Ladies

I et samfund hvor individualisme får større og større succes, og hvor nærhed synes overvurderet, prøver vi febrilsk at kæmpe os nærmere den ideelle lykke. Medierne og navnligt litteraturen har i flere århundrede prøvet at klarlægge en retningslinje for os. I Romantikken var det sammensmeltningen mellem det åndelige og det legemlige der syntes ideelt, senere løsrev man sig fra tanken om det guddommelige og søgte i stedet svaret i psyken. I dag er vi måske mere forvirrede, end vi nogensinde har været. For hvad er det for nogle billeder og forestillinger, vi danner os, hvad er det, vi søger hos os selv og hinanden. Hvad er det for idealer, vi opsætter og i sidste ende enten prøver at bryde eller nå?

Hon var tretton år, hennes smala kropp låg pressad mellan flickrumsgolvet och pojken. Hon insåg, med ömmande höfter, att det här inte var ett viktigt möte, trots att det var så nära som något någonsin skulle bli.(…) I det lilla kladdet efter deras sammandrabbning kunde Lea uttyda att närhet var ett överskattat tillstånd.

Ved første øjekast udtrykker Lees roman ikke andet end tøselitteratur til en weekend i sommerhuset, hvor efter at have talt knaster i loftet, ens samvittighed overlader én til at lade sig forfalde til en intetsigende omgang Chick lit. Dens lyserøde omslag, det iøjefaldende ”Ladies” og den blonde, nøgne og perfekte skildring af en kvindekrop udløser alle mulige tænkelige idéer om henstilling til en ren tøsefortælling.

Men det er så let at dømme ud fra, hvad øjet umiddelbart kan se, men som det også er med så meget andet, er denne roman ikke blot, hvad det ydre giver udtryk for. Denne faste vending går nemlig hånd i hånd med romanens fire hovedpersoner, Lea, Mia, Laura og Siris syn på tilværelsen, idéen om skønhed og dét at se hinanden.

Den trivielle idé i den moderne chick-lit er gerne, at en kvinde intet er uden en mand. Det er fortællingen om den, udadtil, succesrige singlekvinde, som karrierermæssigt får alt til at spille, men hvis kærlighedsliv er tomt. År efter år, knald efter knald jagter hun Mr. Big, og først når han er i kassen, er hendes liv “fuldendt.” (Hvad var det dog Austen fik startet!!) Her går vi lige lukt tilbage til det forældede livssyn om kvinders ringe stilling uden en mand. Dette vendes dog godt og grundigt på hovedet i Lees roman, og der ses en tendens til, at kønsrollerne bytter plads. Men om det forekommer som det ideelle, kan igennem hovedpersonernes beskrivelser og forskellige syn på kønsroller, identitet, seksualitet og samspillet derimellem, diskuteres.

De fire hovedpersoner i Lees roman; Lea, Mia, Siri og Laura krydser i løbet af fortællingen alle hinandens veje. De er alle opvokset i Sverige, men de fleste når også et smut til Paris.

Som udgangspunkt handler romanen om Leas og Mias had til Siri. De vil forsøge at ødelægge hende, fordi de begge på et tidspunkt i deres liv, er blevet krænket af hende, og de ser Siri, som er en anerkendt fotografs, kunst som bizar og ødelæggende for de kvinder den er gået ud over. De planlægger derfor at få hende til Leas galleri, hvor de vil lave et arrangement, der skal afsløre Siris grusomheder. Her skal de bruge Lauras hjælp, som i sin gymnasietid havde et forhold til Siri. Laura er i mellemtiden blevet en dybt ulykkelig og depressiv forfatter, der stadig hænger fast i sine følelser for Siri. Samtidig kæmper hun med flere personlige problemer bl.a. hendes selvbillede, uafklarede problemstillinger omkring hendes forældre, en fætter og ikke mindste Siri, og det, der skete mellem dem.

De samme tanker plager Mia. Som barn var Mia et yderst pligtopfyldende barn. Hun dansede ballet, men efter en skade, opgav hun tanken fuldstændigt og lod stå til med stort set alt i sit liv. Mia beskriver det som en måde at flygte fra barndommens stive rammer, som hun, selvom hun selv opsatte dem, slet ikke trivedes i. Hun ses i romanen som det ultimative billede på, hvordan omgivelserne kan påvirke mennesket i en bestemt retning.

