Kan man skrive, hvad man vil om folk, hvis bare de har været døde længe nok?

Når en forfatter dør og efterlader sig ufærdige tekster, notater og måske dagbøger, hvem ejer da eftermæglet? Har den afdøde i det hele taget noget at skulle have “sagt” i forhold til behandling af det efterladte, eller er det op til arvingerne? Hvornår har offentligheden ret til indsigt? Mange forfattere har posthumt fået udgivet både brevvekslinger, notat- og dagbøger, nogle på trods af, at de i levende live frabad sig det. Er historie og folkeeje da vigtigere end ejerens påbud, skal der bare gå lang tid nok, så er det okay at handle mod den afdødes ønsker?

På dette semester følger jeg et emne om forfatteres notat- og dagbøger. Det er på én gang fascinerende, men samtidig føles det også lidt forbudt at sidde der og læse et andet menneskes dagbog. Jeg har det ærlig talt lidt ambivalent med det der koncept at udgive afdøde menneskers private skriblerier. Bare fordi man i levende live har bidraget til noget i samfundet af betydning, bliver man så automatisk folkeeje, har alle dermed ret til at kigge indenfor i det mest private?

I går havde vi oplæg om Sylvia Plath og hendes efterladte skrifter. Det var minimalt, hvad denne forfatter nåede at udgive i levende live, men de posthume udgivelser spænder bredt og har bidraget til stor popularitet og læsning. Plath’s mand, Ted Hughes rådede, efter hustruens selvmord, over et overvældende antal dagbøger, og man så straks vigtigheden i at udgive disse. Hughes foretog redigering og censurering af indholdet i samspil med Plath’s mor før udgivelsen af disse, andre gemte han eller påstod var forsvundet eller destrueret. Med årene kom flere og flere af disse dog frem igen, og man stillede selvfølgelig spørgsmål til, hvorfor og hvad han havde forsøgt at skjule. Var det for at beskytte sig selv eller Plath, var det af respekt, af frygt? Og hvorfor i det hele taget rette sig efter presset fra offentligheden om udgivelse af noget ganske privat?

Plath var i levende live ganske opsat på at dele ud af sig selv gennem poesien, men det var dermed også bag en maske, gennem et opdigtet “jeg.” Selvom hun på den ene side skrev side op og side ned om at ville være ærlig, om vigtigheden i at vise sit sande jeg, var det også med et vist forbehold og skrubler. Det er klart, sådan har alle det vel? Selvom man gerne vil være ærlig, er der altid ting man ikke kan være ærlig om, enten fordi man ikke tør, ikke har lyst eller ikke kan. Men der findes også mange andre tilfælde, hvor forfatteren er ganske tydelig i ønsket om privatliv. Alligevel ender disse private skriverier i offentlighedens kløer til skue for enhver der kunne være interesseret. Indimellem er disse private sager endda efterredigeret og censureret, tilpasset det billede som afsenderen ønsker at give af den afdøde (eller sig selv). Hvis ønske og behov er det da man ivaretager?

Det at udgive den form for materiale handler selvfølgelig i størstedelen af sagerne om historie, samfundsmæssig relevans og et forsøg på at få et indblik i noget unikt, sikre forståelse for en bestemt tid, en personlighed som har bidraget til noget banebrydende, men hvad er vigtigst: at værne om det enkelte menneskes integritet og retten til selvbestemmelse eller “muligheden for at opdage en helt ny form for poetik,” som min underviser sagde? Hvordan vejer man i det hele taget personlig integritet op mod historisk og samfundsmæssig relevans?

Der er ingen tvivl om, at diskussionen afhænger af tid: Jo længere tid vedkommende har været død, jo lettere er det at gå imod dennes ønsker. Som en af deltagerne i en paneldebat jeg for nylig overhørte sagde, så havde teateropsætningen af f.eks. Arv og miljø været langt mindre problematisk, hvis man havde ventet 50 år. Men hvorfor, kan man jo så spørge? Det er jo stadig det enkelte menneskes integritet, omtale og eftermægle som berøres, men er det irrelevant, hvis bare der går et vist antal år – hvis bare de som er involveret er døde og begravede? Det er selvfølgelig vanskeligt at have indflydelse på, hvordan andre mennesker skal tale om- og huske én, særligt, hvis man er død, men er det mindre fejt at skrive eller tale dårligt om nogen, når vedkommende er død og dermed ikke kan forsvare sig? (Dette var et retorisk spørgsmål…) Er det okay at blæse på den afdødes ønsker om hemmeligholdelse af noget som faktisk kun berører vedkommende selv, hvis bare der går lang tid nok?

Jo længere tid der går efter et dødsfald, jo mere ændrer den afdødes eftermægle sig selvfølgelig også. Der vil altid være forskel på den måde, man fremstiller en person på i tiden lige efter, at vedkommende dør og så 50 år senere. Det handler her om både følelsesmæssig og historisk afstand. Hver person vil nok få tilpasset sin historie alt efter hvilket årti, hvilken strømning eller epoke vi opholder os i, og det er måske det, vi kan bruge dagbøgerne, de private skrifter til: At sikre et nogenlunde fast eftermægle, en nogenlunde uafhængig og fastlagt historie?

Men så er problemet igen: Hvilke fremstillinger er det, vi gør plads til, hvem behandler og skriver dette eftermægle? For at vende tilbage til tilfældet Plath, så redigerede og censurerede både ægtemanden og Plaths mor de efterladte skrifter, og så kan man jo se langt efter et “akkurat og ærligt” billede. Så handler det i stedet om, hvad vi vil huske, og ikke hvad vi bør huske. Hvis vi da kan forme historien efter vores eget forgodtbefindende, så vi selv eller den afdøde fremstår i netop det lys, vi ønsker, så bliver det jo først problematisk. Men altså, jeg ved heller ikke, om jeg tror på, at andet er muligt? Er det muligt at skrive andre historier, end de som er til at leve med? Den måde man fremstiller et andet menneske, levende eller afdød, siger jo også altid noget om én selv, hvad end man vil det eller ej. Men det er vel også det, vi vil sikre: Ved at udgive andres udlægninger, af sig selv, af personerne og tiden omkring dem, sikrer vi også viden om, eller i det mindste indblik i os selv. Det kan vel opveje en del umoralskheder – eller hvad?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.