Nogle litterære oplevelser står klarere end andre. Mit første møde med Herman Bang var både tårevædet og opløftende. Jeg vidste ikke, hvad jeg græd for, men det føltes både tiltrængt og fint, som om jeg havde fået noget forærende af denne sarte skikkelse, som jeg altid trygt ville kunne vende tilbage til, hvis jeg skulle få brug for det. Det er sidenhen blevet til mange gensyn med denne særprægede original og hans gribende eksistenser.
Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han udkaster Planen til et Værk eller begynder paa at forme det, hitter paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans hykleriske Nerver, der af Skræk for alle de Anstrængelser, som venter dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver véd om den anden, at han snyder. Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skræk for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blæk. Nej – den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjælpetropper Storme af fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer ham med andre Idéer og pludselige udkast, hvis Fata Morgana synes selve den fjerne Fuldendelsens sikre Kyst.
-Herman Bang i forordet til Tine
Når navnet Herman Bang dukker op, vil langt de fleste nok i forlængelse sige: Stille eksistenser! Bang skildrede nemlig de ofte oversete, stumme og forsigtige små liv som med hans impressionistiske akkuratesse får en alvor som ikke er til at overse (eller overhøre.)
Det er egentlig ikke, fordi han gør så meget væsen af disse eksistenser, de fylder ikke så meget på siderne, men bag hvert ord, hver sætning forekommer alligevel en kraft, så man fornemmer alvoret, styrken og vigtigheden af lige netop denne lille skæbne.
Det er ofte kvinderne, han med en yderst god fornemmelse for deres indre liv beskriver, de længselsfulde, de afventende, de stagnerede. Han beretter om ulykkelig eller forbigået kærlighed, men også om den som virkelig mætter. Det er menneskeskæbner fra højt til lavt, fra ung til gammel, og alle disse karakterer serverer han lige overbevisende hver gang. Jeg tænker, om det netop er fordi de i udgangspunktet er så små og “ligegyldige”? At han ligesom ikke har skulle kæmpe med noget larmende overmod, men at berettigelsen eksisterer i sig selv, fordi disse karakterer bare er og ikke forventer mere end det: at få lov at være?
Paradoksalt nok var Bang stik modsat sine stiltiende karakterer, i hvert fald udadtil. Han ville virkelig gerne være, på en sådan insisterende måde, men alligevel lettere svævende. For det er det ord, jeg tænker på, når jeg forestiller mig ham: Der er noget grundlæggende sorgfuldt og tungt i hans fremtoning og i hans prosa på samme måde som der i hans blik er en ubestemmelig dybde, som man får på fornemmelsen aldrig rigtig er mulig at gennemskue. På den anden side virker han så let og ubundet, som om han var sin egen tid overlegen, sine karakterer, sin prosa overlegen. Dog er alt og alle, han behandler i sin skrift tryllet frem med en dyb respekt. (For ja, det er det, jeg føler, det er: ikke be- elller fremskrevet, ikke gengivet, men bare sådan pludselig opstået, som om det ikke kunne være anderledes.) Måske netop fordi han selv havde det i sig: En stille eksistens som kæmpede med og mod det flyvske, det farlige og det fandenivoldske – det som boede både inde i ham og som omgav ham.
Bang var vild med teater, han ville gerne være skuespiller. Han levede mere luksuriøst, end hvad pengepungen kunne holde til og han søgte mod livets kant. Nogle gange tænker jeg, om han på den måde levede lidt ekstra for sine karakterer, men også i kraft af dem? At han skrev disse stille eksistenser frem og gav dem liv for at minde sig selv om at leve lidt ekstra? Eller måske var han netop i stand til at leve dét ekstra, fordi stilheden fik lov at eksistere i skriften? Det er som om, Bang flygter fra noget, fra stilhed og normer og tydeligst af alt: Sig selv.
For der hersker ingen tvivl om, at det er vanskeligt at være både fintfølende, selviscenesættende og i besiddelse af en skabertrang ud over det sædvanlige, samtidig som man egentlig bare gerne vil være i fred – med den eller det, man er, som man er. Endnu mere vanskeligt må det have været at leve i en tid, hvor der var så stor uoverensstemmelse mellem den man kunne være og den man fik lov at vise, at man var. Det fine var jo så, at Bang kunne putte noget af alt det her ind i litteraturen. Ikke bare i “de stille eksistenser,” men i alt, hvad han gav liv gennem skriften. Fra maleriske beskrivelser af en brand til et vemodigt ansigt bag et gardin. For det var det, han kunne, Bang. Han kunne give liv til alt på en næsten ubemærket måde, men som i sin forsigtighed bliver fuldkommen uundgåelig.
De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De aandede op alle sammen. Men de talte ikke, mens de kørte langsomt hen gennem Skoven- Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj.
-Ved Vejen
En af Herman Bangs mest kendte værker er Ved vejen. Oprindeligt er den udgivet som en novelle, men med tiden er den blevet anerkendt som en roman. Her skildres Katinkas længsel mod det udefinerbare. Selv er hun følsom og tilbagetrukket, og i sit ægteskab med den vulgære stationsforstander Bai bliver hun mere og mere ulykkelig. Hun er både barnløs og rodløs, og det er først, da Hr. Huus dukker op, at hun finder en form for mening og ro, men de to indser dog, at de umuligt vil kunne leve sammen, og Huus forlader derfor byen. Efter det bliver Katinka syg, og distancen til hendes mand bliver større. Katinka udvikler nemlig en slem hoste, som gør at Bai må rykke ud af soveværelset.
Egentlig minder dette værk om rigtig mange andre på denne tid: Den kvindelige hovedperson er ulykkelig og destruktiv, fordi hun længes mod noget, hun ikke ved, hvad er, fordi hun ikke opfyldes eller kan opfylde samtidens krav. Men det som er så exceptionelt ved Bangs udgave, er at han skaber en stemning og en situation ved alt det som ikke vises, han efterlader et melankolsk hul, som er så umuligt at trække sig op af igen som læser. Man må ligesom bare blive siddende dernede og forholde sig til det, han fortæller os.
Og her – – denne Plet med sin døde Sten og sine to Navne – – det var nu hele Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem. Hun sad længe. Og hun saa’ ind over det Liv, som hun nu skulde føre, og det var, som slog det sammen over hende, altsammen, en eneste utænkelig fremskyldende Haabløshed.
-Ved Vejen
En gennemgående metode i Bangs forfatterskab er hans komplimentaritetsprincip (Oj, nu blev det meget litteraturvider-agtigt det her!): ved altid at opstille kontraster forstærker han læserens indtryk. F.eks. som nævnt i Ved vejen skildres den meget forsigtige og følsomme Katinka over for den vulgære og banale Bai. Desuden har Katinka en forkærlighed til Thora som er hende selv stik modsat. Katinka beundrer Thoras frisind, hendes mod og hendes levende skikkelse. Som med Bang selv var der også i hans romaner en tydelig diskrepans mellem den man gerne vil være og den man har mulighed for at være.