Mia har som barn en veninde Carro. Carro bliver det første ”offer” i Siris bizarre jagt efter ”skønhed.” Siri tager nøgenbilleder af Carro, som i sidste ende er medvirkende til, at Siri sendes væk af sine forældre, foruden konsekvenserne efter en ulykke, hvor Carro falder ned fra et tag og bliver lam. Både Mia og Siri er til stede da ulykken sker, men Siri ender med at få skylden alene. Herved er drengen Jean også involveret, idet Siri og Jean allerede på det tidspunkt er blevet venner, og begge i en tidlig alder, helliger sig kvinden og kunsten.

Med Siri skulle Jean i framtiden leta efter just sådana flickor, just det uttrycket, och varje gång någon av dem hittade henne – en Therése eller en Léonore – skulle de genast kontakta varandra och börja smida planer ihop.

På et lavpraktisk niveau forekommer Lea umiddelbart som den mest interessante person i spørgsmålet om kønsroller: Hvordan vi opfatter hinanden og os selv i disse roller, hvordan vi på sin vis vil gøre os uafhængige af biologiske rammer og fordomme, men som vi i sidste ende måske heller ikke kan komme uden om.

Lea er først i 30’erne og ugift. Alle omkring hende er stærkt optaget af hendes skønhed, også hende selv. Hun har et forhold, mest seksuelt, til sin assistent Jens. Det forekommer, at Lea har et anstrengt forhold til, ikke blot mænd, men andre mennesker i al almindelighed. Umiddelbart indtager Lea rollen som den observerende i forhold til sine medmennesker, den der aldrig rigtig var med, men som blot kiggede på. Måske fordi hun ikke føler sig ”hjemme” i den verden, hun er sat i. Følelsen af ikke at høre til blandt sine medmennesker er gennemgående. Ved første øjekast kan det tolkes som overlegenhed, men i bund og grund handler det måske om at føle sig misforstået, ikke at føle, at man har et reelt tilhørsforhold til de mennesker, man omgås, en form for afstandtagen, fordi man intet opnår alligevel. Det er som om, hun ikke tilfredsstilles i den verden hun er sat i, fordi bl.a. hendes skønhed skal ses som meget mere end det umiddelbare. Spørgsmålet om tilfredsstillelse kommer navnlig til udtryk i hendes ytringer om kunst: Som teenager er Lea på besøg på Louisiana, og det er her tydeligt, at hun har set noget, de andre ikke har. At hun oplever en samhørighed, som hendes jævnaldrene slet ikke fanger, og her går det for alvor op for Lea, hvorfor hun ikke er på linje med andre:

En sak hade varit avgörande, och det var Yves Kleins blå.(…) Hon hade allt som oftast en känsla av att något saknades. Hon tröstade sig med att hon när som helst skulle hitta det som kunde fylla hennes själsliga tomrum.

De andre opfatter det, de ser som ligegyldigt, og er nærmest forargede over, at et blåt lærred kan kaldes for kunst. Lea derimod forarges over de andres reaktion:

Hon fick hjärtklappning för första gången i sitt liv. Hon var rasande samtidigt som en nyfikenhet började gro.(…) Raseriet började övergå i något som skulle kunna liknas vid sexuell upphetsning.(…) Här på Louisiana fick hon sitt livs första orgasm. Och hon tackade Yves Klein för det – det var första och enda gången som en man lyckades ge henne det.

Lea finder absolut ingen samhørighed med andre mennesker. Det kødelige tiltrækker hende ikke, men derimod, hvor excentrisk det end er, finder hun udelukkende tilfredsstillelse i materielt kunst. Man kan sige, at det der vel er meningen med kunst, er at få beskueren til at føle noget. At lave noget der vækker et eller andet hos modtageren. Og det må man sige er vagt hos Lea! Men det, at hun opstiller kunsten som værende mere værd et end kødeligt forhold, er det, der får det hele til at virke så bizart.

Som ung flytter Lea til Paris, hvor hun tilknyttes sin mentor, Albany. Lea er på én gang fascineret af sin mentor, men samtidig er deres forhold også præget af, at Lea godt ved, at Albany begærer hende. Dette faktum gør magtforholdet mere tilfredsstillende for Lea. Hun har kontrol i form af hendes skønhed, den skønhed som Albany begærer. Lea ser dog også op til Albany. Hun ved, at Albany er mere end hende fagligt, hierarkisk og socialt. Derfor ligger der også en form for anspændt stemning mellem dem. Lea bestemmer fuldt ud, om hun vil give sig hen og adlyde begæret  fra Albany og bestemmer altså derved i sidste ende (magt)forholdet. Det er hende, der har fat i den lange ende, og det er, hvad der for hende, er det ultimative forhold til et andet menneske.

