“Hadde du bodd her hadde du vært hjemme nå”: Kommunal poesi

Kjersti Bjørkmo, Hadde du bodd her hadde du vært hjemme nå
Hadde du bodd her hadde du vært hjemme nå, Kjersti Bjørkmo, Tiden Norsk forlag 2019

Hvorfor er henvendelser fra det offentlige altid så højtravende og uforståelige, hvorfor er det så prætentiøst? “Jo mærkeligere og mere ubegribeligt de talte, jo større bifald fik de”, læste jeg i en roman. Kommentaren falder under en digtoplæsning.
Der er noget med flerstavelsesord, med fremmedord og æstetisk forbundet superlativer som sætter os ud af kurs. Måske har det at gøre med troværdighed, at veltalenhed giver større troværdighed og dermed overgiver lytteren sig fuldstændig til afsenderen, eller også handler det om ignorance: At det bliver så indviklet, at folk holder op med at lytte og giver istedet taleren frit lejde. Man sidder i sit stille indre og tænker: “Det der, det er fandeme for vanskeligt at forholde sig til! Men det lyder sgu egentlig meget godt, så det er sikkert rigtigt. Det er nok bare mig der ikke forstår, jeg må hellere klappe ekstra højt, så mine egne tilkortkommenheder ikke afsløres!”

I Kjersti Bjørkmos digtsamling er der ekstra store udfordringer. Det er nemlig både hilsner fra det kommunale OG poesi på én gang. Det er kommuneslagord forklaret eller associeret i digtform.
Umiddelbart tænkte jeg: er der overhovedet nogen der bekymrer sig om de der pralende kommuneslagord? Er der i det hele taget nogen der kender dem, kender slagordet til den kommune de bor i? Det er der sikkert meget få som gør, men det er måske også hele pointen? At det bliver så overambitiøst, at ingen bekymrer sig om det, men alligevel er det en ting, det gør noget med os. Ikke at forholde sig til det, er også en effekt af sprog.

Selv er jeg opvokset i Esbjerg – Energimetropol Esbjerg, Danmarks 5.største by. Det siger både meget og ingenting… I Esbjerg kommune har den samme borgmester siddet på pinden al den tid, jeg kan huske, altså ind til han selv valgte at trække sig for at gå på pension. Det blev sagt om ham, at han havde meget store og internationale ambitioner for byen. Så han byggede og byggede, moderniserede og “internationaliserede.” Han snakkede om visioner og om værdier, og ingen fattede en skid. I folkemunde snakkede man om ham som overambitiøs, man brokkede sig i det lavmælte, men stemte alligevel på ham valg efter valg. For det var også lidt trygt at vide, at nogen havde ambitioner for byen, selvom man ikke var helt sikker på, hvad de indebar. Og det var det, der slog mig, da jeg læste disse digte: Der er så meget vi ikke har greb om, så vi må bare lade det ske, og det sker, og det er både smukt og trist og morsomt på samme tid.

Jeg tror, jeg havde forventet et virkelig godt grin, da jeg gik i gang med disse digte, men allerede på første side blev jeg rørt på den helt modsatte måde, og på side tre mærkede jeg tårerne presse på. Og det var sådan set ikke af andre årsager, end at Bjørkmo fortæller om, hvordan livet går, men det var så kontrastfyldt på en måde, at det gjorde mig trist. Jeg havde forventet, at det skulle være sjovt, men blev stillet ansigt til ansigt med tilværelsen i stedet. Jeg fik udpenslet, hvad det egentlig kan betyde, når man f.eks. skriver: VEFSN– et steg foran.

Reinsdyrene trekker inn på kirkegården i Mosjøen
når de er sultne.
Der spiser de kranser og bårebuketter.
Sleiker på steinene.
Fødselsdatoene. Dagene da det tok slutt.
En fredag løper et reinsdyr foran et gravfølge,
foran den sørgende søsteren,
foran den gjeldstyngede presten,
foran naboen i mørkeblå skiklær
som skal på hytta etter at kista er senket i jorda.
Foran barndomsvennen som har reist langt
for å rekke fram.
Foran den voksne datteren.
Hun ser frostrøyken rundt reinens mule
og kondensdråpene i de strie hårene:

“De som er glade i meg, dør ut.”

Disse kommuneslagord er formentlig udviklet med en ambition om at være indbydende, imødekommende og et forsøg på at vise, hvad dette sted har at tilbyde, hvad det kan, hvorfor folk skal flytte til eller blive. Men bag enhver ambition sidder helt almindelige mennesker som stirrer tomt ud af vinduet og tænker på alt det som forgik, mennesker som i hast eller skjul er på vej på polet, mennesker som trykker sig mod hinanden rundt om en kiste på vej ned i jorden, mennesker som fjerner summende hvepseboer under tagrenden, fanger rotter i kælderen, mennesker som ser skræmte til mens deres mastergrad faretruende synker i værdi for hver dag de ikke får job, mennesker som drikker en øl hver søndag, mennesker som kører buldrende gennem byen med en trailer, mennesker som er som gamle krager, som drømmer at de er en grævling og vågner op med jord under neglene. Og er det det, disse kommuneslagord skal forsøge at fange op? Hvordan skaber man et sprog for alt det?

Forsøger kommuneslagordene at efterligne alt dette, eller er meningen, at vi skal efterligne dem? Sproget, hvad end det er poesi eller slagord skal vel vække noget i os, sproget kan have ambitioner på vores vegne, det kan virke diffust, men samtidig også give en retning:

HØYLANDET
fly så høyt du vil – med begge beina på jorda.

Jeg havde nok mest af alt forventet en sludder for en sladder, da jeg begyndte læsningen af disse digte. For det er det, jeg forbinder “kommuneslagord” med. Men Bjørkmo viser i stedet, hvad der eksisterer bag byskiltene, bag visionerne og værdierne. Og igen: Det er ikke, fordi der bliver vist noget banebrydende eller særligt overraskende, for det er, hvad det det: Liv. Men det er fandeme fint fortalt. Det er fint, præcist, ømt og kærligt. Jeg føler, jeg har opdaget noget, som jeg på en måde vidste i forvejen, men som jeg alligevel ikke var særlig bevidst om, at jeg havde brug for at vide. Digtene viser, at sproget gør noget med os, hvad end det er kommunalt eller poetisk, hvad end vi forholder os til det der bliver sagt eller ikke, og derfor er det vel også ok at stille nogle krav: Krav til forståelse og til indflydelse, for det som sproget behandler er os.

SKURUP
– when in Europe don’t miss Skurup
Kulturbyråkraten har lungebetennelse
og oppdager at det finnes en verden kalt Poesi.
Inne i den står en hest til knes i vann.
Inne i den er et lys fra en båt langt borte.
Inne i den drikker byssejenta svart kaffe til kveldsmaten.

Del dette indlæg:Share on facebook
Facebook
Share on google
Google
Share on twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.