Efter offentliggørelsen af dokumentaren, hvori Michael Jackson beskyldes for at have begået seksuelle overgreb mod børn, har der været stor diskussion om, hvorvidt man bør boykotte hans musik eller ej. Kan offentlige institutioner tage det valg på vegne af sine lyttere? Hvordan kan kunstnerens person og den viden vi har om ham eller hende ændre den måde, vi beskuer værket på?
Der er selvsagt rigtig mange aspekter at tage til overvejelse i sådan en diskussion. For det første er det jo ikke nogen news flash, at Jackson havde en prækær person. Beskyldningerne om seksuelle overgreb er ikke ukendte, men med denne nylige dokumentar tvinges vi nu til at forholde os til det. Nogen har sat ord på det, skabt et sprog for det, så derfor må vi også tale om det.
Er det op til den enkelte at vurdere, om man vil lytte til hans musik? Havde man også valgt at boykotte alt fra Shakespeares hånd, hvis det kom frem, at han havde misbrugt børn? Hvorfor er Hamsun fortsat på pensumlisten, når vi ved, at han var nazist, og er der forskel på, om kunstneren har lavet en evergreen eller skrevet en bestseller?
For at begynde med det sidste: Jeg tror, det er lettere at have “god samvittighed,” hvis man læser en roman skrevet af en forfatter som var nazist, end hvis man går til en koncert med en musiker som har misbrugt et barn. Der er for det første forskel på forbrydelsernes omfang – på sin vis, men forskellen ligger også i, at når man læser en roman, står man ikke ansigt til ansigt med forfatteren på samme måde, som man ville gøre med musikeren til en koncert. Hvis man nu f.eks. ikke selv kunne læse romanerne – hvis nu alle romaner blev læst højt af forfatteren, og læseren dermed var tvunget til at forholde sig til forfatteren samtidig (ligesom man er tvunget til det, når en sanger synger sin sang), så ville indholdet, oplevelsen og tankerne om værket også være anderledes.
Jeg tror, eller jeg ved, at jeg ville have vanskeligere ved at synes godt om en roman, hvis jeg vidste, at forfatteren havde gjort noget, jeg synes er foragteligt, særligt hvis jeg stod ansigt til ansigt med vedkommende: Jeg kan f.eks. læse en roman uden at have noget som helst kendskab til den som har skrevet den og få én oplevelse ud af det. Efterfølgende kan jeg gøre mig den erfaring, at han eller hun har gjort noget, som jeg synes er foragteligt, og jeg vil derefter sikkert betvivle min bedømmelse af værket – af min første læsning. Vælger jeg da at læse værket én gang til, vil jeg, med min nye viden, tolke ordene og fortællingen på en anden måde, end jeg gjorde første gang, men jeg kan stadig “forsvare” at læse og synes om værket – jeg ville stadig kunne forholde mig til det som “kunst.” Jeg har ikke noget forhold til forfatteren, og jeg kan kun forholde mig til det som står. (Når jeg læser dette om igen, kan jeg ikke lade være med at tænke, om der ikke heri ligger lidt af en ansvarsfraskrivelse? Er det ikke netop denne undskyldning som gør, at forfatteren kan slippe afsted med helt vildt meget? Fordi læseren bliver gjort, men også gør sig selv handlingslammet ved at sige: “Jeg kan bare forholde mig til det der står.” Nej, tænker jeg så, nej! Man har som læser vel et ansvar for at se det som står i en større sammenhæng – for netop ikke bare at underkaste sig forfatterens ord, som var de lov. Men omvendt: Er det så også altid muligt? Nå, det bliver for rodet, hvis jeg også skal til at blande den diskussion ind her. Jeg blev altså bare lige nødt til at lade bemærkningen stå…) Hvis jeg da, efter disse erfaringer, tager på et arrangement, hvor jeg fysisk ser og oplever forfatteren i levende live, så vil min læsning endnu engang ændre sig, og jeg ville også have langt sværere ved at se bort fra det “foragtelige” forfatteren har gjort, ment eller sagt: Fordi jeg da må forholde mig til forfatteren som person og ikke til værket.
Derfor er der også forskel på, om kunstneren er død eller ej. (Eller om de personer man skriver om er døde eller ej.) Man tvinges, i fraværet eller nærværet, til at forholde sig til indholdet og til personerne på forskellige måder. Det er lettere at snakke grimt om, eller dømme, én som er død, særligt, jo længere vedkommende har været død, end hvis personen fortsat er i live. Det er måske lettere at fortsætte med at lytte til Michael Jacksons musik, fordi han er død, ligeså vel som det er lettere at læse en bog af en nazist, fordi forfatteren, i læsningens øjeblik, heller ikke er “i live.” Når forfatteren da til og med også er død i virkeligheden, så er det endnu lettere at have god samvittighed. For hvis kunstneren er et dårligt menneske, har vedkommende lettere ved at skjule det i skrift. I skriften afstår al kropsprog: mimik, nervøse trækninger, tonefald etc., og det giver en frihed for begge parter.
