Helga Hjorth om virkelighedslitteraturen: “Det er en form for psykisk vold.”

Første gang jeg læste romanen Fri vilje, var det med en følelse af frustration. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle behandle min læseoplevelse. Som det den umiddelbart var: en roman om en roman, eller som det den insisterede på at blive læst som: En forsvarstale mod at blive brugt som levende model. Jeg har tænkt mange tanker om denne roman siden hen. I torsdags fik jeg svar på nogle af mine spørgsmål, da jeg inviterede Helga Hjorth til samtale på Litteraturhuset i Trondheim.

Jeg har ofte hørt folk sige, at de ikke har læst Fri vilje, enten fordi de ikke vil være tvunget til at skulle vælge side, fordi de ser det som usandsynligt at skulle tvivle på den som fremstiller anklager om incest. Måske grunder denne modstand i en form for ubevidst konfliktskyhed. Når man påbegynder læsningen af et værk, er det formentlig med et ønske om at ville være så åben som mulig over for det forfatteren gerne vil fortælle. Når jeg læser, har jeg ofte en trang til at lede efter korrektheder. Jeg vil gerne vide, hvem jeg skal holde med, hvem der er “de gode” og hvem der er “de onde.” Det mest korrekte ville her være at tro på offeret: På barnet som fortæller, at faren har begået seksuelle overgreb mod hende. Helga Hjorth har skrevet en roman, hvori hun beder læseren om at stille spørgsmålstegn ved en påstand, som det er så indgroet i os, at vi må tro på. Det er risikabelt, og det er ikke sikkert, det er lige indbydende for alle. Ofte læser man skønlitteratur for underholdningens skyld, eller for at føle det genkendeligt, trygt, og det er ikke spor trygt eller genkendeligt at blive bedt om at tvivle på barnets anklager mod den voksne.

“Hvis man læser Arv og miljø, og føler at man har lært noget, så burde man jo virkelig også læse den anden version.” siger Helga Hjorth: “Arv og miljø handler om fornægtelse, fortielse og vanskelige følelser i mødet med historier, du egentlig ikke har lyst til at høre. De som ikke vil læse min roman, udviser jo akkurat de samme menneskelige træk.”

Jeg havde aldrig troet, at en tilfældig roman kunne føre så meget med sig. Jeg var, som så mange andre, ikke vant til at stille spørgsmålstegn ved det, forfatteren forsøger at bilde mig ind, den virkelighedsopfattelse som bliver behandlet i værket. Jeg er nok, på det punkt, et ganske tillidsfuldt menneske. Jeg vil gerne tro på, eller i hvert fald lytte til det, folk fortæller mig. Jeg vil gerne forsøge at sætte mig i deres sted og forsøge at begribe deres oplevelse af verden. Med Helga Hjorths bidrag kunne jeg godt se, at det ikke helt var tilfældet alligevel.

I begyndelsen opfattede jeg Fri vilje som et forsøg på at holde på facaden, at få sin egen glorie til at skinne lige vel rigeligt, men jeg kan godt se nu, at det absolut ikke er det, det handler om. Det handler om, at alle mennesker har ret til et privatliv, ligegyldig hvor mange skeletter der hænger og rasler i skabene. Det handler om, at andre mennesker må respektere, at man ønsker at have noget i fred – ligegyldig, hvor god en roman der så kunne være blevet af det.

“Min fortælling er kontroversiel på flere måder,” siger hun: “Jeg skriver mere om virkelighedslitteratur end om seksuelle overgreb. Jeg har udfordret branchen lidt. Dette er ikke bare et ønske om ikke at ville se en anden mulig side af en incesthistorie. Det handler også om ikke at ville se, hvad forlagsbranchen egentlig holder på med. Det er et ganske stort tabu at udfordre rollen som kunstner og forfatter. Det, at jeg som bureaukrat og jurist har gjort det, tror jeg, har provokeret ganske mange.”

