Hellemyrsfolket

Hellemyrsfolket, Amalie Skram 1887-1898, denne samlede udgave er fra Forlaget Vigmostad & Bjørke 2015

“Hun så for seg hytten der hjemme med den lave, mørke stue og den svarte kjøkkengrue, hvor hun skulle rote og grave dag ut og dag inn, det samme og det samme opp igjen og opp igjen. Myrmarken utenfor, grisehuset, fjøset og slitet ute og inne, alt fylte henne med en tærende, kjedsommelig motvilje.”

Hvad er det, der bestemmer vores skæbne? Hvorfor bliver vi, som vi gør, hvorfor handler vi, som vi gør, og er de handlinger bestemt af noget, eller er det rent tilfældigt, hvor vi ender?

Nogle mennesker tror på, at Gud har skabt os, at han har forudbestemt vores vej. Denne opfattelse var mere eller mindre en norm, på den tid, hvor Amalie Skram skrev de fire slægtsromaner om Hellemyren.

Hellemyrsfolket er fire romaner om slægten Myre. Første bind Sjur Gabriel starter ca. 50 år før, den egentlige tid, den er skrevet i (1887), altså i 1830’erne. Den fortæller om ægteparret Oline og Sjur Gabriel, som lever i beskedne kår på Hellemyren. Noget plager Oline og har gjort det længe, derfor drikker hun i smug. Eller ikke bare i smug, ofte stikker hun af til byen og kommer stangvissen hjem, nogle gange flere dage senere. Sjur Gabriel aner ikke, hvad han skal stille op med hende. Det hjælper åbenbart ikke at slå hende halvt fordærvet, når hun kommer hjem. I øvrigt går hans vrede også bare ud over børnene, og det er ikke hans intension. Heldigvis for Gabriel bliver Oline for nok engang gravid, og mens hun venter barnet, besinder hun sig.

Selvom ægteparret har rigeligt med børn i forvejen, er det som om, dette barn bliver noget særligt for Gabriel, og sønnen opkaldes da også efter ham: Vesle-Gabriel. Kort efter fødslen må Oline indlægges i en lang og dyr periode. Gabriel må nu sørge for både den spæde Vesle-Gabriel, gården og de øvrige børn. En aften får Vesle-Gabriel kramper, og de tror alle, han skal dø, men det lykkes faderen at få anfaldene til at fortage sig, og til sidst forsvinder de. Gabriel er sikker på, det er Gud der har bestemt det sådan, og lover Ham bod og bedring som tak for, at Han skånede Vesle-Gabriel.

Oline kommer omsider hjem, og dagligdagen på Hellemyren bliver igen præget af drikkeri, fattigdom og kummerlighed. Dog er der et lyspunkt i Gabriels hverdag: Hans søn som nu følger ham overalt. Oline sanser ikke meget, og ægteskabet fungerer bedst, når enhver passer sit.

Med Sjur Gabriel tager Skram hul på diskussionen om determinisme, arv og miljø. Gennem Sjur Gabriel fremmaler hun det skamfulde menneske i evig gæld til Gud. Sjur Gabriel føler, livet går ham imod og er overbevist om, at det er fordi, han selv har gjort ugerninger. Dog lægger romanen også op til en, på romanens samtid, helt ny opfattelse af kønsroller: Gabriel bliver med pasningen af yngstebarnet og overtagelsen af de huslige pligter pludselig en “moderne far.” Før har man udelukkende hørt om de voldelige og drikfældige fædre, konerne der i ren armod sidder hjemme med børnene og venter på, at manden skal komme hjem med dagens fangst. Her tager Skram kønsrollemønstret til nye højder og pålægger pludselig kvinden at have udlængsel og udbrydertrang. I stedet for den originale, moderlige omsorg er det tværtimod egoisme og rodløshed der præger Oline. Måske har Skram øjnet, at kvinden ikke automatisk er skabt til rollen som den primære omsorgsperson, men samtidig også set et potentiale i manden?

Men som det er med alle Skrams fortællinger findes der ikke nogen “happy ending.” Iflg. Gabriel er Gud en “straffens Gud,” og han skal derfor også komme til at bøde for sine handlinger.

“Fra den dag av drakk både mannen og konen på Hellemyren.”