Men hvilken viden er det så, vi vælger – som vi bør vælge at tage med i vores bedømmelse af værket? Er det vigtigt for værket, for beskueren, for kunstneren at vide om H.C Andersen, at han højst sandsynlig var homoseksuel, at Strindberg havde et sygeligt forhold til sin mor? Er det vigtigt at vide, hvis kunstneren har en psykisk diagnose, har haft kræft, mangler sit venstre ben: Er det vigtigt for værkets kunstneriske kvalitet? Er det vigtig for mig som beskuer for at kunne forholde mig til værket, skal jeg forholde mig til værket ud fra den viden?
Her til hører måske også spørgsmålet, om man kan undskylde og forsvare kunstnerens dårlige opførsel med kunstnerisk kvalitet? “Mange kunstnere har til alle tider været gale i den ene eller den anden forstand,” hørte jeg én udtale som argument i diskussionen om, hvad eller hvor meget man skal bære over med. Det er muligt, at den kunst vi hylder allermest er skabt af mennesker som var splitter ragende, men det må aldrig blive en undskyldning. Jeg tror derfor, det er vigtigt at fortsætte med at have de her diskussioner; ikke at diktere, hvordan hver enkel skal forholde sig til det, men diskutere det, oplyse og skabe et sprog for det, så det netop er muligt at diskutere det. I det øjeblik, man lader være med at tale om det, er det også en stille accept af det som foregår. Det er måske også derfor, Hamsun fortsat bør være på pensumlisterne uafhængig af, om han var nazist eller ej? Hvis han først går i glemmebogen, ved at vi fortier ham, så mister vi også sproget for det, bevidstheden om det, og idet opstår vel en fare for, at historien kan gentage sig? Hvis man nu aldrig var begyndt at tale om seksuelle overgreb mod børn, så var der også større fare for, at disse blev ved med at gentage sig.
Men skal det da være de offentlige institutioners opgave at bestemme, hvad der skal være tilgængeligt for den enkelte? Det må vel være op til den enkelte, hvordan man vælger at forholde sig til det. Man kan jo ikke diktere, hvordan nogen skal modtage og tolke kunsten. Hver enkel tager sine egne erfaringer med sig i læsningen, i fortolkningen. (Hey, minder det her ikke lidt om diskussionen om forhåndscensur på litteraturen? Jeg mener, hvis forlagene går ind og forhåndscensurer et værk, er det så ikke også at bestemme og begrænse, hvad der skal være tilgængeligt for den enkelte? Hm? Det handler jo nok om, hvad det er man mener med “forhåndscensur.” I den diskussion som har været i efteråret, tror jeg netop, “fejlen” har været, at man netop har troet, at der med forhåndscensur blev ment, at man tog noget fra læseren og fra forfatteren: En selvstændighed. Men det handlede vist egentlig bare om ikke nødvendigvis at give ALT. Og nu slog det mig netop: Det er måske heri man kan finde svar på, hvor man bør skelne: Hvad er vigtigt for læseren at vide for at kunne bedømme værket som KUNST? Ja, nærmere kommer jeg det så ikke lige nu, men altså, dette er vel også en slags erkendelse.) Det som måske kommer til at være de offentlige institutioners ansvar er at oplyse den enkelte om det, hvis Michael Jackson f.eks. har begået overgreb mod børn: At modtageren ikke fraholdes den viden, hvis man skal kunne se det i en større sammenhæng og bestemme, hvordan man vil forholde sig til værket. Men så igen: Værket kan jo sagtens være godt og af kunstnerisk kvalitet, selvom kunstneren er et dårligt menneske. Men hvis man ved, at kunstneren er et dårligt menneske, så ændrer værket sig også, vil jeg vove at påstå. Det er ikke den samme roman, jeg læser, eller den samme sang, jeg hører, hvis først jeg har en viden om kunstneren, som er mig imod.
Det er en skidesvær diskussion det her, for igen: Hvor meget skal man bære over med? Gælder der samme etiske overvejelser, hvis man kører på en vej anlagt af nazister, som hvis man læser en roman skrevet af en nazist? Jeg har som sædvanlig ingen klar, opsummerende konklusion, men jeg tænker, at det handler om at turde italesætte, at kunstnere, ligegyldig hvor god, genial og almengivende deres kunst er, også kan være dårlige mennesker: At man ikke må tage deres talent for gode varer, undskylde deres galskab med deres kunstneriske genialitet, men turde se på det i en større sammenhæng. For, til allersidst:Kunstnerens fordel er, at han eller hun gennem sit skabende “jeg” kan skjule sin egen “dårlige person” for modtageren. Beskueren eller læseren kan aldrig vide, om det som står er et udtryk for kunstnerens egne meninger og oplevelser, eller om det er noget vedkommende har digtet op eller skabt for anledningen. Man kan aldrig med sikkerhed vide, hvad kunstnerens hensigt har været. Det er jo ikke, fordi man da konsekvent må være skeptisk – man må jo også kunne stole på hinanden, men altså igen, man skal nok bare heller ikke tro på alt, hvad man læser eller hører: Og det går i dette tilfælde begge veje.