Hvem har retten til at skrive en roman, og hvem bestemmer hvilke emner, der skal skrives om, hvilke versioner der skal høres? I efteråret kunne man læse sagen om en svensk journalist, som var blevet anklaget for en række seksuelle krænkelser i forbindelse med metoo-bølgen i Sverige. Den mandlige journalist blev hængt ud som offentlig syndebuk og skrev efterfølgende en bog om sine oplevelser. Der var dog ingen forlag som ville udgive hans bog. Man valgte ganske enkelt at lukke af for én bestemt version af sagen. Samtidig udgav man i Norge Tomas Espedals nyeste roman Elsken, som i bund og grund handler om det samme: En mand som er blevet anklaget for voldtægt og som nu fortæller sin version. Dén version valgte man dog at lytte til. Hvorfor? Er det, fordi man har en forudindtaget kvalitetsmæssig tiltro til Espedal? Fordi man ser på det ene som “kunst”, men ikke det andet?

I Hjorths roman gengiver hovedpersonen Nina en kommentar, som hun har læst i en anmeldelse af sin søsters roman: ”Høy litterær kvalitet unnskyldte mye, hevdet han. Hvis Vera Lind skrev like godt om sin far som det Knausgård gjorde om sin, så var det egentlig et kompliment til faren.” (…) ”Mente han virkelig at litterære overgrep skulle unnskyldes fordi det inngikk i en lang tradisjon, fordi det var noe forfattere hadde holdt på med bestandig?” I efterårets offentlige debat om virkelighedslitteraturen er dette netop en påstand, jeg er faldet over en del gange, og jeg synes, den er absurd. Bare fordi andre, anerkendte forfattere, har gjort det før én, er det ikke ens betydende med, at det er rigtigt: “Jeg synes, det er en svag måde at argumentere på,” siger Hjorth: “Det er sådan noget, man gør som barn: De andre må være oppe til klokken ti, det vil jeg også! Der er vældig meget, folk har holdt på med længe, men vi holder jo op med det, fordi vi tænker, at nu må vi komme videre, efterhånden som ting afdækkes. Jeg synes godt, vi kan holde op med det som forfattere holder på med bestandigt,” fastslår hun.

Fri vilje, Helga Hjort, udgivet ved Kagge Forlag 2017

Når man fortæller historien om en hændelse, er der ofte en tendens til, at genfortællingen bliver lidt mere sensationel end den egentlige hændelse. Genfortællingen efterrationaliseres og fortolkes, den tilpasses den nye situation. Som filosoffen Paul Ricoeur fremlægger det, så er grundlaget for historiefortælling, at man må fortælle historien om og om igen, indtil den er til at leve med. Som så mange andre også har fremhævet, så er det måske også tilfældet i Vigdis Hjorths forfatterskab. Hun behandler ofte den samme begivenhed igen og igen i sine romaner, bare i forskellige miljøer, med forskellige karakterer som udgangspunkt. Arv og miljø blev dermed en slags finale, hvor hun afslørede det, hun havde bygget op til gennem hele sit forfatterskab. Jeg kan derfor heller ikke lade være med at tænke, om ikke også denne fortælling med tiden er blevet mere og mere konstrueret? I Fri vilje fortæller Nina om et brev, familien modtager fra Vera, hvor der står: ”Når jeg leser hva jeg har skrevet, bliver jeg sjokkert over å se hvordan du og mamma og Nina har møtt anklagene mine.” Forfatteren bliver chokeret over den fortælling, hun skriver frem, over den stemning, hun har skabt, og man kan spørge: Bliver forfatteren chokeret over den egentlige virkelighed, eller den konstruerede virkelighed? Det er tydeligt, at disse to ting påvirker hinanden – at det bliver vanskeligt selv for forfatteren at skelne. Hvis ikke engang forfatteren klarer at skelne, hvordan kan man så forlange, at læseren skal kunne?

