“Grenseverdier” – hvordan skrive om det virkelige?

Grenseverdier, Ane Farsethås, Cappelen Damm 2018

Hvis man som forfatter gerne vil fortælle noget om den verden vi lever i, dele ud af egne erfaringer, viden og kunnen, hvis forfatteren gerne vil fortælle noget som er sandt, som læseren kan kende sig igen i, hvorfor så kalde det for en roman – et fiktivt værk?

Ane Farsethås har i Grenseverdier forsøgt at komme dette lidt nærmere gennem en række interviews med forfattere, som alle gør brug af forskellige litterære metoder for at fremskrive “sandheden.”

Der er, som jeg også tidligere har været inde på (og forsøgt at vise), mange forskellige vinkler og aspekter af denne diskussion, og Farsethås berører da også mange af disse både i sine interviews, men også i sit opsummerende essay. Det der dog særligt fanger mig er spørgsmålet om, hvorfor i det hele taget kalde det en roman, når forfatteren behandler noget som ikke er fiktivt? Hvorfor ikke bare kalde Min kamp en memoir, hvorfor ikke kalde sine undersøgelser af terrororganisationer for opsøgende journalistik? Ville man ikke have sparret sig selv (og andre) for mange øretæver ved ganske enkelt at skifte genre?

Det mest iøjefaldende er, når Farsethås fremhæver, at romantitlen giver nogle økonomiske fordele, at der er mere status i at skrive roman, og at værket selvfølgelig behandles anderledes, når der står roman på omslaget: Der opstår en anden kontrakt mellem læser og forfatter.

“Romanen er sjangeren for maksimal frihet: her er alle kombinasjonsmuligheter lov, fra å dikte opp liv på fremmede planeter, til å binde seg til masten med en påstand om å skildre en konkret virkelighet, og alle sjatteringer der imellom. Det spesifikke ved romankontrakten er dens potensielle tvetydighet i forhold til spørsmål om etterrettelighet og sannhet. Der kontrakten mellom forfatteren og leseren av en sakprosabok forutsetter en eller annen form for etterprøvbart faktagrunnlag, er en roman i utgangspunktet åpen for alle mulige forhold mellom tekst og virkelighet.”

Ane Farsethås var desuden forbi Litteraturhuset i torsdags til en interessant samtale om “Grenseverdier”.

Der er mange friheder forbundet med det at skrive roman, og jeg kan sagtens forstå, at denne frihed er tiltalende. Som Farsethås skriver, så er der desuden en accept af, at “noens grenser er krenket i jakten på en annen sannhet.” Men hvad er det da for en accept – hvem har sagt, at det er noget, man må acceptere? Hvad giver forfatteren den særlige rettighed til at “krenke i jakten på en annen sannhet”? Ifølge Farsethås handler det som sagt om kontrakter, og når romanen behandler stof fra virkeligheden opstår hele tre.

“Den friheten romanforfatterne påberåper seg i forhold til etterrettelighet og målestokker utenfor teksten, er en man institusjonelt har vært enige om å gi denne sjangeren. Og at romanens frihetskontrakt og sakprosaens ansvarskontrakt i forhold til spørsmålene om etterrettelighet og referensialitet angir ulike lesemåter, som ikke uten videre er utbyttbare, selv i en litteratur som eksperimenterer med nettopp disse grensene.”

Disse læserkontrakter er altså noget “vi” er blevet enige om, men det er jo ganske tydeligt, at der er vidt forskellige holdninger til netop det: Hvordan man behandler værket, når der står roman på forsiden. Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, er det de færreste der egentlig kan svare på, hvad det er, der foregår oppe i hovedet på én, når man tager det valg “at læse det som en roman.” Det er ikke noget, man rigtigt kan sætte ord på, man ved ikke rigtig, hvorfor man gør det, men man ved, at man gør det – fordi man er blevet bedt om det, eller hvad? Man kan ikke diktere, hvordan læseren skal behandle en roman, fordi man heller ikke kan diktere, hvad forfatteren skal behandle under titlen roman. Det findes der ingen regler for, tydeligvis, så hvordan skulle det kunne gælde den anden vej, hvordan kan man lave en sådan “kontrakt”?

Har vi ganske enkelt brug for denne måde at behandle “virkeligheden” på for at kunne tage det ind? Er disse skønlitterære værker den bedste måde at fortælle os noget, som på den ene side viser det vi kender, noget vi ved, at vi har oplevet, men som på den anden side ikke gør det for ubehageligt at forholde sig til ved netop at proppe lidt litterære virkemidler ind hist og her? Er det en måde at give indholdet den vægt det fortjener? For at vi skal kunne forstå det og er villige til at reflektere over det? Hvis den samme fortælling blev fremstillet dokumentarisk, ville man så læse det, tage det ind i samme omfang, være lige så åben over for indholdet? Dette er også noget Farsehtås kommer nært, når hun fortæller om de forskellige oplevelser det giver at læse om det samme emne i tre forskellige genrer. Det handler ganske selvfølgeligt om, hvordan fortællingen bliver serveret. Men, spørger Farsethås så: “Kan man opptre fullt ut etisk og moralsk som forfatter?” 

Svaret herpå bliver lidt vagt, og jeg kunne have ønsket mig en lidt mere dybdegående udlægning af dette spørgsmål, men det er perplekst, I know, og Farsethås viser da også i dette værk, at det i det hele taget er en omfattende diskussion. Jeg synes, hun belyser den ganske glimrende og tankevækkende. Det er desuden let at se, hvor man måske burde undersøge nærmere og grave dybere. Grenseverdier er en virkelig velovervejet appetitvækker til videre brug i denne debat om Sannhet og litterær metode.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.