“Jeg læser det som en roman”: Om begreber, kontrakter og naivitet

At udveksle historier og erfaringer er en eller anden form for tillidserklæring mellem mennesker. Jeg fortæller noget om mig selv og mit liv, og du fortæller noget om dig. Denne udveksling åbner for en forståelse for det menneske, vi står over for, det skaber en gensidig respekt, og en relation opstår. Det samme sker for så vidt, når man læser en bog. Forfatteren giver læseren indsigt i et univers, og herigennem får læseren mulighed for at stifte bekendtskab med fortælleren, med karaktererne og altså en historie – en erfaring. I denne historie findes altid et stykke af forfatteren selv – i en eller anden udstrækning. På den ene side er det op til læseren at beslutte, hvad man ønsker at stille op med det stykke. Forfatteren er dog på den anden side i stand til at påvirke denne beslutning ved at fortælle læseren, hvordan forfatteren ønsker dette lille stykke behandlet: Ved at skrive roman på forsiden opstår en kontrakt mellem læser og forfatter som indbefatter, at læseren…. Ja… Hvad? Hvad vil det sige at læse et værk som en roman, hvilke krav stiller det til læser og forfatter at markere værket med betegnelsen roman?

I min research af den såkaldte virkelighedslitteratur (det virker for øvrigt som om, det er blevet lidt af et fy-ord, og noget man kun siger, hvis man ikke har “forstand” på litteratur!?), støder jeg ofte på vendingen: “Jeg læste det som en roman,” eller: “Når der står, at det er en roman, så må jeg også læse det som en roman.” Jeg har egentlig aldrig rigtig tænkt nærmere over denne formulering. Det giver vel lidt sig selv, gør det ikke? At læse det som en roman. Kræver det nogen forklaring? Jeg har nu spurgt en del folk (inklusiv mig selv!), hvad de egentlig mener, når de siger, at de læser et værk som en roman, og svaret er: “Det ved jeg ikke,” eller: “Vanskeligt spørgsmål!” Så nej, det giver åbenbart ikke sig selv, og ja, det kræver en forklaring.

Tomme floskler har det med at flyve rundt i lokalet, når snakken falder på litteratur (eller anden kunst for den sags skyld.) Det er sådan med langt de fleste humanistiske studier, at der sjældent findes noget entydigt svar, og derfor bliver konklusionerne ofte meget abstrakte. Det er let at slippe afsted med meninger og holdninger, som ikke ville holde vand i nogen andre sammenhænge. Intet kan bevises, ikke alt trænger en forklaring, og det forlanger man i øvrigt heller ikke. Man accepterer, at kunst er kunst, og en roman er en roman, for sådan er man opdraget.

Som jeg indledningsvist skrev, så opstår der en form for kontrakt mellem læser og forfatter, så snart forfatteren markerer sit værk med termen roman. Så ved læseren ligesom, hvordan han eller hun skal håndtere det stykke arbejde der ligger foran én – det regner man i hvert fald med. Vi kan ikke rigtig sætte ord på, hvad det er vi gør, når vi læser noget som en roman, men vi ved, at vi gør det. Vi ved heller ikke rigtig, hvad det er, vi mener, når nogen siger, at noget er kunst, men vi behandler det derefter. (Måske fordi man er bange for at indrømme, at man i virkeligheden ikke ved, hvad det betyder, og er bange for at folk skal tro, at man er en ukultiveret neandertaler der ikke har fattet en skid. Hvem vil være den første til at sige, at kejseren ingen bukser har på?)

“Når forfatteren skriver, at det er en roman, så må jeg også læse det som en roman.” Er det bare mig, eller er det ikke en lidt naiv holdning og tiltro at have – til forfatteren, til termerne, til måden vi behandler værket på? Jeg mener, hvis nogen serverede en lort for dig, men havde sat et skilt i den, hvorpå der stod kage, ville du så spise den, fordi du følte der var en uskreven kontrakt mellem Jer?

