“Kære Landsmænd – en islandsk road story”

Kære Landsmænd, Huldar Brei∂fjör∂, udgivet på dansk v. Forlaget Torgard 2009 – Anmeldereksemplar

Man kender godt de der historier om folk der drager ud på længere rejser, alene, i ukendt land for at finde sig selv. Der er noget næsten romantisk og ophøjet over begrebet roadtrip. Der ligger i ordet en slags forventning om nye, spændende og ikke mindst sjove oplevelser, og de som tager afsted vender hjem som nye mennesker.
Sådan går det bare ikke for Huldar.

Kære Landsmænd er en oprigtig fortælling om livet på landevejen gennem det hårde, vinterlige Island. Huldar er træt af at hænge på Kaffibarinn i Reykjavík. Der må være noget mere i dette liv, tænker han, som så mange andre unge mennesker. Der må ske noget, han må møde nogle mennesker som kan inspirere ham, bistå hans udvikling fra dreng til mand. Men hvorfor rejse langt væk, når det smukke, barske hjemland ligger lige for fødderne af én?

“Det er blevet sagt, at islændingene gik ind i nutiden med amerikansk tyggegummi i kæften. Derfor er det måske heller ikke den rene tilfældighed, at på verdenskortet ligner Island et udtværet tyggegummi.” 

Huldar anskaffer sig en Lappe, et gammelt gyngende stativ af en firhjulstrækker og kører tværs gennem Island i de to måneder, hvor vinteren sætter allermest ind.

Huldar har høje tanker om denne tur. Han ser for sig, hvordan han skal sidde hen over et bord med en kaffekop i hånden og snakke med en indfødt, lade vedkommende fylde ham med livserfaring og visdom. Han ser for sig, hvordan alle venligt og indbydende tager imod ham, hvordan det hærdede land og dets indbyggere skal forvandle ham fra en rastløs studerende til en landsmand.
Der går dog ikke længe, før Huldar erfarer, at folks interesse for ham, en naiv Hr.-hvem-som-helst fra Reykjavík, ikke er givet på forhånd. Han har svært ved at holde samtalerne kørende. Dette skyldes især, at de han møder ikke oplever så meget. Eller det gør de måske nok for en uvidende byboer som Huldar, men selv mener de ikke, det er noget særligt. Det er hverdag for dem, at laviner udsletter hele landsbyer, at mændene drukner på havet, og at hver bygd har sine eneboere. Samtidig er han jo bare Huldar: En islænding som sjældent har været uden for Rekjavíks grænser. Hvad kan han give dem?

“Alli havde ladet sig synke sammen på bænken. Inden længe sad jeg, Kaffibar-rotten, og eneboeren i øjenhøjde, begge med en betragtelig stribe snus under næsen.
Og vi tav.(…)
Alli kiggede ud ad vinduet og sagde lidt åndsfraværende:
“Nej. Men jeg bryder mig nu heller ikke så meget om malerier.”
“Nå, hvordan kan det være?”
“Åh, de er jo kun ragelse,” svarede Alli.
Der blev stille igen.(…)
“Hvornår var du sidst i Rekjavík?” spurgte jeg lidt nasalt.
Alli kiggede på sine hænder en kort stund, før han svarede:
“For sytten år siden.”
“Hvad syntes du om byen?”
“Udmærket.”
Og vi tav.”

Som en indgangsbillet til bygderne har Huldar taget nogle bøger med, som han deler ud. Han ringer på folks døre og forventer som sagt den hjerteligste velkomst. Det er ikke, fordi folk er fjendtlige. De har bare, på samme måde som Huldar tænker om sig selv, og som alle andre tænker om sig selv, ikke noget særligt at byde på. Det islandske samfund adskiller sig ikke fra resten af verden, dets beboere er ikke anderledes end så mange andre. Der findes gæstfrihed, og der findes venlighed, men det er ikke noget, man bliver et menneske af, virker det som om for Huldar. Mest af alt får det ham til at føle sig mere som den lille dreng, der var på besøg hos tanten om sommeren, ham der smuglyttede til de voksnes samtaler og som ingen rigtig talte med, fordi han var et barn. På denne tur støder han på problemer og situationer som kræver af ham, at han viser sig som en mand, mener han, og det er sværere, end man lige skulle tro.

Da turen lakker mod sin ende, og Huldar ikke føler sig mere voksen, eller mere vidende end da han tog afsted, indser han, at han må finde det i sig selv. Han isolerer sig derfor på et hotelværelse, ligger nøgen i sengen, ser fjernsyn og tænker store tanker. Men heller ikke tre dage på værelse 11 gemmer på nogen dybere sandhed.

“I takt med at deres stemmer bliver højere og tydeligere, falmer stjernerne på himlen. Kort tid efter ser du Reykjavíks lys bryde ud af mørket, og du begynder at bekymre dig for, om du kan nå at sælge bilen. Og rejsen fortsætter.”

Brei∂fjör∂ har skrevet en dannelsesroman, som hverken lover guld eller grønne skove, men derimod snestorme og spejlglatte veje. Man siger, at man ikke må tro, det handler om målet i sig selv, men om rejsen dertil. Huldar sander, at dén rejse ikke bare er en 2 måneders tur gennem Island, men én som fortsætter, om han sælger Lappen eller ej.

I et vittigt, men eftertænksomt sprog beretter Huldar om Island og dets folk. Selvom naturen byder på sine udfordringer, og dets indbyggere ikke virker så meget anderledes end folk er flest, opstår momenter af skønhed, hjertevarme og, for Huldar og for læseren, en nyforelskelse i landskabet.

Sidste forår så jeg den islandske coming-of-age film, Hjartasteinn i biografen, og da lyset i salen tændte igen, så min veninde og jeg på hinanden med frygt i øjnene og sagde, nærmest i kor: “Jeg skal fandeme aldrig til Island!”
Jeg ved ikke, om jeg har fået min lyst tilbage, men i hvert fald har jeg fået vished om, at Island sikkert er som så mange andre steder på jorden. Det handler måske ikke så meget om stedet, man er, men hvordan man er der. Om man ser fjernsyn, drikker kaffe eller flipper skrot på en ekspeditrice, fordi hun håndhæver rygeforbudet – om man siger undskyld eller ej.

“Er jeg en mand? Det irriterer mig, at jeg kan ane en sejrsikkerhed i ekspeditricens blik. Hun er fuldt ud klar over, hvor meget jeg lider. Ikke nok med at jeg er nødt til at bede om en undskyldning, det skal også være foran veninden, der sikkert spreder historien over hele byen. Til sidst bringes den i lokalavisen under overskriften: “Anna i Kiosken lader ingen trampe på sig! en historie fra det virkelige liv.” Hun bliver en helt. Men nu – er jeg en mand?”

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.