hvad der er rigtigt og forkert, f.eks. at skrive i en roman, er ret bred. At hver enkel læser vil tolke de skrevne ord forskelligt, så selvfølgelig er man som forfatter urolig for, om nogen kan misforstå, det man skriver. MEN! hvis man, som Kriznik siger, at de fleste forfattere, har en “stor etisk bevissthet rundt egne tekster,” så kan det vel fjerne den værste uro, tænker jeg – så har man i hvert fald sit på det rene. Og det er jo dét, denne diskussion handler om: At forfatterne (og forlagene) har de etiske retningslinjer på plads og formår at agere ud fra disse.

Som mange andre også har været inde på i denne debat, så skal litteraturen være et rum for erkendelse, et sted hvor man kan udforske sider af mennesket, som kan udvide billedet af vores egenforståelse, vores væren i verden. Det er klart, at mange ting vil virke genkendeligt, ikke bare i de virkelighedsnære romaner, men i samtidslitteraturen generelt, for hvis ikke den var det, vill det jo ikke interessere os. Men der er stor forskel på, om man kan relatere til det, fordi forfatteren skriver om almenmenneskelige erfaringer gennem en opdigtet historie, eller om man kan relatere til det, fordi det faktisk er sket for én selv – fordi det er historien om én selv forfatteren gengiver.

“Vi må holde den kunstneriske friheten høyt, og det er jo ikke noe nytt at forfattere skriver om eget liv, sier Kriznik.” Lige netop dén undskyldning gør mig bare så helt igennem træt og opgivende! Fordi “store” kunstnere som Jens Bjørneboe, Agnar Mykle og Tove Ditlevsen, som Kriznik refererer til i artiklen, også gjorde det, er det ikke ens betydende med, at man bare blindt skal fortsætte. Det er en ret ansvarsløs og barnlig holdning at have, vil jeg mene. Fordi de andre gjorde det, så må jeg også! Det gør det jo ikke mindre forkert, at andre før én selv har gjort det.
I øvrigt, hvis vi skal spille kunstkortet og starte diskussionen om “litterær kvalitet”, så kan man heller ikke sætte det sådan op. Flere indspil i denne debat lyder, at hvis kvaliteten af det skrevne er høj, kan man slippe afsted med mere. Så fordi Agnar Mykle skrev en god roman af høj litterær kvalitet, men udleverede gud og hver mand, er det ikke ens betydende med, at enhver anden forfatter har ret til at følge samme sti. Det er ikke automatisk en undskyldning, at man kan gøre brug af samme kneb, for enhver anden er ikke Agnar Mykle eller Tove Ditlevsen.
At disse forfattere i dag er højt anerkendte for de ting de skrev, om andre eller om sig selv, er heller ikke en retfærdiggørelse af, hvordan de dengang handlede. Det var vel ligeså forkert dengang at udgive et referat af sit ægteskab og beskylde sin mand for overgreb og doping uden i det mindste at forsøge at skjule vedkommendes identitet eller position (uagtet om han var skyldig eller ej, uagtet forfatterens mentale balance), som det er at udgive en roman i dag, hvor forfatteren udstiller en person, han måske, måske ikke har voldtaget til offentlig skue.

“Litteraturen kan ta opp i seg ubehag, komplekse problemstillinger, vise at vi mennesker er sammensatte,” står der i artiklen. Ja, det kan den, og det skal den for så vidt også – hvad skulle vi bruge en litteratur fuld af ” smooth strawberry-and-cream Mother-Goose-world, Alice-in-Wonderland fables” til, som Sylvia Plath skrev? Selvfølgelig skal vi snakke om verden, som den ér, for nogen, for alle, men det er muligt at benævne denne “ubehag”, disse “komplekse problemstilinger” uden at gøre det på bekostning af virkelige mennesker, som ikke har samtykket til offentlig brug. Det er der også eksempler på – det har andre “anerkendte og store” forfattere også gjort før!

“Mange kan oppleve at et ytre blikk styrer det man skriver, og mange kan kjenne på uro og ubehag knyttet til hvordan ting blir fortolket av leserne,” siger Kriznik. Altså, heldigvis, tænker jeg. De fleste fornuftige og anstændige mennesker tænker sig vel om en ekstra gang, før de siger, gør eller skriver noget. Det er en sådan essentiel mekanisme styret af frontallappen, som sætter ind.  Jeg har oplevet mennesker som ikke har den mekanisme længere (i nogle tilfælde var det sjovt, andre gange en smule foruroligende, men oftest helt absurd), og jeg kan garantere for, at en verden, hvor ingen lader sig styre af denne, ville gå under på få minutter!

“Mange forfattere opplever at det offentlige rommet kan være trangt,” siger Kriznik. Det har jeg lidt vanskeligt ved at følge. Hvad er det, de føler, de ikke kan skrive om? Hvad er det der bliver holdt tilbage? Hvis man ser på temaerne i de seneste 150 års udgivelser, så synes jeg ikke, man kan pege på ret meget, som ikke er blevet skrevet om: Undertrykkelse af forskellige befolkningsgrupper, slaveri, racisme, seksualitet i al sin farverighed, dårlige forældre, voldelige ægtemænd, kønsbaserede konventioner, overgreb, incest, voldtægt, menstruation, graviditet, abort, sadomasochisme, pædofili, homofobi osv. osv. Alt sammen på vidt forskellige måder, i vidt forskellige genrer med vidt forskellige ord, bevæggrunde og erfaringer. Hvad er det, som ikke kan siges, hvor er det, det strammer?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.