Hvordan skal forlagene tilrettelægge samtalerne med forfatterne forud for en udgivelse, hvordan kan de sikre en god forlagsetik? Efter udgivelsen af Tomas Espedals seneste roman Elsken vil flere i forlagsbranchen gerne have nogle svar. Nogle konkrete svar.
Måske handler det om at vurdere mulige konsekvenser af udgivelserne? Her er Espedals nye roman et fortræffeligt eksempel: Jeg tror simpelthen ikke på, at redaktøren bag denne bog ikke har tænkt tanken, om noget deri ville kunne virke stødende på de som evt. er involveret – for nogen er involveret, og dét tror jeg ikke på, redaktøren har været uvidende om. Espedals varemærke er hans ultra selvudleverende og selvbiografiske stil. Manden har udgivet titler som Mitt privatliv, Biografi og Dagbok. Er det så ikke en lille smule naivt, eller snarere dumt, hvis man ikke som forlægger tænker: Måske vi lige skal tjekke op på den faktiske sag, inden vi udgiver det her.
Jeg tror, det handler om, at hver enkel aktør i udgivelsesprocessen må gøre sig tanken: Hvad hvis det var mig der blev skrevet om? Er der noget heri, som ville kunne afsløre min identitet, min person, er der noget heri, jeg ville føle mig stødt over?
Selvfølgelig skal litteratur ikke handle om at stille alle tilfredse. Så ville der aldrig kunne udgives noget, så ville skønlitteraturen miste sin værdi. Selvfølgelig skal vi kunne snakke om de tunge, de svære og de ømtålelige emner, men ikke nødvendigvis på åbenlys bekostning af andre. Skønlitterære forfattere burde være de som har allerbedst mulighed for at fiksionalisere. Det er vel det de i kraft af deres “kunstneriske gave” er bedst til – hvorfor gør de det så ikke? Hvorfor skal det foregå på kanten? Der må være en helt klar årsag til, at forfatterne vælger at lægge sig lige på grænsen. Måske man i tilvejebringelsen af konkrete forslag kunne grave lidt dybere i dén årsag: Hvad er forfatterens agenda med at skrive så tæt på virkeligheden?
Hvis der er nogen som helst tvivl om, at nogen kan kendes igen, at nogen vil føle sig blameret etc., hvorfor så ikke bare fiktionalisere yderligere? “Jeg synes, jeg har fiksionaliseret nok”, siger Espedal i et interview om sin seneste roman: Well, det er jo også ham, der i romanen gerne vil fremstå som den uskyldige, som den der skal forsvares, så måske det netop er i positionen som krænket, at han ikke føler, han skal beskytte krænkeren? Man har vel ikke særlig meget tilovers for den, man føler sig krænket- eller hængt ud af, og så er det vel menneskeligt at være ligeglad med, om denne person bliver tilsmudset eller ej – så er der dømt “payback time.” Som Leonora Christina Skov belyser det i sin roman Den der lever stille, så er pennen forfatterens farligste våben: “Jeg kan skrive om dig,” som det står i romanen. Og det gør Espedal så: Skriver om hende, som har beskyldt ham for voldtægt. Han bruger skønlitteraturen som et forsvarsskrift, som en måde ikke at måtte stå direkte til ansvar på.
Jeg ved ikke, om det er så enkelt. Det er det sikkert ikke, men lige netop denne situation med Espedal virker bare så dum. Jeg sidder vitterligt og tænker: Så naive må ingen mennesker være, at denne bog kan finde sted, uden at nogen må stå til ansvar for en sådan svinestreg – uden at nogen har tænkt, at det her er en dårlig idé!
Kari Marstein skriver i et indlæg, at hun gerne vil have indspil til, hvordan de som forlag kan forvalte deres ansvar på en bedre måde, hvordan samtalerne mellem forlag og forfatter egentlig bør foregå. Om forlagene virkelig skal “overstyre og umyndiggjøre forfatteren, og drive en slags sensur”, som hun mener Ingunn Økland vil det. Altså, censur kunne man måske godt overveje. Jeg tror bare, man i dag har et ret anstrengt og forvrænget forhold til dette begreb. Mange forbinder det sikkert med dengang, forfattere blev fængslet for at illustrere erotiske scener, komme med politisk udfordrende stikpiller etc., og den slags er helt klart uholdbart – det kan enhver forhåbentlig sige sig selv. Jeg tænker snarere en form for selvcensur i form af det, jeg allerede har nævnt. Man kan starte med at spørge sig selv: Hvordan ville jeg have det, hvis det var mig, der blev skrevet sådan om – er der noget heri, jeg tænker, kunne formuleres anderledes, så jeg i hvert fald ikke ville føle mig truffet, hvis det var mig, bogen handlede om?
Dette er måske ligeså uholdbart og abstrakt, som når Marstein siger, at forlagene: “har rutiner for å ivareta god forlagsetikk.” For hvad er det for en rutine, hvad indbefatter det? Hvad indbefatter selvcensur? Grænsen for, hvad man føler som krænkende og udstillende varierer fra person til person, så selvom én redaktør stiller sig selv dette spørgsmål og føler, han eller hun har sin ryg fri, er der jo ingen garanti for, at en anden ikke vil føle sig hængt ud i samme situation.
Indimellem tænker jeg, at problemet måske ligger i den måde, vi taler om værkerne på. Hvis nu vi stoppede med at kalde det virkelighedslitteratur, så snart en roman rummede almengenkendelige elementer, hvis nu værkerne ikke fik mærkater som “realisme, den rå virkelighed, ærlig” osv., og hvis nu aviserne ikke gravede bevismateriale frem fra den pågældende anmeldelse eller programmet til nogens begravelse, så ville diskussionerne måske slet ikke få liv? Men det ville også bare være som at vende den anden kind til og leve i “lykkelig” uvidenhed lige indtil den dag, bægret flyder over. For det gør det på et tidspunkt, og det tidspunkt er nu. Debatten afføder fortsat mere og mere grænseoverskridende værker, det bliver vildere og vildere. Og hvorfor? Er det debatten der afføder dem, opstår de i en form for afmagt, provokation, eller fordi vi nu er ekstra opmærksomme – at værkerne slet ikke kan rumme den skyld de tillægges, men får ekstra vægt, fordi vi er bevidste om en mulig problematik?
Om det er det ene eller det andet, eller noget helt tredje, så er der en tydelig tendens i samtidens skønlitteratur, en tendens til at gå tættere og tættere på virkeligheden – at udviske grænsen mellem fakta og fiktion, og hvorfor? Hvorfor er det nødvendigt at blande det sådan sammen? Har vi mistet evnen til at fatte noget, hvis vi skal forestille os det – hvis vi får “moralen” serveret gennem en opdigtet fortælling? Er det en tendens i vores samtid, hvor alt skal dokumenteres, snappes eller streames, som er smittet af på skønlitteraturen?
Min hensigt var at være konkret. Det er jeg ikke, kan jeg godt se. Men måske vi bliver nødt til at stille os selv nogle flere spørgsmål, før vi kan finde frem til konkrete svar. Som en hver anden undersøgelse med humanistisk islæt, er det vel en fortolkningsproces som kræver en analyse, hvis man skal finde frem til det egentlige, mulige, men flerstemmige budskab.
