Skam er en ubehagelig følelse af ydmygelse, skyld eller flovhed, fremkaldt af bevidstheden om at have gjort noget forkert eller pinligt, siger ordbogen. Det lyder som om, det kunne omfavne mange ting, men alligevel tager følelsen ofte udgangspunkt i to ting: Kroppen og seksualiteten.
Det ser man gennem hele litteraturhistorien, man ser det på TV, i film, i kunst. Krop og sex er noget, man skammer sig over.
I forbindelse med oplysningskampagnen, Uge 6 viste DR en lang række programmer om kroppen, kærlighed og seksualitet. De fleste var faktisk ganske udmærket, men hvad jeg særligt bed mærke i var, at der før flere af udsendelserne rullede den klassiske advarsel hen over skærmen: “Kan indeholde stødende materiale.” Okay, DR! Hvad kan I om muligt vise i en dokumentar om den kvindelige krop, som kan virke stødende? Hvad er der at finde ved menneskekroppen, som kan virke stødende?
Skam er mange ting, og skam avles på mange måder, men mest af alt af den måde, vi taler om tingene på. Hvis Danmarks hovedstatsapparat forbereder os på, at vi nu skal se noget stødende og derefter viser en nøgen krop, så er det måske ikke så mærkeligt, at man sidder derhjemme i stuen med sin nøgne krop og føler sig lidt skamfuld.
Hun ved, han kigger. Han kan lige så godt få hele showet, tænker hun. Ja, jeg er sådan en uden trusser. La Femme. La Femme Fatale. (…) De tager elevatoren ned. Solen er ikke stået op endnu. Hun smiler indforstået til dørmanden. Ja. Escortpige. Eller nymfoman. Nu skal jeg videre til næste offer. Jeg har det fint. Aldrig haft det bedre.
Comuna, Olivia Joof Lewerissa
I novellesamlingen, Skam fortolkes begrebet af samme navn. En række forfattere har udsat deres hovedkarakterer for forskellige situationer, hvor følelsen opstår. Og ved I, hvad? Her står krop og seksualitet også i centrum, særligt hos kvinderne…
Der er Mille som trøstespiser, hvis veninde ikke kan forstå, hvorfor hun ikke taber sig, og der er Josefine, som ikke føler sig værd at elske pga. sin størrelse, og som føler sig allermest skamfuld, når hun handler ind. Og så er der den unge pige til kollegiefesten, der som den eneste har klædt sig ud, og bliver spurgt, om ikke hun har tabt sig.
-Et gåsebryst, en kartoffelkage og en medalje.
Mille ser uskyldigt på pigen i bagerbutikken. Når hun køber tre forskellige, er der ingen, der tror, de kun er til hende. Pigen nikker uden at se op og koncentrerer sig om forsigtigt at putte kagerne i en æske.
-Måske skulle du hellere købe en grovbolle, min ven.
Den ældre dame, der står bagved i køen, ser medfølende på hende.
-Kartoffelkager er da lige så sunde, joker Mille, men der er ingen i køen, som griner.
Bodyshaper, Gunvor Reynberg
Jeg havde set frem til at læse denne novellesamling, fordi jeg var spændt på at se, hvilke bud forfatterne kom med: Hvad er skam, hvornår føler man skam? Men allerede i første novelle kunne jeg se, hvor det bar hen: Det er, når man som kvinde har haft sex med én, man tog med hjem fra byen, det er, når man vejer mere end “idealet,” og det er, når man seksuelt afviger fra normen. For det er åbenbart dét, man går og skammer sig over, og som resten af verden også går og skammer sig over og altid har gjort. Og det er ikke novellesamlingens skyld: Fortællingerne fremhæver ganske fint problemet, men kunne der ikke også godt have været mere end det? Kunne man ikke have ladet det handle om andet – også for ligesom at rykke ud af den opfattelse, af den klichè? Man må vel gøre et eller andet for at få det til at handle om noget andet. Man må tale anderledes om det, hvis DR skal stoppe med at fortælle os, at skeder er stødende. Det er fint nok at pege på problemet, men er det ikke ligesom om, at det er det, al litteratur gør og så ikke mere? Og hjælper det? Jeg ved det ikke helt. Jeg tænker ofte, at der alligevel bliver rykket et eller andet hos mig, når jeg læser om bestemte ting. Dét at få tingene udpeget på en bestemt måde gør, at man bliver bevidst om det, erkender det, og derefter kan man jo så begynde at arbejde med sine egne tanker. Men stopper det ikke også på et tidspunkt, hvis det er den samme historie, vi bliver ved med at høre: Den historie om kvinder der skammer sig over at veje for meget og mænd der skammer sig over at have haft homoseksuelle fantasier?
En anden ting jeg bed mærke i i disse noveller var, at hovedkaraktererne i langt de fleste tilfælde er unge mennesker. Jeg tænker: Er skam noget man vokser fra? Jeg tror måske, følelsen er kraftigere, når man har den der særlige alder, hvor alting er pinligt, fordi man ikke helt ved, hvilket ben man skal sætte forrest, når man står ud af sengen om morgenen. Jeg har været igennem mange stadier af skam som helt ung i hvert fald, og jeg tror måske nok, jeg føler den mindre og mindre, jo ældre jeg er blevet. Der er måske nok nogle ting, man ikke bliver for gammel til at skamme sig over. Måske handler det i stedet om erkendelse: at de ting, vi mangler at erkende er det, vi bliver ved med at skamme os over eller omvendt?
-Det erotiske?
-Ja, altså, siger Bitten. Hvordan de skal tackle den kropslighed, der er mellem mændene.
-Er det erotik? spørger Mads.
Bjergdæmon, Nikolaj Zeuthen
Jeg tror, jeg har indset, at mange af de ting, jeg før skammede mig over faktisk ikke var det værd. Jeg har indset, at jeg brugte enormt meget tid på at skamme mig – oftest over ting, jeg ikke kunne gøre noget ved. Ting jeg havde sagt eller gjort, som jeg alligevel ikke kunne ændre. Nogle gange skammede jeg mig så meget over mig selv, sådan som jeg så ud, at jeg ikke kunne gå ud ad døren om morgenen. Jeg skammede mig så meget, at jeg måtte skade mig selv, og så skammede jeg mig også over det. Jeg skammede mig over at købe hvidt brød i Fakta, jeg skammede mig over ikke at købe nok grøntsager. Jeg skammede mig så meget, at jeg måtte sulte i flere dage. Jeg skammede mig over ikke at kunne klemme mig ned i de umenneskelige jeansmodeller de fører i Only, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne finde ud af at være kæreste med folk. Jeg skammede mig over det, jeg havde lyst til, og det, jeg ikke havde lyst til. Jeg mistede virkelig meget tid og virkelig mange oplevelser, fordi jeg skammede mig over ting, jeg havde fået at vide – som jeg havde bildt mig selv ind, at jeg skulle skamme mig over.
Er skam en egen følelse, eller er det noget, vi pålægger os selv at føle? Følelsen er “fremkaldt af bevidstheden om at have gjort noget forkert eller pinligt.” Det er jo sjældent os selv der beslutter, om noget er forkert. Det er oftest bestemt og dikteret af andre…
Og så tag lige og lyt lidt på hende her: Hun siger og gør så mange rigtige og inspirerende ting. Man kan følge hende på Instagram @stinawollter f.eks., og man kan begynde at tænke over, hvad man skammer sig over, men vigtigst af alt, hvorfor <3
