Det er egentlig sjældent, jeg læser lyrik eller specielt æstetisk prægede tekster: de tekster, hvor det er poesien, det metaforiske eller det symbolske som bærer handlingen. Jeg tror måske, det er fordi, jeg føler der er så meget andet, jeg også gerne vil nå, så meget andet, jeg også gerne vil læse, at jeg ikke giver det enkelte værk den tid, det nødvendigvis altid trænger. Og ja, så går man måske nok glip af en del, men omvendt har jeg det også lidt sådan: Så sig det dog i stedet for at pakke det ind og lad os komme videre! Sådan havde jeg det i hvert fald gennem læsningen af Ingvild Lothes usandsynlig symboltunge roman Havfruehjerte.
Efter første gennemlæsning sad jeg tilbage med følelsen af: Hvad fanden er det, jeg lige har læst? Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad den handlede om og slet ikke, hvad den havde efterladt hos mig. Jeg smålo et par gange undervejs, det registrerede jeg. Jeg rynkede panden, læste flere sætninger om og om igen for så at gå ligegyldig videre. Anden gang jeg læste, forsøgte jeg at give den tid, men sorry to say: Der står utrolig meget sludder i denne roman, og jeg følte derfor ikke rigtig, at den fortjente den tid.
Der er noget med hovedpersonen som irriterer mig helt vildt: En slags bedrevidenhed som kommer til udtryk i en form for “kloge bemærkninger,” men som, når du egentlig tænker over det, er det rene vrøvl. Den kvindelige hovedperson minder mig om en klassekammerat, jeg engang havde: hver gang hun åbnede munden, væltede det ud med fancy flerstavelsesord, og alle troede hun var enormt klog, men når man rent faktisk lyttede efter, så gav det ingen mening. Hun brugte bare en masse fremmedord som umiddelbart lød flot, men som i realiteten var helt ude af kontekst. Det er lidt på samme måde her: Lothe kaster om sig med sproglige blomster, symboler, billeder og poesi i et overambitiøst projekt, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med.
Det er noget med en ung kvinde som (vanen tro) ikke rigtig er i stand til at elske eller blive elsket, hun udsættes for vold, der er en forlovelse som bliver brudt, en ring som kastes i vandet, hvor den forvandles til en forlystelsespark for krill. Og nåh ja, så får hun vist også en abort, og sådan set kan man sige, at det hele går i “ring.” Brudte forbindelser går igen, både de som har eksisteret, de som kun lige er begyndt at eksistere, selv ringen går i ring, fordi småkravlet på havbunden finder glæde i den, en slags recirkulation af brudte forhold. Kvinden på land kan ikke længere bruge de følelser, men heldigvis bliver resultatet af dem genanvendt af andre. Og det er jo en fin bemærkning sådan set: Et køb-og-smid-væk-samfund som i dette tilfælde handler mere om følelser end om materielle ting; hvordan hovedpersonen ikke knytter sig – til manden, til fostret, ligesom man heller ikke knytter sig til en IKEA-vare, fordi det er, hvad det er: et produkt skabt til kortvarig glæde. Det er dystert, men det rører mig bare ikke helt.