I et af de svar, jeg modtog på mit spørgsmål, havde vedkommende henvist til tre forskellige værker, som alle er mærket med termen roman. Hun skrev, at den første læste hun som en selvbiografi, den anden som en roman, og den tredje som “en dårlig hævn.” Jeg spurgte, hvad som fik hende til at læse dem sådan, når nu der faktisk stod roman på forsiden af alle tre. Svaret var svævende. Det var noget med, at man som læser måtte give forfatteren mulighed for at blande fantasi, digtning og virkelighed. At når der står, at det er en roman, så giver læseren forfatteren friere tøjler. Og jeg spørger igen: Hvorfor? Hvad er det ved betegnelsen roman som giver forfatteren disse ”frie tøjler,” og hvor frie tøjler taler vi egentlig om?

I et essay af Vigdis Hjorth svarer Hjorth selv på spørgsmålet om, hvad forfatteren kan tillade sig ”når hennes virksomhet påfører andre mennesker sterkt ubehag.” Til dette svarer hun: ”Det meste.” Så længe der står roman på forsiden, så giver læseren altså forfatteren frie tøjler til at tillade sig ”det meste.” Det er ret svævende, er det ikke? Tænk, hvis resten af verden også var bygget sådan op…. Og ja, man kan sige: ”Men det er jo fiktion.” Og så kan jeg spørge: ”Men hvad er fiktion? Hvordan kan du vide, at det er fiktion, hvordan ved du, at du kan stole på, at forfatteren har serveret dig kage og ikke afføring bare, fordi han siger det er det?”

Jeg har absolut ingen forklaring på, hvad det vil sige at læse noget som en roman. Jeg tænkte et øjeblik, om det har noget at gøre med, at man i læsningen af en roman fylder historien med egne billeder og erfaringer. At man selv skaber indre billeder af, hvordan karaktererne og stederne f.eks. ser ud og blander forfatterens historie med den historie, man selv kan begribe, altså det man selv har erfaret og derved bliver det en roman? Historien er måske sand for forfatteren, fordi forfatteren selv har erfaret det, men den er ikke sand for mig, fordi jeg ikke har erfaret den nøjagtig samme historie som forfatteren. Alligevel formår jeg at fatte den, fordi jeg sætter den i en sammenhæng, jeg faktisk har erfaret: med min egen historie, og denne nye erfaring bliver en sandhed for mig?

Men igen, hvad skiller det ene fra det andet? Der står roman på begge værker, men læseren beslutter sig alligevel for at læse den ene som en selvbiografi og den anden som det den insistere på at blive læst som: En roman.

Som Ane Farsethås skriver det om Linn Ullmanns De urolige i sit afsluttende essay i Grenseverdier: ”Romanen leste jeg som en fortelling, riktignok selvbiografisk basert, men like fullt en roman. (…) Siden jeg knapt hadde sett et bilde av stedet, hadde jeg heller for mit indre øye fylt inn romanens avsnitt med mine landskap og familiebilder, fra barndommens somre i Sandefjord.”

Jeg tænkte, at dette måtte kræve en dybdegående, teoretisk forklaring. At jeg måtte søge tilbage til mine notater fra 1.semester på litteraturstudiet for at se, hvad vi dengang blev undervist i, at en roman er, men hvem fanden gider det? Den almene læser tager jo ikke fem år på litteraturstudiet for at forklare sine tomme floskler, så det behøver jeg vel heller ikke. Det er så trygt og godt at leve sit lille liv i uvidenhed og fortsætte med at kaste om sig med begreber, som hverken jeg selv eller andre forstår. Og det er godt at vide, at jeg kan fortsætte med dette af netop samme årsag: Fordi ingen ved, hvad fanden man snakker om, men vi lader som om, vi gør, så vi ikke behøver at forklare noget som helst og kan opføre os som det nu engang passer os. Altså så længe afsenderen husker at sige til modtageren, at det er en roman, og at modtageren ikke stiller nogen spørgsmål, men gør som der bliver sagt.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.