Gråt elskede mann: Kærlighedens vilkår er undertrykkelse?

Gråt elskede mann, Bjørg Vik, J.W Cappelens Forlag, 1970

“Vi tror ikke på kjærlighet, gjør vi vel? Vi må bare avfinne oss med den kjedelige halvsøsteren, avhengighet.”

Dette er en rigtig 70’er bog. Den er skrevet, dengang det var moderne at realisere sig selv. Dengang kvinderne rendte hjemmefra og satte sig selv fri. Men det der med frihed, det er vel i bund og grund et tidløst design. Vi leder bare hele tiden efter nye måder at praktisere den på. Hvad er det der får os til at føle os frie? Kan man være fri, hvis man er i et forhold – må man forsøge at skabe frihed, hvis man er i et forhold, eller er det som at sige, at man ikke har brug for den anden?

I romanen Gråt elskede mann undersøger forfatteren, hvad det vil sige at være fri. Gennem parret, Ilni og Nikolaj skelnes der mellem de traditionelle opfattelser af samfunds- og familiestrukturer og den modpol der slog igennem i efterkrigstiden: Det frie individ.

Ilni og Nikolaj kommer fra to vidt forskellige verdener. Nikolaj tror på det småborgerlige samliv, og Ilni tager hjemmefra flere dage i streg uden at fortælle, hvor hun tager hen og med hvem. Det giver sine udfordringer, men alligevel formår de at stable noget på benene som minder om et familieliv. På overfladen tilpasser de sig, men nedenunder hviler spørgsmålet: Er vi sammen, fordi vi har brug for hinanden, eller fordi vi har medlidenhed med hinanden?

Dette spørgsmål udfoldes flere gange gennem fortællingen, for hovedpersonerne vil faktisk også gerne vide det: Er forholdet til andre mennesker baseret på egen afhængighed, frygten for at stå alene, eller er der noget mere gensidigt i det? Hos Nikolaj og Ilni hviler der i hvert fald en undertone af, at de holder fast i hinanden, fordi de tror, de skal redde hinanden fra dem selv: Han må redde hende fra kaos, og hun, ham fra småborgerlighed.

Plottet er som sådan ikke videre fremaddrivende. Det er som om der svæver en form for død stemning over fortællingen, men det er vel også hele pointen? Hvad der dog driver forløbet er Viks helt fantastiske formuleringer. Den måde hun konkretisere store, svævende begreber på ved at blande abstrakt poesi med hverdagstrivialiteter går lige ind i hjertet. Det får mig faktisk til at tænke lidt på Tove Ditlevsen. Der er den samme higen efter at fremstille det der måske ikke synes så stort, men som alligevel gør ondt, fordi det er menneskeligt. Det er mennesker fanget i sig selv, fanget af samfundsnormer- og idéer, og det er alt sammen beskrevet så fint og så ømt, at dét i sig selv fordrer en styrke.

“Da var de for trette til å fornye makeupen flere ganger og utstrålte den spesielle slitte ødslige skjønnhet av skuffelse, tomhet, gjentagelse. Han gjenkjente en sprø svakt utlevd ynde hos disse kvinnene som ikke var helt unge lenger, en sørgmodig halvt oppløst hvilende atmosfære. Man kunne se hvordan de tømtes som skjøre fat for et utydelig innhold, stirrende i en duk, mot en vegg, forbi ansikter, alt muntert velvære visket ut og lik et fyr feier monotone signaler over vannflaten slik vendte de seg innover mot en øm trøstesløshet, mot stille øde strender.”

Jeg tænker ofte, om ikke det ville være langt nemmere at være til, hvis man bare accepterede ting. Hvis man bare lod sig drive af strømmen. Jeg føler ofte, at jeg sagtens kunne gøre livet enklere – at jeg måske gør for meget ud af alting. Hvorfor kan jeg ikke bare slå hjernen fra og acceptere den situation, jeg nu engang befinder mig i? Jeg tænker hele tiden, at der må være noget mere. Det er et uopfyldeligt begær, en evig stræben og følelsen af aldrig rigtig at nå i mål. Det kan være en frustrerende følelse, men omvendt er det vel meget godt? Hvad hvis der ikke var noget at stræbe efter, hvad hvis man bare blev stående ved målstregen – så var der måske heller ikke så meget ved det.

“Men hvor er det da, hvis vi ikke leter etter det, oppsøker det og bruker det når vi tror vi er i nærheten av frihet?

Kanskje ser den anderledes ut enn vi forestiller oss. Kanskje er den mer ro, en slags overvinnelse mer enn leting og utfordring. Sannsynligvis er den aldrig statisk.”

Jeg tror, mit problem grunder i, at jeg stiller det meget skarpt op. For mig findes der fremdrift, og så findes der resignation. Og det sidste er for mig lig opgivelse, lig død. Men at resignere er vel mere at turde at være. At stå der ved målstregen og nyde… friheden? Det lyder bare så kedeligt, men som Vik også peger mod i denne fortælling: Har vi ikke også brug for en lille smule fangenskab – har vi ikke også brug for hinanden, bare lidt, bare på andre præmisser end den der traditionelle opfattelse af samliv, som hun i dén grad stiller spørgsmålstegn ved.

“Hun ser på ham med et overbærende smil. Noenganger, sier hun, er du som nyvasket hår og ullgensere, vennen min, du klør.”

Hvad jeg særligt godt kan lide i denne roman er dialogerne. Især den måde hvorpå Ilni, mellem linjerne får sat sin vilje fast. Hvordan hun indirekte får fortalt, at hun ikke finder sig i noget pis. Jeg lo virkelig gennemtrængende flere gange undervejs, men jo nærmere jeg kom slutningen, jo nærmere følte jeg også, at fortællingen kom en opløsning af den viljefaste Ilni, og det gjorde mig lidt ked af det. Det giver selvfølgelig sig selv:Ilni præges af sine omgivelser, af strukturer og normer. Hun svæver ligeså meget som alle andre individer gør, men jeg gad godt, det havde været anderledes. Måske som en trøst eller en tro på, at andet kan lade sig gøre?

Gråt elskede mann er en roman om frihed, om fangenskab og om kønsroller. Det er en roman om mennesker, der ligesom i så mange andre fortællinger om mennesker leder efter noget: En holdeplads. Og om det er hos et andet menneske, ud fra et andet menneske eller fri af et andet menneske finder heller ikke de rigtigt ud af. Fortællingen ender ensomt, men man ved også godt, at den starter forfra – at de starter forfra hos et andet ensomt menneske.

“Plutselig hadde hun et hylster av kjølig uinntagelighet, tross det nakne ansiktet, de uforstilte bevegelsene satt hun der med skyggelandskaper.

Den langsomme sommerkvelden fylte kjøkkenet med skygger, gjorde ansiktene utydelige. De satt i hvert sit skyggelandskap, kravløse, nesten ønskeløse.”

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.