Det er blevet bestemt, at Bjørn skal være far. Eller han skal ikke være far-far. Hans mand skal være far til Marens barn, og Bjørn… Ja, hvad skal han egentlig være, hvad er han?
Bjørn er psykotisk, Bjørn er skizofren, Bjørn drikker meget, for meget. Som barn måtte han hele tiden svare på, om han var en dreng eller en pige, han havde så store krøller, han var så skrøbelig. Han måtte hele tiden definere sig selv, se indad.
Han flyttede hjemmefra: “Fik tid til at pille sig selv i navlen,” som han skriver, men siden er det som om, han ikke har set op. Han ser for dybt i sin navle, i flasken, i sin sygdom. Nu er han blevet tvunget til at se op, se et barn som han skal definere sig for. Han skal fortælle hvem han er, ikke for sig selv, men for en anden: Hvem kan jeg være for dig?
“Så en dag opdagede jeg at mit eget ø var særlig sørgeligt og specielt. Det var den ø som j og r omkransede med deres vand, og B var fastlandet, bjergene, bakkerne, og det lille n i enden var det navnløse inden atombomben, punktummet. Min ø var forbudt område. En sort mund med en rød streg over. Don’t go there. Mit hjerte var farligt.”
Jeg er gråhvid er en vild, men smuk roman om, hvordan livet indimellem tvinger en ind i nye roller, hvordan livet pludselig kan kræve noget af én, uden man nødvendigvis selv har bedt om det. Bjørn Rasmussen fortæller om at være fremmed for sig selv, men samtidig at kende sig selv så godt, at det bliver ødelæggende.
Som Rasmussen har for vane, er der også i denne roman en forunderlig leg med sproget som bekræfter jegets fremmedhed. Han bruger velkendte talemåder, men bytter enkelte ord eller bogstaver ud, og pludselig får det velkendte en anden betydning. Der opstår derved en slags dobbelthed i det sagte. Man kender betydningen af det, man kobler det sammen med den erfaring man har fra tidligere, og på en måde er det det samme. Men der er fortsat blevet pillet ved en bestanddel, og denne ændring må man forholde sig til. Sådan er det med ændringer. Hvad end de er gode eller dårlige, må vi forholde os til dem. Vi må forsøge at definere os selv i takt med disse, om det er en ændring i sproget eller en ændring i familiesammensætningen.
Det er bare det, at det ikke er så let for Bjørn at forholde sig til disse ændringer. Både fordi han er psykotisk, fordi han drikker, men også fordi han er menneske og bange. For først må man lære det der med at holde af nogen, men for at gøre det, må man vel finde ud af, at der er nogen at holde af.
“Hvordan skriver jeg om det gode? Det har jeg aldrig prøvet før. I går kom Plejersk og Psykiater, og jeg snakkede i en time om det onde. Jeg begyndte med at spørge om man kan få en præfødselspsykose, hvis man skal være papfar. De lo.”
Der er noget ved den måde, som Bjørn fortæller om sin barndom på, som fik mig til at tænke på det paradoksale i at vokse op. Gennem barndommen må lære at blive et selvstændigt individ, man må finde ud af det abstrakte “hvem er jeg?”, man må virkelig se indad. Senere finder man ud af, at man også skal fungere sammen med nogen, og så må man nødvendigvis se op, se ud. Så holder det ikke at fylde så meget selv. Man må vel ligesom finde ud af, at der er noget eller nogen der er større end en selv, måske er det nødvendigt for ikke at gro til?
“…hvis hjernen tør lade hænderne være kærlige.”
Det bliver tydeligt i denne roman, at Bjørn er godt på vej til at lukke sig om sig selv. I takt med at angsten for ikke at kunne være noget for et potentielt barn stiger, begynder han at spinde teorier om, hvordan hans mand Jacob og den potentielle mor Maren udstøder ham. Han forestiller sig, at også de har fundet ud af, at han ikke kan bruges til noget i dette forælderprojekt. Samtidig bliver han, måske bare i sine forestillinger, forfulgt af en gruppe unge drenge, som kaster flasker i deres have, som forsøger at køre ham ned, når han går med hunden, som vil skyde ham, når han går i haven, fordi han er bøsse, fordi han ikke er, hvad det blev forventet, at han var, fordi han ikke kan definere sig selv: personligt, kropsligt eller menneskeligt.
I disse forestillinger og undskyldninger, samtidig som de er en psykose (en diagnose?), er der en form for ansvarsfraskrivelse. Som om han bilder sig selv alt dette ind for at undgå en ændring. Det er bare det, at når man taler om det, så ændrer det sig allerede der. Bjørn skriver sig frem til en ændring. Man ser hvordan barnets skikkelse bliver til i skriften. Spørgsmålet er så bare, om Bjørn bliver til som “far”? Måske er det bare ikke givet, at der bor en far i alle, at alle kan “skrive” sig frem til en far. Eller et barn for den sags skyld?
Den sidste tanke kunne man evt. prøve at holde lidt fast i og se i en lidt mere abstrakt forstand (hvis altså man har et ønske om at tage noget med sig herfra andet end lysten til selv at læse denne roman…). Der findes så utrolig mange romaner skrevet af voksne børn som forsøger at skrive sig frem til en forståelse af sine forældre f.eks. – eller af sig selv. Men kan man det, kan man skrive sig frem til en forælder, en forælder som kan være andet end det man selv gerne vil, at denne skal/skulle være – om den forælder er én selv, eller det er den som var forælder for én? Bliver det vi finder frem til i skriften ikke altid bare sådan som vi gerne vil, at det skal være – for at få det/os selv til at gå op?
