Fröken Frimans krig

Den danske sommer anno 2017 har ikke ligefrem indbudt til et overflod af strandture og solbadning. Jeg tror ikke, jeg har brugt så meget tid indendøre i løbet af en sommer, som i år. Jeg plejer ikke at gå vanvittig meget op i det der sommervejr, for jeg arbejder som regel hele sommeren alligevel, og så er det sådan set meget rart, at der ikke er hedebølge. Alligevel har jeg de sidste par uger tænkt, at det nu kunne have været meget rart at ligge i haven med en bog, når jeg kom hjem om eftermiddagen, men sådan skulle det så ikke være. I stedet har jeg fedet den på sofaen sammen med Fröken Friman, en serie jeg tilfældigt faldt over i min søgen efter tidsfordriv på NRK’s hjemmeside i januar, da jeg skulle have de meget mørke aftener i Trondheim til at gå. Jeg ved faktisk ikke, om serien er blevet sendt på dansk TV, men i hvert fald kan man låne alle tre sæsoner på biblioteket (eller se dem på Filmstriben.dk), så gennem de sidste par uger har den stået på et glædeligt gensyn med de slagkraftige kvinder fra Svenska Hem.

Fröken Frimans krig er en dramaserie produceret af SVT, som indtil videre har kørt i 3 sæsoner. (Jeg læste netop, at der vist også skulle være en 4. sæson på vej.) Dagmar Friman (Sissela Kyle) vender efter flere år i England, hvor hun har været aktiv kvindesagsforkæmper, hjem til Sverige. Her åbner hun en kolonialforretning, Svenska Hem. Det starter som et forsøg på at komme de ringe fødevareforhold til livs, men udvikler sig til at berøre både rettigheder for kvinder, børn, arbejdere og prostituerede.

Svenska Hem drives udelukkende af kvinder, for kvinder. Dagmar ansætter både sin halvbrors kone, Lottie (Frida Hallgren), men også kogekonen, Emmy (Maria Kulle), den virksomme og oprørske, Kinna (Sofia Ledarp) og enken, Alma (Lena T. Hansson.) Senere støder også flere karakterer til bl.a. “altmuligmanden,” Jon (Kristoffer Berglund), der ulykkeligvis mister sin forlovede få timer efter, hun har født deres datter.

På den anden side af gaden bor grossisten og konkurrenten Fridtjof Johannesson (Allan Svensson) med sin nysgerrige og århhgg, noget så røvirriterende kone! (Ulla Skoog) De to gør, hvad de kan for at sætte en stopper for Dagmars virke: De er begge af den stærke overbevisning, at kvindens plads er i hjemmet, at hendes bestemmelse er at tjene sin mand, og at hun i øvrigt ikke har forstand på politik og derfor ikke bør få stemmeret. De to symboliserer den stærke, patriarkalske overklasse: Årsagen til, at samfundet i alt for mange århundrede har været helt skævt.

De tre sæsoner tager hver især udgangspunkt i én overordnet problematik: Som førnævnt fokuserer 1.sæson på fødevarekontrol, men også børns vilkår og manglende rettigheder, idet Dagmar adopterer drengen, Gunnar. 2.sæson behandler kampen om stemmeret til kvinder, og har desuden et særligt fokus på Kinna, der har et forhold til en kvinde, hvilket som bekendt var strafbart dengang. Tredje sæson går efterfølgende i dybden med den dengang omdiskuterede sædelighedsdebat med særligt fokus på prostitution og den manglende seksualoplysning. Gennem Jon ses der dog også lidt på mændenes rettigheder: Hvordan han må kæmpe mod fordommene som alenefar og retten til sin datter. Alle emner var for samtiden meget gennemtrængende, men samtidig kan alle ses i et nutidigt perspektiv: Serien handler om menneskets plads i samfundet, hvordan vi selv må tage stilling, hvad det kræver at ændre på noget, og hvorfor man bør gøre det. Serien har både en tone af alvor og historisk oplysning, men samtidig er den også både hjertevarm og sjov.

Mine favoritkarakterer er uden tvivl Emmy og Alma 😀 Jeg elsker de to!! 😀 Jeg griner min røv i laser over deres indbyrdes diskussioner, kommentarer og ikke mindst alle de ting, der kun bliver sagt med ansigtet 😀 Emmy minder mig desuden lidt om Laura fra Matador: Der er noget “man-skal-kende-sin-plads” over begge, men i løbet af serien finder Emmy dog det mod, der skal til for at bryde med den opfattelse, hvad Lise Nørgaards, Laura aldrig rigtig turde kaste sig ud i. Begge er de dog lige skarpe i både mund og blik, og jeg var helt solgt, da Axel (Gustaf Hammersten), Dagmars halvbror, får til opgave at fyre Emmy – noget der volder ham store problemer, da han i bund og grund er, hvad man også godt forstår, dødsens ræd for hende. Han bliver dog reddet på falderebet, da Emmy kommer ham i forkøbet og selv siger op for at tage arbejde hos Svenska Hem.

