“Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv”

Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv, Tomas Espedal, Gyldendal Norsk Forlag 2006

At gå er frihed. Om det er en tur ned ad gaden, i skoven eller en 500 km. lang vandretur over fjeldet; det medfører en følelse af fremdrift, at man flytter sig – ikke bare fra A-B, men også mentalt og personligt. 

Tomas Espedal skriver i sin roman Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv om jegets forsøg på at blive vagabond, om rejser, om gåture i “Barndommens gade”, om opbrud og om flugt.

Det virker alt sammen så poetisk det der med at gå og flytte på sig selv. Espedal citerer både Aristoteles, Rousseau og Wittgenstein, og man bliver klar over, at der ligger noget langt mere filosofisk i denne bevægelse, end blot at røre legemet og få lidt frisk luft i ansigtet.

Er det så simpelt som en gåtur, et ønske om at se noget nyt, eller er det snarere en flugt?

Jeget i Espedals roman kæmper med alkoholen: Den er hans flugt, ikke særlig sund eller konstruktiv, men et middel mod en rejse, han kan foretage uden at lette sig fra stolen. Gåturene bliver derfor en ny form for flugt, ikke bare fra alkoholen, men fra ham selv. Problemet er bare, at dét selv følger med:

“Du kan finne en ny kjæreste, du kan forlate familie og venner, reise bort, finne en ny by og nye steder, du kan selge det du eier og kvitte deg med alt du ikke liker, men du kan aldri – så lenge du lever – bli kvitt deg selv.”

Det går ikke an at flygte fra problemerne, for den som skaber problemerne, eller rettere, den som er herre over, hvordan disse “problemer” skal tackles, følger med hele vejen. Det er let nok at skifte de ydre omstændigheder ud, men det er i én selv, man må tage bolig. 

Og hvad stiller man så op med dette selv, hvis man ikke kan holde ud at følges med ham? Espedal peger på de små ting: Som en anden Virginia Woolf fremhæver han de smukke “Moments of being”:

“Jeg nærmet mig et spesielt sted. Nå så jeg det; en lysning, og der lå kapellet bak et basseng bygget av stein, det hadde form som et kors. Eller som to armer, man bøyde seg ned og drakk av vannet. Det sto forresten ikke stille, det sprang opp av jorden og rant bort i en tynn åre under jorden. Vannets bevegelser; jeg kunne ikke se dem, men jeg hørte vannet renne, under jorden, en svak latter. Jeg hadde aldri før, noe sted, følt en tilsvarende ro. Her ville jeg sove. (…) jeg var trøtt og ville sove, men jeg fikk ikke sove. Stillheten, den fullkomne roen, den holdt meg våken.”

Forskellen på Woolf og Espedal er dog, at hos Woolf er personernes “Moments of being” efterfulgt af en form for epifani. Det sker ikke rigtig hos Espedal, for jeget er mere komplekst end det. Jeget gør alt, hvad han kan for at ødelægge det enkle, alle mulige løsninger. Under gåturene opstår øjeblikke af åbenbaringer, men senere, ved nærmere eftertanke, spoleres enkeltheden. For igen: Omgivelserne ændrer sig, men han gør ikke. Han slæber rundt på en person som:

“alltid ville(t) leve annerledes, på en helt annen måte enn det jeg har blitt oppdratt til. Fra barndommen av en dyp motvilje mot å gjøre det jeg ble fortalt. Jeg har alltid villet gjøre alt vanskeligere for meg selv. Aldri lettere, aldri enklere, alltid tyngre og bestandig umulig for meg selv.”

Der er noget svært destruktivt over Espedals fortælling. Samtidig kan jeg heller ikke lade være med at føle mig opløftet. Måske fordi det alligevel giver mig et slags klarsyn: Det er ikke verden, der er noget i vejen med, det er din egen opfattelse af den. Og så har man vel en løsning, tænker jeg? Når alt kommer til alt, så er det meget enklere at ændre på sig selv i stedet for hele verden. Det handler måske om at gøre den der vandrekammerat, selvet, til hyggeligt selskab i stedet for en tung klods om benet? 

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.