Kulturkjerringer: Er litteraturarrangementer en kvindesyssel?

“Da er kulturkjerringene på plass!” sagde en dame på rækken bag mig under gårsdagens arrangement med Suzanne Brøgger på Litteraturhuset. Jeg har ofte bemærket, at det er en overvægt af kvinder, jeg sluser ind på samtlige arrangementer i mit job som kulturvært på ovennævnte arena. Den eneste gang jeg husker, at mændene har været i overtal var dengang Per Petterson stod på scenen og fortalte om mænd i hans situation.
Er litteraturarrangementer en kvindesyssel, hvorfor bliver mændene hjemme?

I sidste uge skrev kønsforsker Wencke Mühleisen i Klassekampen om kvinders dårlige samvittighed, når det gælder romanlæsning. Ikke det at de læser romaner, men hvad de læser. En vis genre bliver ofte stemplet som kvindelitteratur: der er noget særlig nedsættende og værdiløst forbundet med dette begreb. Hvad dækker det i det hele taget over? Er det kvindelitteratur, fordi det er skrevet af en kvinde? Er betegnelsen bestemt af bogens tema, hvad eller hvem den behandler? Er Madame Bovary, hvor Gustave Flaubert beskriver Emmas indre liv, kvindelitteratur. Den er jo skrevet af en mand, den er tilmed en klassiker?

Mühleisen fremhæver i sin artikel en observation, hun har gjort sig på toget mellem Oslo og Skien. Da hun går ned gennem midtergangen, optages hun af, hvad de andre passagerer får tiden til at gå med. Hovedaktiviteterne er arbejde på pc, konsumering af film og læsning i papirbøger. Det med arbejde lader til at være jævnt fordelt på begge køn, skriver Mühleisen, mens filmkiggeri er forbeholdt mændene og et overtal af kvinder har hengivet sig til diverse papirromaner.

Videre i artiklen fokuserer Mühleisen på genrefordelingen af læsestof blandt mænd og kvinder. Mænd læser mest sagprosa, romaner af historisk karakter, siger hun, mens man sikkert aldrig ville se en mand i toget med en lyserød Lucinda Riley bog i hånden. Men er det noget at skamme sig over, kan jeg tænke? Er det ikke helt normalt, at nogle emner, nogle genrer taler mere til en bestemt gruppe mennesker end andre? At det så her er kogt ned til at handle om køn, ved jeg ikke, hvor skarpt jeg synes er.

Alligevel: Når jeg ser kvinder 50+ valfarte til arrangementerne på Litteraturhuset, mens mændene udebliver, så tænker jeg, at der må være et eller andet om det? Jeg synes, vi har et bredt udvalg af arrangementer, der kommer også mænd på scenen. Alligevel er de ikke rigtig at finde blandt publikum?

Er det måden man snakker om litteratur på, om det at læse bøger? Er det måden de enkelte værker præsenteres på? Om de er bestsælgere, på klassikerlisten eller ej: om de er vigtige nok – sådan i et større samfundsperspektiv? Vil kvinder i større grad underholdes og hygge sig, mens mænd vil have noget andet for pengene? “Jeg føler mig altid så uforløst efter de her arrangementer,” sagde en veninde til mig i går efter endt forestilling med Brøgger. Vi har snakket om det før, hun og jeg: Hvad kommer man egentlig for? For begejstringens skyld, for at blive underholdt, for hyggen om at gøre, for at blive stimuleret – i hvilket omfang? Forventer eller forlanger mænd mere end kvinder og derfor bliver væk? Jeg hader virkelig at generalisere her, og jeg sidder heller ikke inde med noget velbegrundet svar, men jeg tænker, om der netop er noget i det sidste?