De fem hovedpersoner repræsenterer de forskellige “roller” kvinden, dengang havde (og vel stadig har eller kan have.) Lottie, som er godt stillet, repræsenterer det hjemlige, moderen der på den ene side vil gøre alt for sine børn, passe og pleje dem, men som samtidig higer efter ydre stimulans, opmærksomhed og en rolle i samfundet. Der er lidt Nora over hende: I starten naiv og letpåvirkelig, men i takt med, at hendes horisont udvides, vokser også hendes selvtillid og vid – en udvikling der dog fører kraftig splittelse med sig.

Dagmar er den iværksættende “spinster.” Også hun kommer fra et overklassehjem, men da planerne om hendes “livs kærlighed” brister, taber hun også alle forventninger om et “almindeligt” kvindeliv og helliger sig kvindesagen i stedet. Hun er nok et ret karakteristisk billede på, hvordan man forestillede sig (og måske stadig gør), at ugifte og barnløse kvinder tænkte og agerede: At de finder noget andet at fylde deres liv med, men gerne med en undertone af bitterhed. Jeg ved ikke, om det er sådan, det nødvendigvis være, men det er dét, der er fortællingen her i hvert fald.

Kinna har travlt med at skælde ud og råbe højt. Hun lader gentagne gange Dagmar høre for, at hun er et “overklasseløg” og en snob, hun har stærk sympati med arbejderne, og senere er det hende der går forrest i kampen for prostitueredes rettigheder. Hun indleder som sagt et forhold til en kvinde, hvad der på denne tid var strafbart, og kan langt hen ad vejen ses som den lidt boheme-agtige type der trænger igennem med nye og mere frie synspunkter.

Alma er enke efter en admiral, som hun begærede meget højt. Heller ikke hun fik børn, men kaster i stedet al sin kærlighed på sin hund. Her ses igen, hvordan den barnløse kvinde projicerer al sin energi over i andre projekter – dog i en mere munter og overbærende tone, hvilket jeg tænker, måske har noget at gøre med, at hun er af den lidt ældre generation, er yderst velhavende og måske ikke har haft de store bekymringer i livet. Hun er vant til at nyde livet på alle måder, og ser det gerne fortsætte sådan, men kæmper samtidig mod ensomhed og tomhed. Dog skal der ikke meget til for at live hende op, og heri fremtræder den bekymringsløse tilværelse. Alma er desuden også ret optaget af de der mænd på et temmelig objektivt, kødeligt og saftigt plan. Jeg bliver dog indimellem lidt betænkelig ved hendes kommentarer: Jeg tænker, “snakkede man sådan dengang?” Hun har været meget hæmningsløs for sin tid, sit køn og sin stand i hvert fald 😉

Og så er der som sagt Emmy: Også hun har mistet sin mand, men historien fortæller kort om et hårdt og ulykkeligt ægteskab med druk og vold. Derfra stammer måske også den hårde skal, Emmy pakker sig ind i. Hun er yderst svær at imponere og står fast ved sine principper. Hun gør sådan set ikke meget væsen af sig, og trænger i hvert fald ikke til omsorg eller opmærksomhed! (Hun udtrykker det således: “Omsorg er ligesom prutter: Man kan til nød tåle lugten af sine egne, men ikke andres!”) Selvom hun virker urokkelig, får en række begivenheder hende dog på andre tanker lidt efter lidt.

Men altså, når dét så er sagt, kan jeg måske godt ærgre mig lidt over, at persongalleriet virker lidt overfladisk og lavpraktisk. Det er som om, man gerne vil fortælle en hel masse, men at man gør det alt for hurtigt og alt for åbenlyst. Der er mange vigtige aspekter i serien, der er mange interessante træk og fortællinger i karaktererne, men jeg sidder med følelsen af, at det bliver jappet alt for hurtigt igennem, og måske også lidt stereotypt: Man ved på forhånd, ud fra lidt lommepsykologi, hvorfor karaktererne reagerer, som de gør. Hver sæson har desuden kun 3 afsnit af en times varighed, så måske man kunne have forlænget dem lidt og derved sat tempoet en smule ned – det er meget information at formidle på 3 afsnit.

Men jeg hygger mig med serien, og det er indimellem det vigtigste. Jeg føler mig underholdt, godt tilpas men også oplyst. Jeg synes ikke, det er den værste måde at tilbringe sin sommer på 😉

Man kan se alle tre sæsoner her, hvis man skulle blive udsat for den danske sommer eller i øvrigt bare har lyst til lidt god, svensk underholdning.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Her tænker du på “Fröken Frimans krig”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.