“Hvad er en følelse? Jeg spurgte en mærkelig grim pige neden for scenen, der forstod, hvad jeg sagde. Hun svarede: Følelsen er en spændt klaverstreng, der glimter som sølv om din hals. Jeg ville gerne have spurgt: Hvad er så sangen, der findes inde i halsen? Men hun forstod ikke, hvad jeg sagde. Nu siger jeg ja til alt.”
Min besættelse af Mara Lee grunder først og fremmest i hendes sproglige evner: Det er beundringsværdigt, hvordan hun formår at få sproget til at danse, til at synge, og samtidig få det til at smadre rundt og flå alting fra hinanden og efterlade læseren helt og aldeles åndeløs. Som det skete under mit første møde med forfatteren i romanen, Ladies, tog jeg også denne gang mig selv i at sidde med vid åben mund, ude af stand til at huske at trække vejret eller synke undervejs. Det er små passager af sproglig eufori og voldsomhed der gør, at jeg i korte øjeblikke forlader livet og lader mig rive med.
Future Perfect udspiller sig i et lille landsbysamfund i Skåne, hvor fordomme, bagtaleri og småbys-hvisken og tisken får frit løb. I byen bor den underskønne, Dora med sine to sønner, Lex og Trip.
De to sønner er diametrale modsætninger: hvor Lex er tungsindig og nærer et stærkt had til sin mor, er Trip hengiven og bringer lys ind i verden, ikke mindst med sin skønne sangstemme.
Som det er set før i Lees to forgange romaner, Salome og Ladies har hun en ting for mytologisk symbolik, og også denne gang ledes tankerne hen på både Bibelens fortællinger, mytologiens forunderligheder og psykologiens historie. Der er nemlig noget Kain og Abel over Lex og Trip, men samtidig noget mørkt og destruktivt over beskrivelserne af den lille familie og ikke mindst byen, de bor i. Det er som om alt, hvad der er velkendt og alt det der burde være trygt, bliver uhyggeligt hjemligt i stedet. Dette forklares måske bedst med Freuds begreb, das Unheimliche?
Også i navnesymbolikken, som Lee er hyppig bruger af, får man associationer til Freud. Når Dora har dette navn, er det måske netop som en reference til psykoanalysens mest kendte hysteripatient af samme navn. For Dora er hverken afbalanceret eller tilnærmelsesvis normal. Hun forlader i perioder sine børn og lader dem gå for lud og koldt vand, og hjemme sætter hun alt ind på sin levevej: At sy tøj, der passer til misdannede kroppe – Atelier Anderledes, som hun kalder sin systue. Når hun giver sig hen til dette, får man fornemmelsen af, at hun befinder sig i en ren psykose.
Den lille families daglige og langt fra normale trummerum, forstyrres af den bemærkelsesværdige pige, Chandra. Hun er tavs og samler på ord, især dem hun ikke ved, hvad betyder, men som hun har følelsen af brændemærker sin skæbne – enkelte vedblivende ord som understreger det dyriske og mystisk anderledes i hendes adfærd.
“Chandra var fundamentalist, det vil sige bogstavtro, hvad angik hendes tro på harmoni, retfærdighed og en højere sproglig orden. Højst et ord om dagen og en sætning om ugen. Ellers var det snyd ifølge hendes måde at se på verden på. Der må være en balance mellem den tid, man lever, og de ord, man siger. Ellers bliver ordbrugen letsindig, og man havde ikke fortjent ordene.”
Den letsindige og glædespredende, Trip forelsker sig hurtigt i Chandra, men også Dora og Lex drages af hende. Lex, måske mest fordi, han føler sig endnu mere udenfor ved Chandras tilstedeværelse. Dora og Trip har i forvejen et helt særligt bånd, og de to er hurtige til at tage Chandra ind i deres verden. Dora er meget betaget af Chandra og sammen med Trip syr de kjoler, sminker hinanden og leger deres helt “særlige” og forbudte lege. Og netop også kjolesyningen får en helt særlig betydning. Sideløbende fortælles nemlig en historie om en helt bestemt slags kjole, som også viser sig at være forklaringen på mange andre ting i romanen.
Disse forbudte lege ender dog med at gå for vidt. Det er i lang tid uvist helt præcist, hvad der sker, men der er en tung og mørk undertone af en aparte seksuel og brutal adfærd, og efter en tragisk hændelse splittes den lille familie ad.
Chandra ender på Borgmestervillaens pigehjem, et sted hvor: ”Pigerne er som dårligt siddende kjoler. Ikke nødvendigvis af dårlig kvalitet, men så ringe forarbejdede, at ingen vil have dem længere.” Dora ender også på et “hjem,” Lex sendes til anden familie og Trip stikker af til Paris.
Som sagt er Mara Lee en usædvanlig ordkunstner. Intenst, sanseligt og rammende beskriver hun den “uskyldsrene” kærlighed, legen og glæden. Men samtidig stilles disse begreber skarpt op over for skylden, skammen og outsiderens position. Emnerne skønhed og kunst er ligesom i hendes første roman, Ladies indirekte til debat, idet de her spiller en central rolle både mht. til magt og forførelse. Der kan generelt trækkes mange tråde fra Future Perfect til Ladies. Også her bliver det voldsomme og det groteske til noget åndeløs smukt.
Future Perfect en roman om opvækstvilkår og om outsiderens skæbne. Det er en fortælling om anderledeshed, det, at gøre sig selv anderledes, men også at blive gjort anderledes. Det er en stærk historie om håb og drømme og det, at glemme. At glemme at starte på en ny, at glemme at huske de svære ting. Bogens titel peger netop mod det grammatiske term: Future perfect, som Lee igennem Chandra beskriver således: “I will have forgotten this lesson by ten o’clock tonight.” Men det handler ikke bare om kedelige engelsktimer, det handler om noget langt værre, som jeg ikke her vil afsløre. Læs den! Den er fantastisk.
