Da jeg første gang så omtalen af denne bog, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Så læste jeg anmeldelser og omtaler af den, og dannede mig forudindtagede meninger om den, som jeg tænkte, jeg måtte gøre alt for at lægge på hylden, når jeg rent faktisk begyndte at læse bogen. Så det forsøgte jeg, og det lykkedes, for ingen af de tanker jeg havde gjort mig på forhånd blev genoplivet undervejs. Jeg blev faktisk lidt skuffet og følte umiddelbart, at det var en tynd omgang. Så begyndte karaktererne at skændes, de bliver presset og intensiteten stiger, jeg måtte lægge den fra mig et øjeblik, blev tilpas irriteret over hysteriet. Så tog jeg fat igen og læste resten, i jagten på noget mere, noget jeg kunne slå ned på. Det kom bare aldrig rigtig, og jeg sidder tilbage her, uforløst, tom for ord, sådan da….
Jeg ved ikke rigtig, om det er måden bogen er skrevet på, det (eller de) den behandler, som irriterer mig. Måske er det det uforløste? Det, at der i bogen lægges op til så uendelig meget, men at det bare berøres med et fjerlet prik for så at rende ud i sandet: “Ikkje tenk på det.” Nej, men det gør jeg! Og så kan man sige, at så har bogen vel gjort sit job: Den har fået mig til at tænke – bare ikke nogle særlig nyskabende tanker, jeg tænker hverken mere, mindre eller anderledes efter endt læsning. Bogen opsummerer egentlig bare det, jeg allerede ved: At det er problematisk, at forfattere skriver om sig selv og folk som ikke selv har bedt om det, at det er problematisk, at man kan gengive private mails, beskeder osv. ustraffet, så længe man kalder indpakningen for roman, og det er problematisk, at alle i denne “kulturelite” ligger med hinanden.
Og hvad skal vi så gøre herfra? Acceptere, at hele debatten om virkelighedslitteratur er blevet satirisk, fordi vi tydeligvis ikke kan håndtere det på andre måder end at le det væk? Skal vi forsøge at gå ind i nogle af de problemstillinger, Nilssen lufter her?
Vi bør hellere spørge os selv: Hvorfor gjør det så vondt? læste jeg engang et eller andet sted, jeg husker ikke hvor – der er sikkert flere der har formuleret det sådan, det er jo ret indlysende. Så nu spørger jeg mig selv: hvorfor gjør det så vondt? Altså, det var jo ikke, fordi det var en vond oplevelse at læse bogen, jeg lo da også lidt undervejs, så svag er min humor heller ikke, men det var mere sådan: Ha, ha…. Ja, og hvad så?
I langt de fleste anmeldelser af bogen fremhæves netop det vittige aspekt, det uhøjtidelige, det kløgtige, og ja, det er da helt klart bogens styrker, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Havde man også leet, hvis det havde været en anden der havde skrevet dette: Hvis det ikke var en “anerkendt og etableret forfatter”: en af deres egne? Det er ret tydeligt, hvem der sigtes til i bogen, og sådan er det vel med satire, vi er ligesom blevet enige om, at det er ok – vi går med på det præmis, men hvad hvis der blev skruet ned for satiren? Når man udstiller andre i kunsten, handler det så bare om måden, man gør det på? Nilssen tager også lidt pis på sig selv i alt det her, hun overdriver, hun laver sjov. Er det det der gør, at det bliver lettere at håndtere, at man ser gennem fingre med det: Fordi hun også skriver kritisk om sig selv, fordi hun latterliggøre? Det bliver sådan lidt: Tager lidt og giver lidt, og så går det lige op i sidste ende. Hellere end at spørge: hvorfor gør det så ondt? kunne man i stedet spørge: hvorfor er det så sjovt?
Måske har man også brug for at kunne le lidt mellem alle disse alvorlige slag om romaner der behandler virkeligheden – romaner som egentlig også er ment som “underholdning.” Satire kan selvfølgelig være en god måde at løsne et problematisk og uhåndgribeligt emne op på, det kan være en ok indgangsvinkel, men så håber jeg også, at denne bog netop bliver det: En indgangsvinkel, for ellers kan jeg ikke rigtig se “vitsen” med den. Dette er sikkert temmelig subjektivt, og jeg ved, hvor fejlen ligger: jeg gik ikke med på bogens præmisser, men jeg synes, ikke der var så meget at le af, jeg synes ikke, dette projekt holder.
Spennende å lese hva du syntes! Jeg var jo over meg av begeistring da vi snakka om denne.
Jeg leste utsagnet “Ikkje tenk på det” som bok-Norges offisielle “unnskyldning” til alle som føler seg hengt ut — noe ala det er ikke så viktig, kunsten må først. Derfor føler jeg at Nilssen ber oss tenke over disse tingene vi blir bedt om ikke å bry oss om, akkurat slik du etterlyser, men også muliggjør rom for fortolkning slik at det er opp til leseren sjøl å bestemme hvor alvorlig de forskjellige overtrampene er. Satire skal jo vekke refleksjon over skeive maktforhold, i tillegg til å underholde, men formen krever en leser som er engasjert og ikke trenger å bli fortalt åssen dette skal fortolkes. Jeg syns det fungerer bra i boka. Jeg opplever ikke dette som et forsøk på å le vekk debatten, men belyse den fra en annen side. Og humor tillater oss å se disse sprekkene i forklaringene og i konsekvensene i bokpolitikken på en annen måte, og gjerne en litt mer avvæpnende måte.