“Historiefortællerne finder på. Men det gør de som lyver også. Og hvis du skal lyve godt, så må du lyve lidt. Du må blande løgnen med en tilpas mængde sandhed og ægthed, ellers tror alle jo, at det bare er noget, du har fundet på?” siger Hjorth: “Der findes masser af information som ikke passer ind i romanformatet, hvis fortællingen skal fremstå troværdig. Jeg skrev for eksempel om episoder, som forlaget mente var for fantasifuldt, så jeg tog det ud. Der er mange ting, som er private, en masse som ikke egner sig for en roman, ting som er for drøjt. Mange mente, at Fri vilje var for drøj. Virkeligheden er ikke altid troværdig, men jeg ville jo helst være det,” fortsætter hun.

I løbet af efteråret har en af de mest gennemgående spørgsmål i debatten om virkelighedslitteraturen været, hvem som har ansvaret for disse romaner. Mange stiller spørgsmålstegn ved forlagenes etiske behandling af værkerne. Hjorth mener, at man må forsøge at undgå, at forfatterne skriver en hel bog, før de etiske vurderinger foretages:”Når bogen ligger der som et nyfødt barn, er det vanskelig for forfatteren at vende ryggen til det,” siger hun: “Da vil de gøre alt for at få barnet til at overleve.”

“Forlagene siger, at de foretager etiske vurderinger, men vi ved ikke, hvordan de gør det, hvilke retningslinjer de opererer ud fra, hvem de taler med, hvilke værdier de har. I Forleggerforeningen siger de, at de forholder sig til norsk lov. De kan ikke sige, hvordan de gør det, men at vi kan være helt trygge ved, at de gør det. På spørgsmålet om, hvordan de forholder sig til etikken, svarer de, at de forholder sig til norsk lov,” fortæller Hjorth: “Så egentlig virker det jo ikke som om, man er optaget af etik. Etisk og lovligt er jo to helt forskellige ting.” Samtidig påpeger hun, at der må kompetence til for at forstå, hvad det er der sker hos de levende modeller: “Det er antageligt ikke muligt for forlagene eller forfatterne at leve sig ind i. Det er ekstremt vanskeligt at formidle. Jeg har prøvet,” siger hun. Hun mener derfor, at det er noget, som må reguleres udefra.

“Det handler egentlig ikke om etik. Det handler om en form for psykisk vold. Det er integritetskrænkelser fra ens nærmeste. Psykologer bør undersøge hvad det gør med mennesker at blive udsat for dette. Man bør prøve at etablere et sprog for det.”

Under min research til dette foredrag, men også gennem samtalerne, jeg løbende har haft med Helga Hjorth, slog det mig, hvordan retorikken i denne debat har ændret sig fra dengang, hun udgav Fri vilje og til nu. Måske er vi ved at finde et sprog for det, som hun efterlyser?

“Jeg føler, at jeg bliver behandlet med en anden form for respekt nu, end den første reaktion, som var, at jeg havde skrevet en hævnroman,” siger Hjorth: “Jeg har insisteret på at hænge fast og fortsætte debatten. Jeg vil selvfølgelig ikke tage hele æren, for sandsynligvis er tiden også bare moden for en anden diskussion nu, fordi bægret begynder at blive fuldt. Man må desuden også være indstillet på at ville tage igen, man skal ikke skamme sig over at være levende model. Det er ikke så vanskeligt at udlevere sig selv, når man gør det af egen fri vilje,” afslutter hun.

Det er kommet bag på mig, hvor meget der egentlig er at tage til efterretning i denne diskussion, og jeg føler, at vi bare fik berørt brøkdele af, hvad problemstillingen egentlig indebærer. Det samme i min gengivelse her. Hele foredraget kan man høre i denne podcast:

Desuden kan man læse alle tidligere indlæg, jeg har skrevet om emnet ved at følge kategorien “Virkelighedslitteratur” i hovedmenuen her på siden.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.