“Jeg har ennå ikke sett verden”: At forskyde kærligheden

Jeg har ennå ikke sett verden, Roskva Koritzinsky, Aschehoug & Co. 2017

Hvad er det, man skal have set, før man har set verden? I disse noveller må verden ske i kraft af andre, sammen med andre. Så længe jeget stiller sig uden for verden, for menneskene omkring sig, erfares verden ikke. 

“Er det dette som er kjærlighet: Å gi avkall på sin utsiktspost, å klatre ned til menneskene?”

Novellerne er fyldt med kvindelige overflade-jeger, som lever sine liv i tydelig distance til andre. Er det fordi de er bange for nærheden, fordi de ikke oplever den, eller er det et show iscenesat i et forsøg på at hæve sig over banale almenheder, hverdagslige oplevelser, følelser og ukontrollerede tilfældigheder, som intet individ slipper udenom?

Det er som om, jeg-personerne forventer utrolig meget af den verden, de er omgivet af, af de mennesker som kommer dem nær, eller så nært jeget nu tillader det. Jeget lukker derfor af, og vender det til en formodning om, at hun ikke er i stand til at elske.

“Hun kom fram til at hun burde klemme hånden, enten det uttrykte varme eller desperasjon, for begge deler skjulte hvor lett det var for henne å slippe taket og gå sin vei, og hun visste at kroppen var det eneste som kunne tvinges inn i nye mønstre. Ved å klamre seg til Lars Bakkens hånd løy hun med kroppen og håpet at løgnen en dag ville spre seg til hjernen som en bakterieinfeksjon i varmt og fuktig klima.”

I novellen Ingenting om kjærlighet føler jeget, at hun snyder sine elskere ved kun delvist at lade sig fange: At hun bare elsker og viser omsorg i en grad, så det bare er synligt for modparten, men aldrig trænger ind i hende selv. Men hvem er det da, man snyder?

Det samme gør sig gældende i novellerne En enkel rynke i pannen og Jeg har ennå ikke sett verden, hvor de voksne børn bilder sig selv ind, at forældrene bærer nag til dem – som en måde at forskyde kærligheden på. Det er som om, man her må indgå en pagt om hele tiden at forsøge at behage hinanden for at skabe ligevægt: Børnene har ikke selv valgt at blive født, de har ikke selv valgt deres forældre, så derfor må forældrene konstant forsøge at råde bod på det. Omvendt har forældrene heller ikke selv valgt sine børn, og derfor bliver relationen problematisk, fordi begge parter må arbejde for at gøre sig fortjente til hinanden – for ingen har bedt om hinanden, ingen har krav på den andens kærlighed.

“Hun trodde at moren i all hemmelighet klandret henne – at den lille spermien hadde vunnet kappløpet, var jo verken hennes skyld eller fortjeneste. Og kanskje klandrer alle foreldre barna sine av samme grunn: for at de ikke har valgt sine foreldre på grunn av deres uovertrufne personligheter eller sjarmerende væremåte, og innbakt i denne misnøyen: mistanken om at barnet ville ha vært et helt annet sted, hadde det bare fått velge selv. Resten av livet var et slags detektivarbeid, det forble uklart for alle parter hvorvidt det ønskede resultatet var å få mistanken avkreftet eller bekreftet.”

Koritzinsky er med denne novellesamling nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, som uddeles i morgen. Det er nogle kraftige små noveller med stof til eftertanke. Egentlig tror jeg, at beskrivelserne, stemningerne heri er ret almene og hverdagslige, men måden de er serveret på får det til at virke så alvorligt, men det tror jeg egentlig slet ikke, det er. Det er bare menneskeligt, men en god reminder. 

Del dette indlæg:Share on facebook
Facebook
Share on google
Google
Share on twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.