“Koke bjørn” – En røverhistorie med dybde

Koke bjørn, Mikael Niemi, Forlaget Oktober 2019 Anmeldereksemplar

Indimellem kan forandring være tiltrængt. Alligevel er det de færreste der bliver ovenud begejstrede, når ting pludselig ikke er, som de plejer at være: det er lidt utrygt. Derfor er det bestemt heller ikke alle der jubler lige højt, da vækkelsesbevægelsen, ledt af prosten Lars Levi Læstadius, rammer Pajala i midten af 1800-tallet. Nogen oplever livsændrende åbenbaringer, mens andre ser skeptiske til, når de vækkede sidder i kirken og messer højlydt.
Koke bjørn er en nervepirrende, tankevækkende, men også yderst underholdende fortælling om, hvordan utryghed, forandringer og forskellige livsanskuelser kan vække det værste udyr i mennesket.

I den lille bygd Kengis i det nordlige Sverige bliver liget af en ung kvinde fundet. I et område, hvor man er vant til, at naturen, og ikke mindst dens beboere, viser sine kræfter, falder mistanken umiddelbart på en bjørn som mulig gerningsmand. De lokale sætter derfor en storvildtjagt ind – godt motiveret af udlovningen af en større pengesum til den som fanger bjørnen. Prosten i bygden ledes dog hurtigt på andre tanker i forhold til gerningsmanden, og sammen med den unge mand, Jussi samler han beviser.
Kort tid efter sker endnu en ugerning: På vej hjem fra et dansebal bliver endnu en ung kvinde overfaldet. Hun lever fortsat, men er skræmt fra vid og sans. Måske var det ikke den rigtige bjørn, de fangede, udleder den dorske og drikfældige lensmand? Prosten er dog endnu engang overbevist om, at det ikke er en bjørn, som har forvoldt skaderne. Som det også var tilfældet med den første unge kvinde, bærer sporene præg af, at begge kvinder har været udsat for voldtægt. På gerningsstedet gør prosten flere interessante fund, som ikke peger mod en decideret bjørn, men snarere et menneske i bjørneskind.

Flere år forinden denne egentlige begivenhed finder prosten, på en af sine mange vandreture, en forkommen dreng i vejgrøften. Drengen har intet navn, ingen ved, hvor han kommer fra, han taler knapt nok, vil helst sove i stalden og opfører sig generelt mere som dyr end menneske. Men prosten tager drengen, som får navnet Jussi, til sig, og med tiden bliver han mere og mere levende. Han bærer på minder og historier om sin opvækst, som han ikke kan dele med nogen. Han holder sig mest for sig selv, og det skaber utryghed hos folk rundt ham. Èt er, at han er samer, noget andet er, at han kigger så underligt på dem, synes de. Det er da derfor også nærliggende at mistænke Jussi for disse voldsomme overfald på kvinderne: Sådan som han sidder og kigger efter dem over bænkerækkerne i kirken, sådan som han lusker rundt i mørket.

Det er så let at pege fingre af det, man ikke forstår. Uvidenhed skaber frygt og fordomme. Selvom prosten har klare beviser, som peger i alle andre retninger end mod Jussi, indser prosten hurtigt, at der skal meget mere end retfærdighed og bønner til for at hjælpe ham.
Der er lagt op til brydningstid i det lille samfund, prosten aner uråd, onde kræfter er på spil, ikke bare blandt deres egne, men nytilkomne – mennesker, teknik, videnskab – truer samtidig balancen. Hvordan skal han vinde over dette, hvordan skal han overbevise sit folk, hvordan skal han hjælpe? Det er vanskeligt at hjælpe folk, som ikke vil hjælpes, at overbevise nogen om noget som helst, når de er fast besluttet på, at deres måde er den eneste rigtige, særligt hvis de kan mærke, at deres magtposition er truet.

Koke bjørn er en intens og spændende roman om et samfund i opbrud: om tro og tvivl, om ondt og godt. Selvom jeg normalt aldrig læser bøger i denne genre, så var jeg helt og aldeles opslugt fra første side. Fortællingen er både spændende, morsom, uhyggelig, voldsom og trist. Den er skrevet med et jovialt overskud, som jeg ikke tror, jeg har set lignende før. Samtidig er romanen tætpakket med symbolik, hentydninger og små bemærkninger, som i sig selv kunne være et eget indlæg værdigt – hvis man er sådan rigtig nørdet 😉 (For nu, kommer jeg dog til at spare de kræfter til min forestående eksamensopgave…)
Dog føler jeg, at slutningen bliver en lille smule søgt, men i lige netop dette tilfælde gør det faktisk ingenting. Hele vejen gennem læsningen har jeg følt det som en gammel onkel, som sad og fortalte mig en røverhistorie, og så er det vigtigste ikke, hvorvidt fortællingen er troværdig eller ej, men at man har været i godt selskab undervejs. Og det føler jeg virkelig, jeg har været.

Det er snart flere måneder siden, min interesse for bogen første gang blev vækket: Vi havde arrangement med Mikael Niemi på Litteraturhuset i Trondheim, og det var det absolut hyggeligste, jeg længe havde været med til. Niemis egen fortælling om bogen var så gribende, at jeg følte for at gå direkte hjem og læse. Også dette føltes som en god stund med familiens hyggeonkel, der ivrigt og vittigt fortæller historier.

Jeg kan ikke sige dette nok: Jeg tror aldrig, jeg har oplevet nogen fortælle en historie så godt, som det Niemi gør her. Og så er det jo ikke bare “en god historie.” Det er også en oprigtig beretning om et samfund i udvikling, grundlaget til vores samtid, en påmindelse om, hvordan vi behandler minoriteter, de vi ikke er enige med, hvilke konsekvenser snæversynethed og fordomme kan have, hvilke kræfter som også lever i mennesket.

Jeg var stor fan af Niemis forrige roman Populärmusik från Vittula, men her overgår han helt og holdent alle forventninger. Jeg håber ikke, der skal gå 10 år igen, før han kommer med næste roman!

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.