“Hur morgondagens värld ska se ut beror till stor del på det mått av inbillningskraft som finns hos de där som just nu håller på att lära sig läsa.”

Én af mine elever spurgte mig engang, hvordan jeg var blevet så klog. (Man bliver ganske stolt i sådan en situation 😀 ) Jeg svarede, at det var, fordi jeg havde læst så mange bøger, men jeg kunne godt fornemme på hende, at det ikke var et svar der passede hendes tålmodighed. 

Jeg arbejder i mange sammenhænge med formidling af skønlitteratur, og jeg er derfor meget optaget af at finde ud af, hvordan man vækker folks interesse for denne. For manges vedkommende starter introduktionen til litteratur i folkeskolen. Jeg har dog altid syntes, at denne var lidt ærgerlig. Jeg mener, den måde litteraturen bliver serveret på. Oftest er det jo kort og kontant igennem tvang. Man får smidt den ene lavpraktiske kanon efter den anden i hovedet, bliver slæbt igennem analysemodeller, referater, resuméer, fortolkninger osv., og tit og ofte er det bandlyst at have sin egen mening. Der er allerede et facit på forhånd, og så er det bare med at holde sig til det. Langt hen ad vejen synes jeg at have oplevet introduktionen til litteratur i folkeskolen som ganske fantasiforladt.

Jeg har altid holdt meget af fag som dansk og engelsk, for her kunne jeg rigtig få lov at udfolde mig sprogligt. Jeg var en af de elever der allerede på dagen, når vi fik stil for, gik hjem og skrev og derefter sad med den i samtlige de tre uger, vi havde til at lave den. Og fik vi romananalyser for, var min fritid reddet. (Ja, jeg var på mange måder et mærkeligt barn!)

Men min interesse var der også. Indimellem var jeg dog, på lige fod med mine klassekammerater, ved at falde ned af stolen af kedsomhed. Jeg følte mig indimellem kvalt i trivialiteter og skemaer. For det er, som jeg lagde ud med at sige, desværre sådan undervisningen oftest ender. Jeg kan godt forstå, der er mange elever der afskyer danskundervisningen og forbander noveller, digte og romaner langt væk til evig tid, for det episke i litteraturen har det med at blive lidt glemt i ”alt det vi SKAL igennem.”

Et godt eksempel er forfattere som Naja Marie Aidt og Helle Helle: Hele folkeskolen igennem hadede jeg de to som pesten! Aidt, fordi jeg ikke forstod en brik, og bare syntes det hele var super mærkeligt og frastødende, når man f.eks. fik kastet en novelle i hovedet, der omhandlede noget med en kvinde der onanerede i et badekar og havde hele lejligheden fuld af bananfluer. Og mht. Helle Helle blev jeg på forhånd opgivende og vred, når hendes navn blev nævnt. Jeg syntes, hendes tekster var irriterende og slappe. Jeg kunne absolut intet se i hendes noveller og var sikker på, at man bare havde valgt hende som en del af folkeskolens pensum for at gøre grin med eleverne.

Da jeg tog min HF, formildnedes mit syn dog en smule. Jeg tror, jeg knækkede koden. Jeg fandt ud af, at min irritation kom af overfortolkning. Man får altid at vide, når en Helle Helle novelle (Det rimer endda! 😉 ) bliver serveret for én, at man skal læse mellem linjerne, og der er nærmest ikke grænser for, hvad man kan tolke på i sådan en novelle. (Hvad betyder den fasan egentlig. Og kunne det ligeså godt være en due? Ifølge forfatteren selv så ja, det kunne lige så godt være en due! Og føler man sig så snydt, når man i flere år har siddet og tolket på fasanens betydning? Ja, ja for helvede, hvor man gør!!) Jeg følte, jeg kom på overarbejde hver gang. Der var for meget, der var overladt til min egen fortolkning, og det gad jeg faktisk ikke rigtig. Både fordi det let kunne stikke af, når jeg ikke havde noget konkret at forholde mig til, men samtidig, og af samme årsag, kunne det på en nærmest hel OCD-agtig måde give mig grå hår i dagevis! Da jeg var til min endelige danskeksamen på HF, trak jeg, på skæbnesvanger vis, en tekst af selv samme forfatter, og jeg kan huske at censoren sagde til mig: ”Det er problemet med Helle Helle. Hun skriver ikke en skid, men det er den skid der betyder noget.”

Jeg kan jo godt se nu, hvorfor Helle Helle er godt materiale at trække frem – på sin vis – for omvendt synes jeg også, der er nogle ting, der taler imod. Jeg kan godt se, at det her handler om træning i netop det, at læse mellem linjerne, men omvendt synes jeg, det er synd, at ”ødelægge” og voldtage så talentfuldt arbejde og lade eleverne kvæles i noget, der rent faktisk rummer usandsynlig meget kvalitet, når man forstår det. For det er netop der, jeg gerne vil hen: Når man går i folkeskole, har man af gode grunde ikke en super stor portion erfaring. Der er mange ting der går hen over hovedet på én af den simple årsag, at man ikke er gammel nok til at forstå det. At ens verdens- og livssyn ikke er udviklet nok. Og hvad skal man så stille op med tekster som f.eks. ”Fasaner.” Hvad skal man med Naja Marie Aidt, når man knapt nok ved, hvad det vil sige at onanere? Det er synd. Det er synd at afskrække og afholde eleverne fra så fantastisk en verden, som man senere hen bliver voksen nok til at forstå, bare fordi man vil lære dem noget om ”undertekster.

Hvordan får man børn til at læse, hvis ikke de tror, at bøgerne har noget meningsfyldt at fortælle? Det er, som jeg ser det, danskundervisningens største udfordring, og det som har været det gennemgående spørgsmål fra alle vinkler hele min skolegang, at overbevise eleverne om: Hvorfor skal jeg lære det her??

Jeg tror, det handler om at vise eleverne, at litteratur også kan være nærværende. At fortællingerne vil os noget. At udpege der, hvor det bliver fantastisk – når det umiddelbare og ydre forvandles til noget vedkommende og indre. Det handler måske om at lade være med at være så optaget af, hvad man skal lære, hvilke forfattere man skal kende til og i stedet fokusere på, hvad det er, man får til gengæld? For hvis interessen først er fanget, så skal man nok finde frem til “de store, vigtige forfattere” før eller siden.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.