Hvis man går i seng med en røv der klør, vågner man med fingre som lugter, siges det. Gennem sine små dagligdagsobservationer i novellesamlingen Kløe stiller Frida Isberg spørgsmålstegn ved, hvorvidt man skal klø igen eller ikke. Nogle gange er kløen et symptom på et alvorligere problem, andre gange bør man holde igen med pilleriet, og irritationen vil forsvinde af sig selv.
Isberg opstiller en lang række trivialiteter i sine noveller. Egentlig er det ikke noget at hidse sig op over, men hvis man ikke sætter ind med behandling i tide, kan det udvikle sig til noget nok så ubehageligt.
Der er forældrene som ikke kan få sig selv til at smide deres voksne søn og hans kæreste på porten, selvom de har højlydt sex og lysekronen dingler i loftet. Det er vel, hvad det er? Det unge par har i realiteten penge nok til at finde sig et andet sted at bo, men den nuværende beliggenhed er ideel for dem begge. Forældrene kan jo bare købe sig en lejlighed og lade sønnen og hans kæreste blive boende i huset. Det lyder som et fornuftigt ræsonnement. Det handler vel om kompromisser, gør det ikke?
Også i novellen At undertrykke eller blive undertrykt går en ung mand rundt og forsøger at klarlægge kompromisserne. Skal han undertrykke sine brækfornemmelser, søge tilflugt på altanen, når kæresten går på toilet for åben dør, eller skal han hellere finde sig en anden kæreste? Han er vist heller ikke så forelsket i hende længere, fantasierne om Frk. Push-up fra baren ligger ikke alt for langt væk. Man kan tænke sig til meget, man kan vænne sig til lidt.
Det er i bund og grund lidt af en omgang fnidder, der lægges op til i disse fortællinger. Som der rigtig nok står på værkets bagside, er det lige til at få fnat af. Hovedsagen er, hvor meget plads man vier det, hvordan man tænker om fnatten.
I novellen En dukke finder konen sin mands pornovideo. Hun irriteres først over dens tilstedeværelse og særligt over dens indhold. Hun bliver jaloux, men også fascineret. Hun kunne have valgt at vende sig på vrangen, nægte ham både det ene og det andet, som straf for hans tendenser, eller hun kan, som udfaldet bliver i dette tilfælde, bruge det til at tilfredsstille sin egen kløe. Vil man gøre livet vanskeligere, end det nødvendigvis er?
I langt de fleste af disse noveller forsvinder kløen af sig selv. I få tilfælde mærker man, at der ligger en betændelse og lurer under overfladen. Fnatten forvandler sig fra en talemåde til små, kriblende mider under huden. Det er lidt samme oplevelse at læse disse noveller. Man ved ikke, om det er ens egne tanker der spiller en et puds, eller om der stikker noget under. For der kommer ingen forløsning ud af disse fortællinger. Isberg bygger, på trods af det trivielle hverdagsbillede, en spændstig stemning op i hver novelle. Der lægges op til, at noget skal ske, og så akkurat der! Der, hvor man tror, at klimaks skal udspille sig, trækker hun den skrivende hånd til sig.
Det er et valg, hvad man vil bruge sine erfaringer og sin viden til. En anden side af disse noveller handler netop om det at turde at tage valg. Det runger af kliché, men det er det på forunderlig vis ikke. Isbergs eksempler er yderst originale, og det nedtonede sprog gør, at jeg faktisk tror på det. Hun fremmaner de forholdsvis trivielle situationer i lavpraktiske bisætninger, som i sin ubetydelighed får en kraft som ikke er til at overse.