Dog brydes denne ”besættelse” da Jean, Siris ven og Albanys søn, kommer ind i billedet. Lea mister kontrollen til ukendte følelser. Normalt har Lea kun ladet sig opstemme af en simpel blå farve på et lærred, men nu har det her kødelige individ rykket noget hos hende. Selvom det måske burde være en ”aha-oplevelse,” ser hun det mere som en ydmygelse, og efter at have brugt det meste af natten på at onanere til mindet om Jean, undertrykker hun efterfølgende sine almindelig menneskelige og biologiske følelser og lyster. Hun finder det forkert at underlægge sig et andet menneske, hvilket hun anser ganske almindelig betagelse for at være. Hun ser kærlighed og seksuelle drifter som en svaghed. Det er for hende okay at onanere til en farve eller et kunstværk, men unormalt at blive opstemt af et andet menneske.

De kødelige forhold eller mangel på samme klarlægges for alvor i den måde, hvorpå Lea omgås mænd. Først i fortællingen har Lea en udstilling på sit galleri ledt af to mandlige tvillinger. Lea foretrækker i rollen over for andre, at have fat i den lange ende, og hun forbinder sin umiddelbare intellekt og forstand på kunst, som en måde at overtage magten på. Disse to (flotte og maskuline) tvillingers tilstedeværelse synes at provokere Lea og hendes selvkontrol. De rører noget i hende, og hun bliver nærmest angst. Dette vælger hun dog at skjule i vrede i stedet for at give sig hen til det, det måske i virkeligheden handler om: Ganske simpel tiltrækning og trang til underkastelse. For Lea nyder når mændene underkaster sig hende. Hun nyder at være den overlegne, den mest intelligente, og den der har kontrollen:

Även i dag gick hon en stor lov runt tvillingarna och passade på att klappa den snällaste av dem, Henrik, på hjässan.

Som en anden hund klapper hun ham på hovedet, idet hun passerer ham, for at understrege, at hun er den overlegne, og den der bestemmer.

Det accentueres at Lea ønsker, at folk ser hende på en bestemt måde. Hun vil opnå noget helt bestemt med hendes umiddelbare skønhed. Efter de to tvillingers besøg på hendes galleri overrækker den ene hende en skulptur af Den Lille Havfrue, hvor Lea tænker tanken om, at blive afbilledet som en gud. Disse tolkninger skaber også et klart billede af Leas tanker om den mandlige rolle:

Om hon fick bestämma själv hur hon skulle avporträtteras skulle hon välja bland Olympens gudar: Nike, Athene, Artemis.

Den græske gudinde Athene var gudinde for krig og håndværk og datter af Zeus. Zeus spiste sin gravide kone for at undgå, at hun senere ville føde ham en søn, som var spået til at styrte Zeus. Fosteret (Athene) satte sig i panden på Zeus, og smedeguden Hefaistos måtte kløve Zeus’ pande, og ud kom Athene fuldvoksen og bevæbnet. Som symbol fik Athene den vise ugle, og er som regel afbilledet bevæbnet. Som den magtfulde og stærke. Hendes våben ses som et symbol på at være i stand til at beskytte sig selv, ligesom Lea tager afstand til andre mennesker, for derved at være i følelsesmæssig kontrol, og på den måde beskytte sig selv.

Gudinden Artemis var den jomfruelige gudinde for jagt og dyr. Hun symboliserede menneskets frugtbarhed, og var ikke glad for, at folk kom ind på hendes område. (Lea der tager afstand fra folk for at beskytte sig selv.) Hvis de gjorde, tog hun hævn/udøvede magt ved at forvandle dem til dyr. Artemis’ kultstatue forestillede hende med mange bryster eller som nogen tolker det: Mange tyretestikler.

Lea er gennemgående blændet af sin egen skønhed og fuldstændig ude af stand til at se mænd som andet end et middel til at opnå tilbedelse, magt og fysisk kontrol. Lea materialiserer nærmest manden. Hun ser ham som et svagt, fordummende individ, der udelukkende lader sig styre af sine drifter.