Da jeg startede på litteraturvidenskab var vi en stab af ca. 70 studerende: 65 kvinder og 5 mænd, hvoraf 3 af dem faldt fra ganske hurtigt. Når jeg i kraft af mine sysler med denne blog har kontakt med forlag, er det altid en kvinde jeg snakker med, når jeg scroller ned gennem Instagram og liker diverse indlæg fra andre såkaldte bogbloggere er det i 98% af tilfældene en kvinde der står bag profilen. Når jeg læser anmeldelser i Klassekampen lægger jeg ofte mærke til, at bøger skrevet af kvinder er anmeldt af kvinder, mens bøger skrevet af mænd ofte havner hos de mandlige anmeldere.
På pensumlisterne gennem hele mit studie var det semester efter semester mandlige forfattere og forskere som dominerede, jeg har aldrig haft en kvindelig forelæser.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med mine observationer, jeg har det som sagt lidt stramt over at generalisere, men er der måske noget i dette med, at mænd i større grad end kvinder søger opad? At mænd vil have et udbytte, mens kvinder synes det er ok bare at hygge sig lidt? (Jeg ved ikke, om vi bare snakker om bøger her?) Men så igen til generaliseringerne: Jeg vil heller ikke nøjes med hverken en Lucinda Riley bog eller “bare at hygge mig.” Det kunne aldrig falde mig ind at læse en sådan bog eller bare læne mig tilbage (ikke særlig ofte i hvert fald.) Det er ikke, fordi jeg har fordomme om kvalitet og evner, men ganske enkelt fordi jeg ikke bliver tiltalt, når jeg læser bagsideteksten af ovenstående genre, det siger mig ikke noget. Omvendt følte jeg mig absolut heller ikke som “en mand i hans situation” da jeg læste Per Pettersons ellers så højt omtalte roman om samme.

Jeg kan godt se på min egen lille læsestatistik, at jeg oftest lader mig henfalde til romaner skrevet af kvinder eller i hvert fald romaner med en kvindelig hovedperson. Det er måske mest på automatik, eller altså, det er ikke sådan, at jeg kasserer bogen, hvis jeg finder ud af, at det er en mandlig hovedperson, hvis det er skrevet fra en mands synsvinkel. Jeg kasserer den, hvis jeg ikke kan relatere til det der bliver skrevet. Og så er der nok “så meget, som kvinder ikke forstår”, som reklamen for Danske Spil indprentede sit publikum, jeg husker de reklamer særdeles godt, de kørte i mange år. Der er sikkert også en hel del mænd ikke forstår, og måske er det bare sådan det er.

Hvorfor er det “kulturkjerringen” som dominerer besøgstallet på litterære arrangementer? Igen, jeg tror det (blandt andet) handler om udbytte. Hvad får jeg for mine penge? For jeg er enig med min veninde her: Der er sgu noget særdeles uforløsende over at sidde en time til halvanden og lytte til to mennesker på en scene, som bare snakker hinanden op, som bliver enige om en helt masse ting og senere, når mikrofonen går rundt blandt publikum, lige før man skal til at klappe som gjaldt det livet, så sidder man der halvforløst og kan ikke rigtig finde en vej ud af det: Skal man selv gøre et eller andet for at hjælpe forløsningen på vej, stille et skarpt spørgsmål, eller skal man bare læne sig tilbage og være glad for det man fik?

Og så er det måske langt fra alle som sidder tilbage med denne følelse, måske de fleste rent faktisk føler sig både opløftede og stimulerede og går hjem og glædeligt fortæller manden om, hvad hun har syslet med i aften?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Her tænker du på “Kulturkjerringer: Er litteraturarrangementer en kvindesyssel?”

  1. Det kan virke som om mange menn oftes velger andre arenaer. Gjennom erfaring over flere år og en god mengde litteraturarrangement er det i gjennomsnitt 2 av 10 som er menn.

    Er det mannlige arrangører synes jeg derimot det kommer flere menn, kanskje gjerne med et smalere tema. Som deltaker kan jeg faktisk føle meg litt utenfor/ekskludert, som om jeg var på besøk i en herreklubb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.