Hvorfor MÅ jeg læse det som en roman?

“Må det enhjørninger til for ikke å anklages for å skrive (for) nært virkeligheten?” spørger Silje Bekeng-Flemmen i lørdagens udgave av Klassekampens bokmagasin. Hun reagerer her på en debat, som beror på forfatteres tendens til at skrive om sig selv og sin samtid (eller navlepilleri som man også kan kalde det?) Der stilles spørgsmål til, hvor grænsen mellem litteratur af almen interesse og gengivelse af en helt almindelig triviel hverdag går.

Diskussionen Flemmen tager op kommer af en pågående debat i Sverige, hvor flere kritikere har reageret på en række forfatteres måske, måske ikke ringe evne til at skabe noget af almen interesse ud fra eget levet liv: “Varför skulle någon vilja läsa en precis och realistisk skildring av hur det är att ha ett tinderkonto, att åldras som kvinna, att ha skrivkramp, att gjennomgå en IVF-behandling, att arbeta på Systembolaget, att knarka eller att vara pappaledig?” som kritiker Mikaela Blomqvist citeres.

Flemmen fremhæver, hvordan Blomqvist og andre kritikere bevidst graver efter lighedstegn mellem teksten og forfatterens eget liv. Her henviser hun til en roman, hvor hovedpersonen bærer samme navn som forfatteren af værket. Kritikken af værket beror altså på “lighedstegn” mellem liv og tekst, at romanen automatisk er dårligere, fordi den ligner for meget på forfatterens eget liv – fordi den er en afskrift af et hvilket som helst trivielt liv. Flemmen spørger da, om dette værk, ifølge kritikeren var blevet bedre, hvis der var blevet placeret en enhjørning på Systembolaget. Som om målestoksforholdet for “god litteratur” bygger på enten eller?

Jeg har længe båret på en omfattende frustration over det læsestof jeg bliver tilbudt for tiden. Ni ud af ti gange jeg sidder med et stykke “aktuelt samtidslitteratur” får jeg på et eller andet tidspunkt enten lyst til at kaste bogen frustreret ind i væggen eller hænge mig selv. Jeg bliver så ualmindelig opslidt af at læse “romaner”, hvor karaktererne vimser rundt i sine små, små liv og lader som om de har absolut nævneværdige problemer og traumer, som jeg skal forholde mig til. Hvordan de ved at “fortælle om personlige erfaringer og kaste lys over tabubelagte emner kan hjælpe andre i samme situation.” Ja tak, jeg kan godt lide at føle mig forstået, hørt, set osv. Ja, der er sikkert ting der skal snakkes højt og længe om, men når perspektivet er begrænset til “ud fra mit eget synspunkt,” så bliver jeg bare træt.
Jeg tænker: At læse skønlitteratur er en måde at blive bevidst om andre menneskers liv og erfaringer, at lære at sætte sig i andres sted, at se tilværelsen fra andre perspektiver end sit eget. Det er en måde at lære om det samfund man er en del af, blive klogere på dets mennesker og i bedste fald også sig selv. MEN kunne det så ikke også tænkes at der kunne være noget udvidende i at SKRIVE om andre end sig selv? Altså, kunne det f.eks. ikke tænkes at være helt vildt lærerigt og brugbart, hvis man forsøgte at angribe en problemstilling fra et helt andet perspektiv end sit eget? Hvis man forsøgte at skildre samfundsrelevante problematikker som patriarkalske magtstrukturer, barnløshed eller misbrug fra en helt anden position end sin egen ved at skabe en karakter som er markant anderledes fra èn selv? Jeg er med på, at hvis vi skal snakke om og tackle sprængfarlige temaer, så må der også være nogle erfaringer bag baseret på en eller anden form for fakta, men jeg tænker: Hvis vi f.eks. skal begynde at snakke om eller opfatte såkaldte tabubelagte emner anderledes, kan det så netop ikke være en fordel at være i stand til 100% at opdigte det nye sprog selv? Ikke at basere det på erfaringer, men på forestillinger om, hvordan man kunne tænke sig at det skulle være? Og er det ikke det “frirum” kunsten er, er det ikke det “rum” vi må benytte os af og ikke det rum hvor navleuld avles? Samtidig kunne netop dèt også gøre at vi fremover slipper for de “trøttende diskusjoner om liv versus verk,” som Flemmen lader til at være temmelig frustreret over.

Virkelige hændelser kan selvfølgelig også være grundlag for “god litteratur”. Det er ikke enten enhjørninger eller den skinbarlige sandhed, som jeg skrev tidligere. Flemmen slutter af med at henvise til kritikeres “ryggmargsrefleks”, altså hvorfor man føler trang til at lede efter lighedstegn mellem liv og værk. Hun mener, at denne trang hellere er et tegn på prolaps end på god intuition. Prolaps eller ej, jeg tænker at det måske også handler om måden vi snakker om- og fremstiller ikke bare værkerne, men i særdeleshed forfatterne på. Vi forventer eller forlanger, at de står der som lysende genier på scenerne rundt om på landets biblioteker og litteraturhuse og formidler et revolutionerende budskab om, hvordan vi skal leve vores liv, om hvordan det er: “at aldre som kvinde, at gennemgå en IVF-behandling, at arbejde på Systembolaget.” Jeg tror, at denne “rygmargsrefleks” netop reagerer på dèt, på tvivlsom information: Ikke kom her og bild mig noget ind, jeg vil vide, jeg vil have sandheden! Det har meget større gennemslagskraft og salgspotentiale, når der i begyndelsen af Netflix-serien står: “Baseret på en virkelig hændelse.”