Gennem Lea udstilles kvinden som den uafhængige og manden som objektet, men heri lægger samtidig fortællingen om, at hvis man fraholder sig alle følelsesmæssige udsving og bevarer selvkontrollen i et forsøg på at beskytte sig selv, ender man med kun at være i stand til at finde værdi i de materielle og døde ting. Og netop det kommer særligt til udtryk, da Lea efter en ulykke har pådraget sig livsvarige forbrændinger i hovedet og møder en mand, som hun tidligere har stiftet bekendtskab med. Første gang Lea møder ham, er til en digtoplæsning, hvor den omtalte er digteren. Hun opdager hurtigt hans usandsynligt ringe udseende, og oplever at blive nærmest vred over hans udstråling. At han vender sin grimhed til ringeagt og derved drager fordel af den. Lea tror, at hans mening er, at publikum skal få medlidenhed med ham pga. hans udseende, og derved drages til at kunne lide hans digte, og hun føler det grotesk. Selv er det, hvad Lea har gjort hele sit liv, men fordi det pludselig omhandler det modsatte af det, hun opfatter som skønhed er det forkert og absurd. Måske er det kun tilladt at se skønhed som en fordel?

Sidst i romanen møder Lea som sagt manden igen, men denne gang er det hans hænder, hun lægger mærke til. En voldsom oplevelse har rusket hende ud af sin egen narcissisme, og har gjort hende i stand til at se andet end det nævneværdige, og det er vel dét, det for hende altid har handlet om i kunsten. At se forbi det mest nævneværdige og dykke længere ind til der, hvor oplevelsen og følelserne for alvor sidder, hun har bare ikke formået at se det hos et menneske før. Men fordi hun nu kan se forbi sin egen skønhed, er hun pludselig begyndt at lægge mærke til de små ting, som også kan gøre et menneske smukt. Alt det, som ikke er det umiddelbare. Og netop emnet skønhed er det næste gennemgående emne, man ud fra Lees roman kan tage op:

Siri/Iris lever som anerkendt fotograf i Paris. Vi stifter dog bekendtskab med hende allerede som teenager, hvor hendes interesse for fotografering vækkes. Hun erfarer, at alt opleves stærkere, eller nærmest kun, gennem kameralinsen. Gennem denne levendegøres verden, mennesker og kunsten. Igennem billeder fanger hun øjeblikke af den reelle sandhed. Intet holdes hemmeligt i det øjeblik, billederne tages, og disse siger meget mere end menneskenes egne ord. Det er smerten, det ødelagte, det ”forkerte,” det der virkelig vækker følelser hos folk, som Siri vælger at portrættere.

Det, vi søger i kunsten er ikke det umiddelbare. Vi søger hele tiden nye følelser, men jo mere ordinært, jo mere banalt og kedeligt vil det også fremstå. Derfor søger vi hele tiden mod nye dimensioner, hvor vi for alvor kan få rykket vores grænser.

En symbolsk tolkning (Som Lee altid lægger kraftigt an til i sine romaner!) af Siri/Iris peger på, at hun muligvis kan ses som en ikkeeksisterende karakter, og måske mere som en slags ”gud.” Som en skildrer af skønheden. Navnet Siri henfører til gudinden Siri, som fortaltes at værdsætte den kvindelige kyskhed og jomfruelighed. Denne ansås som fysisk selvkontrol og renhed. Siri i romanen afbilleder udelukkende smukke, uspolerede unge kvinder, men som regel forvredet i smerte. En måde at ”ødelægge” det perfekte på, og derved skildre sandheden, altså her smerten og fejlene. Siri skifter påfaldende nok også navn til Iris, som kan henlede til gudinden Iris, som var en personifikation af regnbuen, (Iris/regnbuehinden) som forbinder jorden og himlen. Iris var himlens sendebud til mennesket. Man kan altså her se romanens Iris som en slags ”skønhedens sendebud.” Hun afbilleder skønheden og bringer den videre til andre mennesker. Her er denne skønhed kvinden. Men dog den ødelagte kvinde idet hun afbilleder skader. Herved brydes renheden, den renhed som Siri værdsatte, og den fysiske selvkontrol brydes.

Vi ser altså først Siri, som værdsætter kvindelighed, jomfruelighed og det rene, men senere ”opstår” Iris, som et sendebud til menneskene. En skønhedens budbringer. Her går skønheden over til at være den spolerede kvinde/skønhed, men noget har gjort, at det er denne Iris vælger at frembringe.

