Jeg kan ikke helt huske, hvorfra den kom, men en tanke slog mig den anden dag: Hvorfor er alle de højtuddannede, afhandlingsskrivende kvinder i litteraturen altid så ensomme? Hvorfor bliver deres tilværelser skildret som dystre, livløse og triste? For mig virker det som om, en veluddannet kvinde i litteraturen er lig med en kedelig kvinde, en ensom kvinde, en god gammel “spinster.” Det startede med Brontë-søstrene der i den ene roman efter en anden skildrede livet for en lærerinde eller en guvernante. De var alle lidt sære og ikke ligefrem normativ giftemateriale. L.M Montgomery gjorde det i Anne of Greengables, her blev videbegær lig ensom barndom, og op gennem litteraturhistorien ses flere lignende eksempler – jeg synes, jeg har læst den historie før i hvert fald, historien om den lærde, men ensomme spinster. Er det, fordi man synes, det er sådan, det må være, at det er sådan, det er? At hvis en kvinde vælger en lang, akademisk uddannelse, må hun nødvendigvis vælge familielivet fra – så bliver hun automatisk underlig?
Rune Christiansen har gennem flere af sine romaner udtrykt en vis trang til at skildre denne ensomme kvinde: I Krysantemum hedder hun Agnes og arbejder på en afhandling om Alfred de Vigny. Agnes er vokset op alene med sin far, hun er skilt, og så har hun et forhold til en ung kvinde og ét til sin fars nabo. Hun er barnløs, hun er rodløs og hun har trang til at flygte. Hun er følelsesløs og slentrer bare gennem livets trivialiteter uden egentlig at lade sig mærke særlig meget af, hvor ensom, man gerne vil synes, hun er.
Jeg bliver på én gang træt, provokeret og opgivende af den slags fortællinger, men samtidig er der også så meget genkendeligt deri, at jeg ikke kan lade være med at læse det. Måske fordi det dermed føles mere okay, eller knap så slemt, knap så uvanligt? Samtidig føler jeg også, det holder mig fast i den opfattelse, at man enten må vælge A eller B – en middelmådig uddannelse, mand og børn eller skrive en afhandling og blive ensom. Så er der selvfølgelig det andet problem: Lever man det middelmådige liv, kommer man også til at kede sig, så bliver der også skrevet romaner om én. Så er man måske bare skolelærer, Faktamedarbejder eller frisør i stedet, og så hedder forfatteren noget andet. Måske har denne ensomhed ikke et køn, en uddannelse eller en særlig interesse i franske forfattere, men ér bare et menneske, et individ i et maskineri, der kører rundt og rundt, hvad enten man vil det eller ej, ligegyldig hvordan man deltager. Som fortælleren i Krysantemum selv introducere fortællingen om Agnes, så er det bare “en temmelig ordinær historie. Måske ikke engang en historie: “Måske er der bare tale om en række hverdagslige hændelser, for ligger der ikke ofte en særlig betydning i den slags uanselige anliggender?”
Om der ligefrem ligger en særlig betydning i hverdagslige hændelser, ved jeg ikke. Jeg føler ikke, der gør det i denne fortælling i hvert fald. Jeg kan godt se, hvordan fortælleren gennem brudstykker fra Agnes’ fortid prøver at tillægge disse hverdagslige hændelser en betydning, men det er så vagt og med så ligegyldig en tone eller så letsindig en modtagelse hos Agnes, at jeg slet ikke tror, det rager nogen en fløjtende fis. Det irriterer mig, jeg syntes, det var en tør omgang at komme igennem, men jeg synes samtidig det er genialt skrevet – genialt og yderst realistisk skildret. For det er sgu også det litteratur er: Skildringer af skæbner som egentlig rager os andre en høstblomst, men som vi alligevel læser, fordi der også er noget betydningsfuldt i det. Det er bare ikke til at udpensle den betydning, for det ville blive en lang opremsning, nærmest en gentagelse af levet liv, og det kan man ikke, men man kan prøve at skrive om det. F.eks. ved at fortælle om alle de ting, Agnes kan huske, ved at gengive hendes fodnoter, ved at namedroppe kunstnere, skuespillere, forfattere og film hun godt kan lide og ved at nævne, at hun kalder sin kæreste, pigebarnet. Det er banaliteter, men det er vigtigt for et liv, det her liv, liv.
Jeg har svært ved at beslutte mig for, hvor begejstret jeg er for den her bog. Jeg kunne godt forestille mig at læse den igen. (Er det måske ikke meget sigende, at jeg skulle til at skrive “leve den igen?”) Jeg har en forestilling om, at jeg på den måde vil komme til at forstå den bedre, men det tror jeg nu ikke er tilfældet, og jeg tror nu heller ikke, det er nødvendigt.
“For hvad kunne man ikke læse ind i, eller ud af, en novelle, en roman, et digt, hvis man holdt teksten op mod sit eget materiale, sit eget tilfælde? Og fandtes der noget i litteraturen der ikke kunne relateres til ens egne betingelser? Det man fortolkede havde en indviklet upålidelighed over sig; den vildledende rækkefølge, alle de indforståede forbindelser, og valgene man hele tiden tog for illusionens skyld.”