Føljetonens 2. bind, To venner, er en kort fortælling om Sivert Jensen, Sjur Gabriel og Olines barnebarn: Sivert er 16 år gammel, og har svært ved at finde sig tilpas. Først og fremmest er han pinlig over sin farmor, Oline som sjangler rundt i byen med dennes kendte fulderik, Tippe Tue. Gang på gang oplever Sivert ydmygelser grundet farmoderen. Folk ved, hvem han er pga. hende, og man kan ikke sådan sige sig fri af sit navn. Han bestemmer sig derfor for at stikke til søs, for der er der vel ingen, der kender hans navn?

Livet ombord skal vise sig ikke at være for tøsedrenge. Sivert får sig sin værste plageånd i kokken ombord, der tryner ham så snart, han kan komme til det. Men Sivert står imod, og holder ud. Dog på sin egen måde. Sivert har en hang til at opdigte historier for at sætte sig selv i et bedre lys. Det er som om, det kommer helt af sig selv, og det sker gang på gang, at han snyder og bedrager. En særlig fæl løgn der også indebærer tyveri, skal dog næsten koste ham livet (han tror i hvert fald, det er derfor.) På vej hjem mod Bergen opstår et kraftigt stormvejr, og skibet er ved at forlise. Sivert sætter alle kræfter ind for at redde sig selv og besætningen. Også han er overbevist om, at det er Gud der prøver at straffe ham for sine ugerninger. Han kravler derfor så højt op i skibets master, som han overhovedet kan komme og står der, mens himmel og hav står i ét og råber på Gud. Han lover sig bedre, lover aldrig at synde mere, aldrig at lyve eller stjæle. Kort tid efter aner Sivert lys forude og han og besætningen reddes ombord på et andet skib, og Sivert vender sikkert hjem.

“Og han, som hadde villet være storkar, villet te seg som han var jevngod med de andre. Han som var merket fra før han ble født. Hva var det, som stod i Forklaringen om, at noen kar skapes til vanære, andre til ære. Han var et av dem til vanære, men hvorfor nettopp han?”

S.G Myre handler fortsat om Sivert, men også om byens øvrige borgere der krydser hans vej. Vi skal her få et indblik i både købmandsfamilien Munthe, Konsul Smiths og de to stakkels søstre Andrea og Petra, hvis far også har slået sig på flasken, meget forskellige tilværelser. Den unge Lydia Munthe kommer i en tidlig alder i uføre med Sivert, hvilket hun for alt i verden prøver at glemme, men er samtidig overbevist om, at ingen mand vil have hende, hvis han kender til hendes hemmelighed. Hun sendes i en længere periode på såkaldt “dannelsesrejse” til Hamborg, og imens laver Sivert rav i den andre steder. Endnu engang er han kommet ud på en glidebane med løgnehistorier, smårapserier og plages i øvrigt stadig inderligt af sin farmors eksistens. Men folk opfatter ham alligevel som en flink fyr, og hans fremtid tegner da også lys, hvis altså bare han kunne lade være med de uærlige sidespring der ofte får ham i knibe.

 

I fjerde og sidste bind, Avkom følger vi livets gang hos ægteparret Petra og Sivert, hvis børn, Severin og Fie efterhånden er blevet halvvoksne.

Severin og Fie prøver på bedste vis at arbejde med de midler, de har. Men som resten af familien er de fra en start dårlig sat. Petra har udviklet sig til et hævngerrigt monster og slår og smælder på både mand og børn, så snart hun kan slippe afsted med det. Sivert må knokle i den bod, han bestyrer for konsulen, men som sædvanlig lyver og stjæler han sig til den rene elendighed, og gang på gang står han i problemer til op over begge ører. Han vil så gerne gøre det godt og lover højt og helligt både kone, børn og Gud, at han vil gøre det bedre, og det lykkes ham også flere gange at vende skuden i sidste øjeblik, men ingen regner ham længere for noget. Hans ry er snart lige så lakket som resten af familien.

