Historie om et ekteskap: A4-skåret kærlighed

Historie om et ekteskap, Geir Gulliksen, Aschehoug Forlag 2015

Er ægteskab i virkeligheden et pænere ord for ejerskab? Gifter vi os af frygt for at ende alene? Kan kærlighed varer til det eventyrlige for evigt, eller er det bare en flygtig fornemmelse?
I Geir Gulliksens roman, Historie om et ekteskap prøver hovedpersonen Jon at finde svar på netop disse spørgsmål. Han lider under en ægteskabelig krise, som er opstået, fordi… Ja, hvorfor egentlig? I stedet for blot at gengive sin egen version af historien, forsøger han at fortælle den sådan som hans kone har oplevet det, eller sådan som han tror, hun har oplevet det. Måske er det for bedre at kunne forstå sig selv og derved forstå dem og deres ægteskab -som den enhed de synes at udgøre.

“Men kjærligheten var vel også en utveksling av makt? Og det at vi var kjærlige med hverandre, var vel også en metode for å distribuere ømhet? Og forutsatte ikke ømheten at den ene tok kontroll over den andre? Måtte ikke den ene alltid underkaste seg den andre, om så bare for sekunder av gangen?”

Man kunne forestille sig, at dette er en klassisk roman om to mennesker der elsker hinanden, to mennesker som producerer en kernefamilie i den tro, at det er det rigtige at gøre. Dette kunne være fortællingen om, hvordan et ægtepar med tiden finder ud af, at det ikke kan lade sig gøre at leve så A4-agtigt, som de troede – at den fortælling, de engang fortalte hinanden, som handlede om, at der ikke fandtes nogen anden for dem, ikke holder evigt. Og egentlig er det en roman om netop dét, men Jon har strukket sig så langt, som til at spørge sin kone for at finde ud af, hvad der egentlig skete. Men for at forstå det rigtigt, eller måske for at kunne håndtere fortællingen om dem, bliver han samtidig nødt til at digte lidt selv.

Det var vanskelig å komme til med buksa på knærne, men hun likte det også, at det var trangt og vanskelig. Hun rørte på fingertuppene og så på seg selv i speilet. En lett rødme øverst på kinnet. Hun tenkte på rapporten. Hun tenkte på om hun ville klart å komme mens hun sto her foran speilet på jobben og tok på seg selv. Antakelig ikke. Det måtte noe helt spesielt til, i så fall. Enkelte uklare bilder lyste opp og falmet igjen, nakne kropper. Kan det ha vært sånn? Nei, jeg går for langt, alt peker tilbake på meg selv, til mitt repertoar, mitt påståelige register, og ikke på henne.” 

Det er set før, at en forfatter har skrevet en bog om et ægteskab. Især om alle de ting, der går galt deri. De ægteskabelige romaner har en lang fortid i litteraturhistorien, men fordi Gulliksen vha. det skiftende perspektiv og den enorme empati og indlevelse fra Jons side ikke blot skaber en 1:1 fortælling, virker det som den mest ægte fortælling om kærlighed og forhold der nogensinde er skrevet.

Gulliksens kraftfulde og overbevisende prosa åbner op for mange interessante læsninger: Romanen  handler om kærlighed og ægteskab og alle de tanker og overvejelser der følger med, men den handler også om det forhold man har til sig selv, som automatisk påvirker forholdet til partneren – den måde man ser sig selv på bliver også sådan han eller hun opfatter én. Desuden bringer Jons eget selvbillede en masse overvejelser om kønsroller og familieformer med sig. Jon sammenligner flere gange sig selv med en husmor fra 50’erne og ser for sig et ganske tydeligt billede af den han er, eller måske nærmere sin egen masochistiske, men trygge illusion. Det er ham der går derhjemme, ham der passer børnene, laver mad og gør rent. Det er ham der sidder og venter på hende, det er ham der ser hende forelske sig i en anden, ham der finder spor af en anden mand på hende, i hende. Det starter som en lystfuld leg for ham. Han finder en helt speciel tilfredsstillelse i at blive kaldt konen og at fantasere om den lukkede dør, han ville få smækket i ansigtet, hvis der kom en fremmed mand og ordnede hans kone. Det gør ham ophidset at tænke på, hvordan han ydmygt ville stå ude i køkkenet med børnene og måske ville kunne høre, hvad der foregik i soveværelset.

“En hvilken som helst annen ville blitt sjalu, ville lagd scener, ville blitt forbanna på en mann som helt skamløst la an på en annen manns kone. Men jeg ble i godt humør, så det ut til, jeg ble ivrig, jeg ville vite hva det gjorde med henne.”

Men kan Jon distancere sig så tilpas meget, at en sådan ordning ville kunne udspille sig i virkeligheden, og hvorfor vil han i det hele taget det? De to bilder sig ind, at det kan lade sig gøre, for “sådan et forhold har de.” Deres ægteskab er ikke som alle andres – en løgn alle mennesker fortæller sig selv, når følelserne går højt, måske i angst, måske som en trøst eller et indbildt håb?

“Jeg kunne gjort hva som helst, nesten, for å slippe å være en vanlig mann i en verden som reproduserte seg selv i det uendelige, der alle lignet på alle og der livet så ut til å være forutbestemt. Et sånt flatt og lite liv, jeg holdt ikke ut tanken på å se meg selv eller henne sånn, det sa jeg ofte. Og hun sa at hun visste det. Hun likte det, selv om hun ikke skjønte det helt, hva det innebar.” 

Der findes som sagt mange romaner der fortæller om ægteskabet og især om kærlighed. Én af de ting der særligt griber mig er, hvordan skønlitteraturen kan bruges som dokumentation for, hvordan vores opfattelse og ikke mindst indfrielsen deraf har ændret sig gennem tiden. Engang var ægteskab nærmest en handelsaftale. Kvinden var varen, som overgik fra faderen til ægtemanden, det handlede udelukkende om praktik. Så blev det et mere kirkeligt anliggende, og man begyndte at tale om kærlighed. Dette udviklede sig under den engelske romantik, hvor Jane Austen lærte os om skellet mellem fornuft og følelser. Senere blev vi så moderne, at vi lærte at klare os selv, kvinderne var ikke længere økonomisk afhængige af mændende, hverken deres fædre eller dem de giftede sig med. Nu virker det hele ganske svævende, men samtidig som om, vi alligevel søger en fast form(el.)

Jeg har tænkt mig at bruge min bachelor til at grave dybere ned i dette emne, at undersøge, hvad der skal stå i den formel. Jeg tror nemlig, skønlitteraturen er et ganske glimrende værktøj dertil, fordi vi her ofte er mere ærlige, fordi vi kan digte, men samtidig dokumentere pga. den frihed digtningen giver. Særligt denne form, som Gulliksen benytter sig af, åbner op for en bredere indsigt og måske også (selv)forståelse. I romanen serveres et nøgent menneske, et lastefuldt, masochistisk, selvudslettende, kærligt, hengivende menneske – et menneske uden filter, som det er en stor lettelse at vide eksisterer i os alle.

“Hun minner seg selv om at det kommer til å gå over, alt sammen. Det er bare følelser. Riktig nok sterke følelser for oss begge to, så sterke at en hel verden kan gå under på grunn av dem. Og likevel kommer de før eller siden til å forta seg, miste sin gyldighet og sakte slippe taket.”

Del dette indlæg:Share on facebook
Facebook
Share on google
Google
Share on twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.