Ildfødt er fortællingen om den spæde lægevidenskabs begyndelse, dens forunderlighed, men også dens grusomhed. Det er en fortælling om at være anderledes, om en ung pige, man i dag ville klassificere som “cutter.”
Et nyt århundrede er netop begyndt, englændernes bombardement af København er lige om hjørnet, og den stigende interesse for kirurgi og dens muligheder træder hastigt frem.
Lucie bor alene med sin mor i Nyboder, og allerede i en ganske ung alder mærker hun de forandringer, de nye opdagelser fører med sig.
Lucie er ikke kun ualmindelig at se på, hvilket gør hende til et let offer for gadens børn, hun er også særpræget i sit væsen. Lucie har nemlig englevinger, som lægen kalder det: Bernhard Amadæus er kirurg med speciale i vanskabte børn. Han har planer om at skrive en afhandling om knoglesygdomme hos børn og tager derfor med glæde imod Lucie.
Lucie tager som de fleste andre børn tingene meget bogstaveligt og er først og fremmest dybt påvirket af sin pietistiske lærerinde. Ligeledes går hun med liv og sjæl op i samtalerne med Bernard, som begynder allerede i hendes første barndomsår. Hun går her med stor iver ombord i hans mange bøger og sluger hans fortællinger om engle og dæmoner.
Men der er ting, en lille godtroende pige hurtigt kan misforstå, og i dette tilfælde bliver det yderst skæbnesvangert.
”Måske kan De huske mig, jeg var pigen med de store skulderblade som De fremviste for de lærde herrer i auditoriet som et eksempel på, hvad der kan ske når et menneske har ondt blod i kroppen…
Mørke kræfter arbejder på at tage magten over mig, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg bønfalder Dem – hjælp mig med at bekæmpe ondskaben i mig og forhindre at jeg bliver en moderske.”
Lucie bliver omkring konfirmationsalderen opgivet af Bernhard, men efter foruroligende hændelser tager Lucie selv kontakt til ham igen. Som barn fik hun åreladninger for at afhjælpe ”vingerne” og er derved blevet overbevist om, at hun har ”ondt blod” i kroppen. Da behandlingerne ophører, fortsætter hun på egen hånd. Men nu er det ikke kun ondt blod, der huserer i hende, det er også stemmer, der kraftigt beordrer hende til onde handlinger.
I nyere tid ville man klassificere Lucie som skizofren med hang til selvdestruktiv adfærd, men datidens lægevidenskab eller manglen på samme, havde af gode grunde ikke det rette perspektiv.
Dette er en fortælling om, hvordan mangel på viden kan føre til misforståelser, om hvordan de, der tænker anderledes hurtigt bliver stemplet og sat i bås og derfra må stå alene. Samtidig er det en yderst relevant roman, som formår at sætte udviklingen og nutidens opfattelse i perspektiv. Selvom vi i dag har et anderledes syn på psykiske lidelser, fysiske misdannelser osv., og behandlingen deraf er markant forbedret, så er det samtidig let at se, hvor langt vi stadig er fra at være i “mål.”
”Nu er der ikke noget der holder hende tilbage i denne verden, hverken fuglesang eller mennesker som hun skal tage afsked med. Hun stiger og hun stiger og det bliver stadig koldere og luften tyndere, og hun nynner og mærker lydens opdrift inde i sig og hun blafrer med svingfjerene så de suser om ørerne på hende. Langt nede ser hun æbletræet uden for det ituslåede vindue i hendes værelse, på plænen nedenunder ligger en skikkelse i hvid natkjole og professoren står bøjet over den. Da han lidt efter retter sig op, kan hun se at han er blevet en gammel mand.”
Historien om Lucie er en øjenåbner, men det er også grusom læsning. Jeg har efterhånden læst romanen nogle gange, for jeg bliver lige fanget af forfatterens evne til at udlægge en historie hver gang. Jeg bliver fanget af den særprægede sammensætning af det voldsomme, det skønne, det eventyrlige og det dæmoniske: det der sammen drysser en stemning af glastynd skrøbelighed over det hele og som i sidste ende efterlader én med gåsehud og ægte vemod langt ind i blodet.
