“Det var befriende endelig å skrive en tragedie om en familie hvor jeg selv ikke er medlem.” Sådan siger Edward St. Aubyn i et interview (link nederst på siden) med Finn Skårderud. Aubyn er kendt for sine romaner om Patrick Melrose, som er baseret på forfatterens egen opvækst med misbrug, overgreb og druk. Nu har han kastet sig over genskrivningen af Shakespeares Kong Lear i stedet. Dog finder han også heri noget genkendeligt.
Kan man skrive andre historier end de, man selv er en del af, ligegyldig hvor god en forfatter man så er – eller rettere, er det det, der gør én til en god forfatter: Hvis man kan skrive sin egen historie og gøre den genkendelig for andre?
Efter den seneste runde af debatten om virkelighedslitteraturen skrev flere og flere, at eleverne på forfatterskolerne nærmest var endt i skrivekrampe af frygt for at træde nogen over tæerne: Fordi de var bange for, at nogen skulle føle sig udhængt. Jeg tænker, på sin vis, at en sådan “frygt” vel blot er et tegn på en sund udvikling: At du rent faktisk bekymrer dig om, hvilke konsekvenser dine handlinger har for andre end dig selv, at du formår at sætte dig ud over egne behov. For hvilken befrielse må det da ikke også være? Jeg ser for mig, at hvis man skriver seks bind om sig selv, så må man også nå til et punkt, hvor ens eget selskab bliver strangulerende, så må det være en befrielse at kaste sig over Shakespeare i stedet, som Aubyn er inde på. Det må være forfriskende at se lidt op fra egen navle.
At skrive romaner af sin egen historie berører jo selvsagt ikke bare én selv, men også alle de mennesker, alle de karakterer, man enten vælger eller “tvinges” til at trække ind i denne. Der er derfor visse hensyn, man må tage, men skriver man en roman om en roman, så har man ligesom ikke så mange restriktioner. Karaktererne er jo skabt i forvejen, de er allerede blevet gjort til fiktion. Men i og med, at vi vel altid forsøger at forbinde det vi læser med vores eget liv, så bliver en del af fortællingen, den Aubyn genskriver om Kong Lear, jo også en del af hans liv, af hans fortælling. Materialet er hentet fra Shakespeare, men også inde i ham. Alt andet er vel umuligt, tænker jeg? Aubyn skriver ikke om Kong Lear, han skriver om sig selv, vi skriver alle sammen om os selv, fordi vi udtrykker erfaringer, hvad enten det er nogle vi har læst eller levet os til – de bliver os i skriften, i fortællingen.
Jeg kan forstå det forløsende i at skrive om sine oplevelser, at formulere de ting som har gjort indtryk. Det kan være nødvendigt at gøre oplevelsen til noget andet på den måde. Enten for selv at forstå det, få andre til at forstå det, eller for at få fortællingen til at gå op. Det er vel det, som er hele idéen med skønlitteraturen: at skabe fortællinger om mennesket og om verden som er til at leve med, som Ricoeur formulerer det.
Mit formål med dette indlæg var egentlig at belyse, om ikke det går an at skrive om andet end sig selv, eller måske nærmere: hvorfor det er så interessant at læse “romaner” om mennesker, som skriver om sig selv. Allerede inden jeg fik begyndt gik det dog op for mig, at det måske ikke er muligt at skrive andet og dermed læse andet: fordi alle fortællinger falder tilbage på os selv, hvad enten vi skriver dem eller læser dem. Spørgsmålet beror måske derfor hellere på, hvordan man gør det: Om man skifter navnene ud, digter en historie om de ydre omstændigheder, som man alligevel ikke kan huske – om man f.eks. havde en blå eller en hvid skjorte på den tirsdag i 1988 og lader det være den fiktive del af romanen om sig selv, men samtidig gengiver intime og private detaljer om sin kone – og derved lader moral og amoral opveje hinanden. Om man skriver roman på forsiden, men alligevel føler for at spørge de implicerede om lov bare for en god ordens skyld, eller om man implicit fortæller om sine egne erfaringer gennem en konge, som Shakespeare skabte for 400 år siden. Samtidig er det vel æn ski’, to slaw kartofler, som min farmor ville have sagt, hvis alle fortællinger har rod i os selv?
Jeg hørte for nylig en optagelse fra Litteraturhuset i Bergen, hvor et panel diskuterede Karl Ove Knausgårds Min kamp, og hvorfor dette værk har fået det liv, det har. Hvorfor blev det så stor en succes? Hvorfor er man villig til at læse flere tusind sider om ét helt almindeligt menneske – hvad rager han os, ligesom? Hvorfor er den genre blevet så populær? Som jeg allerede er inde på, kan man vel sige, at al litteratur altid har handlet om forfatteren selv, det er der ikke noget nyt i. Det er måske nærmere måden, vi er begyndt at tale om det på: Som noget revolutionerende, som storslået, som kunst, eller netop, fordi det er “kunst,” snakker vi om det. Fordi Knausgård eller Aubyn skriver et seks-binds værk om sig selv, snakker vi om dem, om deres historie, som kunst, som en del af os selv og vores egne erfaringer, som samfundsrelevant, som oplysende og revolutionerende. Men hvad er forskellen da på at skrive om sig selv og at skrive en god roman? Det er jo der, det bliver interessant, fordi der i dét at “skrive en god roman,” selvsagt må noget andet til. Det sætter restriktioner på nogle punkter (i udgangspunktet i hvert fald), men giver samtidig friheder på andre områder. På samme måde som det er en befrielse for forfatteren at skrive om Kong Lears familie i stedet for sin egen, giver det ham alligevel rum for at skrive om det samme.
Interview med Edward St. Aubyn: https://www.aftenposten.no/kultur/i/vQlB4V/Finn-Skarderud-i-samtale-med-forfatter-Edward-St-Aubyn–Det-ble-helt-klart-livreddende-at-jeg-fikk-fortalt-min-private-historie
Littpod: https://podcasts.apple.com/no/podcast/litter%C3%A6r-eksport-min-kamp/id1012407910?i=1000431121653
