Jeg må indrømme, at jeg har tænkt i mit stille indre, at det nu ikke havde ikke gjort mig det store at blive tvunget i karantæne et par uger. Tænk, så mange bøger jeg skulle få læst, alle de hængepartier jeg ville få onduleret!
I teorien er det en fin tanke, men i praksis kan jeg allerede nu mærke, at det kommer til at blive røvsygt. Mest fordi det er på ubestemt tid, men særlig fordi jeg ikke får løn for at sidde herhjemme på sofaen og krydre røv…
Men lad os få det bedste ud af det, som hele verden siger. Her er lidt litterære forslag til, hvad du kan bruge karantænetiden til.
Sofies verden af Jostein Gaarder
Første gang, jeg stiftede bekendskab med Jostein Gaarders fantastiske fortælling om filosofiens historie, var i 6. eller 7. klasse. Jeg forstod sikkert ikke dengang, hvad filosofi egentlig var. Alligevel var det mindet om Sofies verden som gjorde, at jeg senere valgte filosofi som linjefag på gymnasiet. Det er den tidlige kundskab og grundforståelse, jeg sidenhen har bygget videre på.
Jeg er stor fortaler for almen, kulturel dannelse og tror på, at en god mængde litteratur i opvæksten skaber et godt udgangspunkt for gode og sunde individer. Det kræver bare, at man formår at servere det på rigtig vis. Jeg havde aldrig gidet at bekymre mig en fløjtende fis om filosofiens historie, hvis jeg havde fået den serveret i en flad leksikon-udgave, men med Gaarders fortælling fik jeg indblik i noget ganske essentielt dengang ude på den lille landsbyskole, hvor kragerne selv havde madpakke med.
Amalie Skram og det moderne gennembrud
Et af mine første litterære forbilleder var Amalie Skram. Af en eller anden årsag blev jeg tiltalt af melankolien, men også den underliggende styrke som fordres i hendes romaner. Der er meget at lære gennem Skrams forfatterskab – om samfundets udvikling såvel som individets.
Jeg har skrevet mange indlæg om Skram og hendes samtid her på bloggen, så det er bare at klikke rundt for inspiration og indføring. (Det kan også være en Coronavirus-karantæne-aktivitet i sig selv 😉 )
Testamente af Nina Wähä
Familien Toimi bor på en afsidesliggende gård i den finske del af Tornedalen. Familien består af to voksne og 12 børn, eller 14 alt efter hvordan man tæller, og nogen kommer til at dø: “Det her er ikke andet end en mordhistorie. Eller jo, det er på mange måder meget mere end blot det,” skriver fortælleren indledningsvist.
Testamente er en barsk fortælling. Der foregår sgu et eller andet oppe i de der tornedalske skove. Jeg blev flere gange hensat til Mikael Niemis fortælling Koke bjørn, hvor også fanatiske læstadianere, dyremishandlere, pyromaner, alkoholikere og psykopater slår sine folder. Her som der viser det sig, at det som er den egentlige historie, er historien om mennesker der prøver at tilpasse sig en tilværelse i evig forandring. Nogle lever med den, andre lever mod den. Der er mørke og vold, men under overfladen ligger al ømheden og kærligheden og forsøger at komme op og trække lidt luft. Det sker, og man får lyst til at græde. Man gør det, man græder, fordi det er så fint fortalt, fordi det er så skrøbeligt og så ondt.
Helle Helle, dronningen af dansk minimalisme
En anden forfatter som har fulgt mig gennem min litterær opvækst er Helle Helle. På gymnasiet blev vi tvunget til at læse hendes noveller for at lære noget om “undertekster.” Jeg syntes det var noget pjat. Der var jo ingen fortælling!
“Helle Helle skriver ikke en skid, men det er den skid der betyder noget,” husker jeg censoren sagde til mig, da jeg havde været så (u)heldig at trække En stol for lidt til danskeksamen. Jeg havde under eksaminationen givet udtryk for mit had/kærlighedsforhold til dette forfatterskab: Selvom jeg ofte sad halvfrustreret tilbage efter endt læsning af hendes værker, var der et eller andet som tiltrak mig og som gjorde, at jeg frivilligt pløjede mig gennem alt, hun havde skrevet. Jeg var bare ikke gammel nok til at forstå det dengang. Jeg havde ikke ord for eller viden om den litterære metode, som jeg først for ganske nylig har gennemskuet værdien af – tror jeg…
Uanset, det er en sådan form for litteratur, jeg synes er værd at anbefale: Den som umiddelbart er èn, måske ganske ubetydelig ting, men som viser sig at have flere lag, når man senere vender tilbage – med en anden indsigt, med en anden viden og erfaring. Det er den form for litteratur som bliver ved med at give i takt med ens egen udvikling. Det synes jeg er ret smukt.
Arkivarens testamente af Helga Hjorth
Langt nede i Arkivet, hvor skægkræene kryber, hvor lydløse hemmeligheder dvæler, har den ellers så retskafne arkivar Gudmund Gravdal efterladt sig en æske med dokumenter. Før sin død skriver han et brev til sin unge kollega Nora, hvori han beder hende om at destruere indholdet – uden at læse! Men hun kan jo ikke bare sådan skille sig af med dokumenter, hun ikke ved, hvad indeholder; hun kan ikke gribe ind i historien, det forstår Nora hurtigt. Det samme kunne Gudmund heller ikke, og det er sikkert derfor, han har bedt hende gøre det: At tage ansvaret for det, han ikke selv kunne afslutte. Eller hvad?
Er det alt, vi behøver at huske, eller har nogle historier bedre af at blive glemt? Hvorfor forsøger vi at skjule, når alt alligevel kommer for en dag? Dette er bare nogle af de mange spørgsmål, Hjorth rejser gennem fortællingen om specialarkivar Gudmund og efterkommeren Nora.
Dette værk er ganske anderledes i sin stil, det er så dejlig uprætentiøst. Der er ikke noget opstyltet i fortællerstemmen. Hvis man vil det, er det muligt at nyde den som en fortælling for fortællingens skyld, og det er også lidt af en privilegium.
Koke bjørn af Mikael Niemi
Koke bjørn, Mikael Niemi, Oktober Forlag 2018 (anmeldereksemplar)
Forandring fryder, som man siger. De fleste bliver dog alligevel betænkelige, når tingene pludselig ikke er, som de plejer at være. Det er derfor heller ikke udelt begejstring som lyder, da vækkelsesbevægelsen, ledt af prosten Lars Levi Læstadius, rammer Pajala i midten af 1800-tallet. Nogen oplever livsændrende åbenbaringer, mens andre ser skeptiske til, når de vækkede sidder i kirken og messer højlydt.
Mikael Niemis Koke bjørn er en intens og spændende roman om et samfund i opbrud: om tro og tvivl, om ondt og godt. Jeg har førhen ikke været særlig optaget af lange episke fortællinger, har ikke rigtig haft tålmodigheden, men på det seneste har jeg virkelig fået smag for det. Især disse nordsvenske kynikere!
Samtidig kan jeg også stærkt anbefale den tidligere klassiker Populärmusik från Vittula, hvor Niemies sorte humor, råhed og fantastiske formidlingsevne er mindst lige så tilstedeværende.
For ikke at blive helt sprød har jeg tænkt mig, at jeg også skal lidt af det her de kommende uger. Måske tager jeg en tur op til mine moskus-venner på Dovre eller til Sylan for at se lidt andre og nye perspektiver. Men selv der er der jo rig mulighed for at nyde en god bog eller to.
Hold Jer muntre og Corona-frie!!