Der er f.eks. fortællingen om teenageren, som sidder til sin konfirmation og venter på, at nogen skal udleve en vild aprilsnar. Hvem sidder til sin egen konfirmationsfest, midt i gaveregnen, og vier al sin opmærksomhed til aprilsnarer, kunne man tænke? Dette er blot en måde at fortælle, at hun altså sidder der, på trods af festen, kjolen, Guds ord, og venter på et jordskælv. Og er det egentlig ikke det, vi alle sammen venter på, særligt i den alder: Om ikke nogen da for helvede kan fyre lidt op under festen, så ikke man skal sidde der på sit ikke engang 14.år og pines til langsom død blandt indsunkne slægtninge og langhårede lejlighedssange! Desværre for denne konfirmand falder der ikke så meget som en sjov bemærkning denne dag, og hun forstår ikke, hvorfor. Hendes familie plejer jo at sætte gang i tingene. Man må åbenbart skabe sine sensationer selv, for det er tydeligvis ikke at forvente, at andre, ikke engang ens forældre, får lavinerne til at rulle!
Kløe er en samling fortællinger om forskellige folk med forskellige former for sjælelig eksem, nogle i midlere grad end andre. Nogle kradser så meget i det, at det er lige før det begynder at bløde. I novellen En profil er det udeblivende likes på Facebook der får det til at klø hos den unge kvinde. Det er lige før det brister for hende. Hun må derfor manisk stå at messe foran spejlet, hvilken betydningsfuld person, hun egentlig er. Det er noget hun har lært af sin psykolog.
Likes kommer og går, men nogle former for kløe må man nødvendigvis gøre noget ved. Som i novellen Et grantræ, hvor den voksne kvinde tvinges tilbage til barndommen efter at være stødt på en tidligere klassekammerat i butikken. Der ligger noget under overfladen, som hverken hun eller læseren nogensinde bliver helt bevidst om, men til sidst i fortællingen, efter at være kravlet op i et grantræ, sidder kvinden tilbage med en fysisk kløe:
“Min håndflade kløede og jeg kradsede i den, indtil jeg mærkede, at der sad en splint. Jeg forsøgte at undersøge den bedre, men det var for mørkt. Jeg måtte have mere lys for at kunne finde splinten.”
Hvis hun lader splinten sidde, er der fare for, at der går betændelse i det, eller at splinten vandrer, (jeg ved ikke, om dette er en myte, men jeg har hørt, at en splint i fingeren kan ende med at komme ud af øjet? Det er jo også lidt af en metafor i sig selv, om det så er sandt eller ej!), men det kræver ordentlig lys at få det hele med.
I sidste novelle Flugt løber en kvinde op og ned ad gangene, fordi hun har en uro i sig. Der er noget hun flygter fra, hun ved bare ikke hvad, men det er formet som et genfærd. Det er ikke før, at naboen, som er blevet tilpas irriteret over hendes løberi, giver hende en ledetråd, at kvinden tager beslutningen om at gå i stedet for at løbe: “Nogle gange skal der ikke mere til,” som Isberg afslutter.
Skal man klø og leve med fingre som lugter, eller skal man gå på apoteket og købe en creme? Det er vel et spørgsmål om, hvor slemt fingeren lugter, hvor meget det klør, eller hvor dyr cremen er. Hvilke kompromisser er værd at gå fra hus og hjem for? Hvornår er det på tide at indse, at der findes andre fisk i havet? De fleste genfærd eller splinter behandles vel bedst med lys, vil jeg tro, men nogle gange er legen måske også sjovere i mørke. Det er vel, hvad man gør det til?
Indholdet i disse noveller er på den ene side bare en slags fantomkløe, som umiddelbart ikke er værd at give opmærksomhed, men den sjælelige kløe, Isberg efterlader gennem sine fænomenale sidebemærkninger, fortjener et spotlys uden lige. Isberg fremskriver med en virkelighedsnær præcision noget trivielt, som gør at man føler sig lige på bristepunktet. Jeg får faktisk lidt fnat! Jeg kan umiddelbart ikke formulere noget om disse noveller, som får en positiv klang, for læsningen efterlod mig ikke med nogen rar eller positiv følelse, men jeg ved, at det er netop det, der er det positive: at Isberg har frembragt så stor irritation i mig, at jeg har følt for at skrive så fyldestgørende om det. Hun har givet disse trivialiteter liv, gjort det så ubehageligt og nærværende, at det næsten bliver fysisk, og det er lidt af en kunst, tænker jeg: at give læseren lyst til at læse om det trivielle og frivilligt gå med til at blive smittet med fnat.
Kløe er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020