Hvis rygmargsrefleksen reagerer på “visse lighedstegn” har det så måske noget at gøre med, at forfatteren, hvad end det er en direkte afskrift af eget liv eller 100% opdigtet stof, ikke har formået at formidle erfaringen overbevisende nok? Der må vel være noget i værket som har gjort, at refleksen trickes, at lysten til at undersøge sammenfald vækkes?

I omtalen af virkelighedsnær litteratur studser jeg ofte over udtalelser som “Jeg vælger at læse det som en roman,” eller: “værket insisterer på at blive læst som fiktion.” Hvad er det helt specifikt ved det værk, som “insisterer” på at blive læst som fiktion? Hvad er det som gør det modsatte udfald? Hvis der står roman på omslaget er det da grund nok til at behandle det som fiktion, at anmelde det som “relevante litterære erfaringer” eller kræver det mere – fra forfatterens side, fra læserens side? Handler det om den uskrevne kontrakt mellem læser og forfatter: om at gå med på forfatterens eller værkets præmisser?

Jeg tror, jeg ville slippe for megen frustration, hvis jeg f.eks. bare kunne gå med på nogle af disse præmisser. Ikke at se på et værk som navlepillende, men som et alment bidrag uanset udgangspunktet. Men noget i værket tricker mit hysteri, gør mig skeptisk, noget i værket giver mig en følelse af ikke at være relevant nok til, at jeg skal gide at bekymre mig om dette ene lille og snævre liv. Og har den følelse at gøre med æstetik, omfanget af elendighed, troværdighed, retoriske virkemidler, erfaringer – personlige som almene, antallet af enhjørninger eller manglen på samme?

Problemet, eller hvorfor diskussionen om dette fortsætter, er måske fordi det er langt de færreste som faktisk gider at køre dette tankeeksperiment, som gider at spolere sin læseglæde med sådanne kontraktbrud, men hvis man skal komme videre må man vel nødvendigvis spørge sig selv: Hvorfor jeg læse dette som en roman?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Her tænker du på “Hvorfor MÅ jeg læse det som en roman?”

  1. Jeg mener man må vurderer hver enkelt værk for sig selv. Den kritik som autofiktion som genre, ofte ligger under for, synes jeg som oftest er uden for nummer. Hvorfor er noget selverfaret pludselig underlødigt? En bog der bygger på levet erfaring, kan så længe den er velskrevet, sagtens være almengyldig, og sige noget om samfundet. Et eksempel er Morten Papes Planen, som nok fortæller hans personlige historie, men som samtidig er en belysning af en del af samfundet mange af os lukker øjnene for. Var den historie blevet bedre, hvis en kvindelig forfatter fra Nordsjælland, eller (Vendsyssel for den sags skyld) havde sat sig ned, og med grundig research, tilsat en portion fantasi, skrevet en bog om en lille knægt på Amager? Hvorfor er det finere at finde på, og være helt afskåret fra sin historie? I øvrigt er det nok næppe muligt, helt at distancerer sig selv fra sit eget skribleri. Personligt elsker jeg autofiktion. Til dagligt arbejder jeg med mennesker, og jeg høre masser, som i MASSER, af historier fra den virkelige verden hver dag. Jeg elsker også at læse, og jeg har elsket at læse, lige siden jeg først lærte det. Jeg synes ikke alle historier jeg hører hver dag, ville gøre det ud for en god roman, men nogle af dem ville. Der er på samme måde, sikkert også mange bøger skrevet af forfattere om dem selv, som ikke taler til alle – og ja nogle er sikkert også direkte ringe! Men at dømme en hel genre for navlepilleri finder jeg elitært og snobbet. Men derudover kan jeg faktisk ikke undgå at tænke, hvorfor er det, at det går nogen så meget på? Kan de ikke bare lade de bøger stå på hylden, og lade dem der gerne vil læse dem, om det? Det er jo ikke fordi at fiktionen, den rene og skærer fiktion, er død, eller på nogle måder livstruet. Hvad er det kritikere af autofiktion ikke kan tåle? Er det jantelov? Hvad er det de bliver ramt af – og har de spurgt sig selv om det? Personligt er der emner jeg føler er så ømtålelige, at jeg ikke gider spilde min tid på at læse fiktive beskrivelser, hvor en forfatter har sjusset sig frem til, ”at sådan føles det her nok”, hvis jeg kan få den ægte varer i stedet! Jeg synes for eksempel godt at man kan argumenterer for, at det er arrogant at tro at man kan gætte sig til hvordan det føles at blive voldtaget, eller at man kan skrive lige så rammende om det, ud fra research og fantasi. Bare som eksempel, men her er jeg nok også godt rodet ind i min egen navleuld! Jeg kan godt se argumentet med at perspektiverer ud, og gøre værket større på den måde, men jeg kan simpelthen ikke lade være at tænke, at skoen trykker et andet sted, og at rønnebærrene er sure. Hvorom alting er, selv to mennesker der har oplevet det samme, vil ikke opleve det samme, og det er der ikke noget fordækt i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.