Hennes løgnaktige ytre

Hennes løgnaktige ytre, Selma Lønning Aarø, Cappelen Damm 2016

Hvad stiller man op, når samtidens mest beundrede, mest anerkendte forfatter anklager én for stalking? Hvad gør man, når man pludselig bliver frosset ud af sin ellers vante kreds af samme årsag?

“De snur seg etter henne og Anna føler at døren som lukker seg bak henne, lukker seg for godt.”

I 1897 melder Knut Hamsun forfatteren Anna Munch til politiet, fordi han over en længere periode har modtaget en række anonyme breve, som tilsmudser hans rygte: I brevene, som også sendes til både hans kommende svigerfar og kvinder han gennem tiden står i bekendtskab til, anklages Hamsun for at indgå forhold til gifte kvinder med henblik på at lokke penge ud af dem, ikke at være forfatter til sine egne værker, og at han desuden tyer til andre forhandlingsmuligheder, når det kommer til at betale sine logiværterinder. Da Anna Munch samme år udgiver romanen, To mennesker, der handler om en kvinde der forfølger en forfatter både på hans rejser, men også gennem breve, lægger Hamsun to og to sammen og retter straks mistænksomhed mod Anna. De to har dog gennem flere år haft et nært venskab, men helt præcis hvordan dette forhold har udfoldet sig, har de hver sin opfattelse af.

“For jeg hadde en stor hengivenhet for ham (har det endnu), men ikke paa den maate han vilde det skulle være.”

Anna har ret dårlige kort på hånden til et forsvar mod denne anklage: For det første er hun kvinde, for det andet er hun fraskilt og for det tredje er hun oppe mod én af samtidens mest indflydelsesrige, mandlige forfatter. At udgive en roman, hvor den kvindelige hovedperson forfølger en mandlig forfatter hjælper bestemt heller ikke på sagen, og den efterladte brevveksling mellem de to, som faktisk har foregået, bærer dog også præg af, at en total frikendelse kan være svær at bevise.

Selma Lønning Aarø har i denne roman givet en stemme til den, for de fleste, nok ret ukendte forfatter, Anna Munch. Selvom fortællingen ikke som sådan er pålagt et valoriseret perspektiv, så er tanken om, at Hamsun måske selv kunne have skrevet brevene, hvilket han også blev anklaget for, dog ikke helt fjern. Der fandtes ikke meget sympati med Anna, dengang sagen stod på, men senere begivenheder har helt klart givet sagen et eftermæle til hendes fordel. Man kan f.eks. spørge sig selv, om en forfatter der har skabt så mange uligvægtige fortæller-jeger med trang til yderst irrationelle handlinger som Hamsun automatisk er en troværdig person? Det samme følelsesmæssige rutscheri er dog også at spore i Munchs forfatterskab, så om dette måske snarere er en bevægelse i grænselandet mellem gal og normal, end en egentlig rettergang, bliver den faktiske og mere interessante diskussion: Egentlig synes jeg ikke, det er af så stor betydning, hvem der har ret, hvem der har skyld, hvem der lyver og hvem der taler sandt. Det interessante er det menneskelige forhold, de mistolkede koder, både de indgåede parter imellem, men også hvordan omgivelserne, samtiden, deres sociale status har været en medvirkende årsag til, at sagen kørte helt af sporet – hvordan et varmt venskab udviklede sig til hadefulde beskyldninger og social udstødelse for begge parter.

“Han tok det for å være en simpel attraksjon, men det var ikke bare det. Det var en samhørighet hun ikke hadde kjent noe annet sted. Det var noe villet over dette samværet. Fødselsdagene deres som falt på samme dag. Hun ville så gjerne ha forklart ham hvordan det med mann og kvinne hele tiden kommer i veien for hennes intensjoner. Hun tror på fellesskap som går utenpå dette med kjønn.”

Hennes løgnaktige ytre giver både et meget klart billede af den faktiske samtid, af to forfatterskæbner, men samtidig er det gribende romanstof, hvor læseren selv får mulighed for at beslutte sig for en historie – fra hvilken mund, den ønskes fortalt.

Jeg har altid haft et lidt ambivalent forhold til de her romaner, hvor man blander fakta og fiktion, hvor man tager udgangspunkt i historiske personer etc. og krydrer det med sin egen fiktive historie, men jeg synes virkelig, det fungerer her. Faktisk er jeg ligeglad med, hvordan det reelt set foregik, for i Aarøs udgave finder man ud af, at det ikke er så simpelt som en kærlighedshungrende kvinde eller en magtfuld forfatter der har fået såret sin mandighed: Det handler også om samtiden, om eftertiden, om at have en stemme og at kunne bruge den til, hvad man vil, og det er dét perspektiv, jeg finder interessant. Denne bevægelse mellem fakta og fiktion – hvad kan man tillade sig i skønlitteraturens navn?

“Om jeg skulle bli ulykkelig i kjærlighed, så kan jeg i alle fall forbløffe mine ærede uvenner i litteraturen med min penn.”

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.