I denne sidste og skæbneafrundende fortælling om Sivert trækkes der tydelige tråde til Skrams egne erfaringer som ung: Hendes far, der også var købmand og havde let til impulsiv og letsindig adfærd, går konkurs, men modsat Sivert, der bliver og tager kampen op, stikker Skrams far af til Amerika og lader familien hjemme i Bergen i stikken. Dette resulterer i Skrams ulykkelige ægteskab med August Müller. Man har nok set et ægteskab med en velhavende mand som en vej ud af familiens pludselige armod, og Skram bærer tydeligt nag til faderen for dette. Dét, at faderen (Sivert) i denne fortælling vælger at blive og se problemerne i øjnene, er højst sandsynligt en måde for Skram at fortælle, hvad hun ønskede, hendes far havde gjort. Dog ender intet videre lykkeligt på trods af en sådan beslutning, så igen må konklusionen være, at ens handlinger faktisk kan være fuldkommen ligegyldige: Er man født i armod, forbliver man i armod. Er man født til ulykke, kommer man i ulykke. Hun er nu lidt af en pessimistisk moster, hende Skram!

Hellemyrsfolket var Norges første slægtsroman. Den forholder sig ikke kun til samtiden, men også fortiden, idet Skram som førnævnt går 50 år tilbage i tiden og derfra arbejder sig frem.

Skram var inspireret af bl.a. Gustave Flaubert og Fjodor Dostojevskij, men hendes naturalistiske skrivestil minder meget om Èmile Zola. Determinisme bliver i hendes fortællinger nøgleordet, og pessimismen hænger som en tåge over den naturalistiske skildring af slægten Myre. Hvad der dog er særligt for disse romaner er den stærke brug af dialekt. Skram kom selv fra Bergen, hvor også denne slægt huserer. Hun havde derfor stort kendskab til egnen, sproget og folket. Vha. dialekten får Skram klarlagt de sociale lag. I første bind bliver man nærmest slået bagover af den tykke, tykke dialekt familien taler indbyrdes. For det er netop kun replikkerne der bærer præg af dialekt og ikke de indre monologer, tanker og fortællerkommentarer. I de senere værker bliver dialekten mindre og mindre i takt med, at vi stifter bekendskab med det dannede borgerskab. Også Severin og Fie påvirkes heraf, og man fornemmer en tydelig afstand mellem dem og deres forældre, ikke blot i sproget, men i hele deres livsopfattelse.

“Kadn ho mor inkje høyra, at da bære æ meg, brast det ut av Jens.

Oline grep med den ene hånd fatt i aktertoften, støttet bak seg med den annen, og kom seg opp i en sittende stilling.

Nei, so da æ han Vesle-Jens, utbrøt hun lettet. Ka remja du fyre?

Ka æ so verte deg, gut! hun reiste seg opp, men sjanglet på benene, så hun et par ganger måtte lute seg ned og ta for seg i toften, før hun fikk ordentlig fotfeste.”

Som sagt aner man igennem hele føljetonen et meget lidet håb. Konstant lægges der op til vendepunkter, men alle ender pessimistiske. Slægten håber gang på gang, at tingene skal vende til det bedre, men som Skram sætter alle kræfter ind på at tydeliggøre, så kan man ikke slippe fri af sin forudbestemte skæbne.

Selvom det har været lidt af en opgave at komme igennem romanerne rent sprogligt, har jeg været fanget fra første færd. Jeg er inderligt betaget af Skrams evne til at forme karakterer. De er så rene, så klare og så sammentømret, og der er vitterligt ikke meget at sætte en finger på. Dog aner man, at de sidste to romaner har været en kamp for hende at skrive. Det virker, i begge romaner, som om, at hun til sidst bare har skulle være færdig, men slutningerne holder dog alligevel. Det gør bare ondt, at det altid skal ende så tragisk for hendes karakterer, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor hun mon har den idé fra og hvorfor.

Selvom romanerne er en føljeton, kan de sagtens læses individuelt. De er godt og overskueligt forklaret hele vejen igennem, så har man ikke læst den første, starter med den tredje, eller hvad man nu kan komme i tanke om, så kan man sagtens følge med alligevel.

“Du snakker om, hvormeget børnene skylder sine forældre. Det er vel sin mor, Du mener, for jeg har aldrig mærket, at Du syntes, vi skyldte far noget. Jeg vil sige Dig, at jeg synes, forældrene skylder sine børn meget mere. Børnene har ikke bedet om at bli sat i verden, og det er heller ikke af hensyn til børnenes fornøjelse, at de bliver til.”

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.