Nogle gange kan det være godt at blive rykket ud af hverdagens trivialiteter. Sådan lige for at få lidt luft – aflede tankerne. Men i denne novellesamling trækkes man til gengæld bare ind i nogle andre trivialiteter. Der er nok bare mere på spil end i ens egne. I Nors novellesamling kommer vi både til Fanø og New York. Vi møder kvinden der efter, at være blevet banket og voldtaget af sin kæreste, sidder på sengekanten og tænker på malebøger, skilsmissebarnet i det øjeblik, hvor det går op for ham, at hans far er ligeså tilfældig som alle andre mennesker, teenagepigen der lige har mistet sin mødom og som venter på sms fra sin kæreste. Vi møder mormoren, den utro ægtemand der ruger ællinger ud, manden der tænder på kvindelige mordere, vi møder buddhisten og kvinden som en sommer gik på kirkegårde. Alt i alt, stemningsbilleder fra et samfund.
Som titlen antyder er det hårdtslående noveller. Det er realisme i sin aller klareste form. De er kontante i sit sprog, men med så meget mere bag. Alle noveller er forholdsvis korte, men eftervirkningen af dem er lang.
”Sådan en som ham, en mand altså, var en del af det motiv, der var fortrykt for en kvinde. Og oven i det var ethvert menneske, man mødte, kun et potentiale, og så skal der farvelægges, og så vil man give tingene en anden fylde. Hun havde læst om det i forhold til pigebørn, der overfungerede; behovet for at ændre, kontrollere, uddybe, men det kan man ikke, og til sidst så tager man den tusch, der farver mest og maler ud over det hele. Måske var det også derfor, han slog? Måske var de blå mærker bare en måde at male ud over stregerne på?
Ved første øjekast er det overskuelige noveller, men de kræver dyb koncentration, som skyldes det korte og kontante format, hvori der udlægges meget information. Egentlig er de i sig selv ret sigende, eller stemningerne i de forskellige noveller er i hvert fald, og måske man skal holde tungen lige i munden for ikke at miste pusten undervejs, netop fordi der er så meget på spil på meget lidt plads?
”Han havde skindlapper på albuerne. Vi troede, han var intellektuel.”
Men jeg kan godt lide det. Jeg havde egentlig samlingen liggende længe, før jeg gik i gang med den. Jeg har det af ubestemte årsager lidt svært med novellesamlinger, jeg skal ofte tvinge mig selv i gang. Man får en historie serveret forholdsvist hurtigt, og jeg føler tit, at jeg bliver nødt til at stoppe efter hver enkel, og så læser jeg måske én novelle, og vender først tilbage igen et halvt år senere. Jeg synes ikke, det er særlig tit, man kan læse flere noveller i streg. Det er som at frarøve sig selv lidt af den eftervirkning en fortælling som regel skal have plads til. Det kan tage dage eller uger, og så kan det godt tage lang tid at nå til vejs ende! Men jeg synes godt, at man med Nors novellesamling kan tillade sig at læse mere end én ad gangen. Ikke pga. længden, men fordi, man på en eller anden måde bare kan blive i grusomheden, i det overflod af følelser og stemning der fylder hver enkel historie. Det er mennesker på kanten hele vejen igennem i hver sin udstrækning, men stemningen er omsættelig. Og så kan man godt tillade sig selv at sluge den i ét hug og bagefter dvæle ved den. Faktisk kunne jeg ikke få mig selv til at lægge den igen, da jeg først havde taget hul på den. På én eftermiddag havde jeg været med skårede eksistenser på vej over Brooklyn Bridge og stået i en tågebanke ved Vadehavet for til sidst at sidde en smule ør, ganske urørlig på gulvet under mit vindue og sige til mig selv: ”Okay!” og ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv, fordi de skårede eksistenser forlod mig lige så abrupt som de ankom.
”Min søster sad og kiggede ned i vandglasset, mens far sagde, at en kvinde heller ikke måtte have en dyb stemme. Det var heller ikke godt, hvis hun gjorde sig sjov. Hun måtte godt være finurlig. Men en kvinde, der var direkte sjov, kompenserede for, at hun var for tyk eller på anden måde grim.
