Kan man udstille sin viden i en bogreol?

“Har du smidt bøger ud!? Jeg er i chok!” Jeg havde netop fortalt min veninde, at jeg havde foretaget en drastisk oprydning i min bogreol, at flere bøger var smidt ud, og vores verdener var på gyngende grund…

Da jeg besluttede mig for at læse litteraturvidenskab fik jeg den forestilling, at det var ens betydende med, at jeg nu skulle til at investere i en masse bøger. De der bøger som man skal læse, hvis man gerne vil tro, at man er noget. De der bøger, som man tror, siger noget om, hvor klogt et menneske, man er.
Det handlede nok mest af alt om, at jeg forsøgte at skabe noget – at skabe en eller anden form for person, jeg gerne ville være, gennem mine omgivelser. Jeg vælger at tro, at det er sådan noget der hører med til det at blive voksen?

Det første år af mit studie brugte jeg 98% af min vågne tid på bøger. Jeg læste bøger, jeg skrev om bøger, og de fleste af mine samtaler handlede om bøger. Jeg følte, at jeg var blevet placeret et sted, hvor jeg omsider kunne blive fyldt op af alt det, jeg higede efter: Viden, indsigt, ord. Og jeg ved også, at jeg udviklede mig markant gennem det år. Jeg lærte meget, og jeg så pludselig mange ting på en helt anden måde, end før. Det var en fed følelse. Jeg kunne godt lide at sidde og se på min efterhånden fyldte bogreol med en tilfredsstillende mine og tænke: Dén har jeg læst, dén har jeg læst, dén har jeg læst, og sætte flueben ved flere og flere værker på min læseliste.

Jeg brugte usandsynlige mængder af tid på at læse alle de værker, som egentlig, når jeg var helt ærlig over for mig selv, ikke sagde mig en skid. Jeg læste dem, fordi de jo gik under betegnelsen “klassikere,” og jeg vidste, at enhver “litterat” med respekt for sig selv burde læse dem. Jeg købte dem, og jeg læste dem, og lige nu sidder jeg og tænker, at mit liv sgu ikke blev så meget anderledes af den grund…

Og det er nok dér, jeg er nået til nu: Jeg har læst som ind i helvede. Jeg har stablet bog på bog på bog for at få plads i mine madkasser af diverse studieboliger gennem tiden, jeg har pakket ned og op, slæbt bøger frem og tilbage mellem mit hjem og antikvariater, genbrugsbutikker, biblioteker og boghandlere for slet ikke at tale om alle de penge, jeg har brugt! Jeg priser mig lykkelig for, at størstedelen af mine bøger har været anmeldereksemplarer eller købt brugt. Ellers tør jeg slet ikke at tænke på, hvor mange penge mine bogreoler egentlig indeholder!

I stedet for at se på min samling med en selvtilfreds følelse sidder jeg nu og tænker: “Hvad skal det gøre godt for?” Hvad har jeg fået ud af at tvinge mig selv igennem Ulysses, Anna Karenina, Les Miserables og Austens kvælende kærlighedspladder? Er jeg blevet et bedre menneske af den grund, har jeg lært noget, jeg rent faktisk kan bruge til noget? Det er nok svært at skille tingene ad på den måde: Hvilke af de ting, jeg har beskæftiget mig med gennem de sidste 10 år har jeg rent faktisk lært noget af, og hvor meget af det har været spildt? Det er højst sandsynligt en blanding af det hele – det der man kalder almen dannelse. Men samtidig tænker jeg, om ikke også jeg kunne have brugt min tid på noget mere fornuftigt? Da jeg nævnte det her for én sagde vedkommende, at jeg lød vældig højreorienteret, og jeg blev helt dårlig. Det var ikke ligefrem højreorienteret, jeg havde tænkt mig, jeg skulle blive af at læse alle de bøger!

Jeg tror, jeg er ved at være mættet.  Jeg har indset, at man ikke behøver at læse alle de der bøger, man skal læse. Jeg har indset, at man ikke bliver et bedre menneske af at have huset fuld af bøger – tværtimod. Jeg har faktisk fundet ud af, at det stresser mig helt vildt, at det gør mig træt og opgivende. Jeg føler mig bundet, at der hele tiden er noget, jeg ikke når, ikke ved, ikke kan og alligevel, når jeg så åbner en bog, føler jeg, at det er en fortælling, jeg har læst 100 gange før.

Indimellem overvejer jeg at opgive alt det her: Mit studie, min blog, alt hvad der har med bøger at gøre, for jeg føler ikke, det giver mening. Jeg føler, det er spild af tid, og jeg føler, jeg står i stampe. Jeg føler, jeg har spildt min tid, at det var det forkerte studie, at jeg skal noget andet. Og det skal jeg også, men ingenting er spildt. Det har ikke “bare” givet mig en viden om bøger, men også om de ting, bøgerne indeholdt: Menneskesyn, ideologier, historie, religion, samfundsformer, musik, kunst, æstetik, kønsroller, seksualitet og ikke mindst har det lært mig rigtig meget om mig selv, fordi jeg på en eller anden måde blev bedre til at lytte til mig selv og forstå det ud fra det jeg læste om.

Dannelse er mange ting, det rummer mange værker, mange klassikere, men man behøver nok ikke skilte med dem for at være det. Det går nok også an at låne bøgerne på biblioteket, læse dem og aflevere dem igen i stedet for at stable op og købe sig fattig i viden. Den kommer nok til én ligemeget hvad, hvis man selv søger den. Om man så har den udstillet eller ej.

Det var ikke, fordi det var et smertefrit foretagende at smide ud! Jeg følte lidt, det var mig selv, jeg afleverede til genbrug, men igen: Min viden og mine erfaringer har jeg jo endnu. Nu skal jeg bare til at bruge det til noget i stedet for.
Og hold nu op, hvor har jeg fået meget plads efter jeg eliminerede 75% af min bogsamling, hvor er det blevet nemt at tørre støv af, og så er jeg endda stadig ligeså klog som før 😉

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.