Siri har i sin opvækst haft et anstrengt forhold til sine forældre. Hun kom i pleje, fordi hendes forældre valgte at sende hende væk. Herved har hun oplevet et svigt, som kan antydes at lægge til grund for en pludselig interesse for ”det spolerede.” Derudover har hun igennem opvæksten haft et forhold til Laura. Måske betyder dette forhold mest for Laura, men i og med at det gik i stykker, kan årsagen til hendes trang til at afbillede det ødelagte, måske findes her?

Gennem Siri ses kunsten som noget ekspressivt, grotesk og grænseoverskridende. Kameraet ses nærmest som ”et Guds øje.” Siri styrer kameraet, og det er altså dermed, hende der dikterer, hvad skønhed og kunst er. Modellen gøres på billedet til et objekt, det objekt som Lea også føler sig som, da Siri fotograferer hende. Det er fotografen, der er magthaveren, og som pludselig bestemmer, hvad der er smukt. Fotografen bliver nærmest herre over skønheden, og det er det, der giver Siri kicket.

Deras ansikten förvreds av en plågad kamp, samtidigt som de försökte upprätthålla sina positioner för fotografen.(…) Fotografen hade väckts ur sin blaserade halvdvala och fotograferade nu som i ett rus, med en besatthet.(…) Den skatt som varje betraktare egentligen sökte, som blicken egentligen trånade efter. Det som gjorde att man hela tiden ville se mer, och djupare in: mer hud, in till benet.

Begreberne skønhed og kunst kan også skildres gennem Siri og Lauras forhold: Laura ses i romanen som den depressive og forstyrrede forfatter. Hun prøver gennem sine skriverier at bearbejde sit og Siris forhold. Eller også er det en måde for hende at holde fast i følelserne? Det, at få det ned på papir vil forevige de følelser, hun havde. Laura har i en periode erhvervet sig som model. Dog har hendes selvbillede aldrig været af en karakter, så man skulle tro, at et sådant job ville bifalde hende:

Jag hade alltid känslan av att det var något fel, att det inte var meningen att jag skulle vara så där söt. Jag kände ju mig inte sådan, inuti. Inuti kändes det som Sibirien, rena rama Sibirien.

Indtil videre har der i romanen kun været tale om den ydre skønhed. Den øjet fanger. Men hvad med den indre? Laura føler sig ikke køn udenpå, fordi hendes indre ikke afspejler det samme. Indeni er hun kold og øde som Sibirien. Skønheden ses for hende ikke som det mest håndgribelige, men skønhed som en større ting, skønhed der ikke blot omhandler, hvordan man ser ud, men hvordan man får andre, og ikke mindst sig selv, til at føle.

Laura og Siri lærer hinanden at kende i gymnasiet. Deres venskab udvikler sig til et forhold, der vakler mellem kærlighed, begær og Siris higen efter at skildre eller ødelægge det smukke. Laura har som barn haft nogle traumatiske oplevelser med sin fætter, som på en eller anden absurd måde har forgrebet sig på hende, og så alligevel ikke. Det hele minder nemlig om Lauras egen lyst til også at deltage, men samtidig som om, hun er blevet dybt krænket. Her lægges samtidig en lille notits ind i debatten om, hvornår noget er et overgreb, og hvem der bestemmer det. Som voksen dukker fætteren igen op i hendes liv, og her skildres deres forhold nærmest som et rent og skært kærlighedsforhold med Lauras dybe længsel efter ham. Men det, der ligger i forholdet til fætteren er, at han på et tidspunkt har skåret sine initialer ind i lysken på Laura. Og det er som om, der bliver ved med at være ubehagelig ”liv” i arret:

Jag känner ändå inget, utom ärret. Det känns som motsatsen till stumhet. Det känns. Det liksom, hörs och låter. Det talar. Det viskar. Det skriker. Det ropar. Det sjunger. Det klagar. Det gråter. Det fnittrar. Repar och river. Klöser och smeker. Det är outhärdligt. Det känns som om jag håller på att bli galen.

Siri skærer efterfølgende et S oven i arret, og gennem denne oplevelse forekommer der et billede af Siri og Lauras meget specielle forhold. Siri vil gerne hjælpe Laura af med smerten, fordi hun ikke kan lide at se Laura lide. Alligevel vælger hun at fjerne smerten ved at skære yderligere i Laura. Men måske fjernes arrene bedst ved at dække dem med nye, ved at male arrene over med nye følelser og oplevelser? Måske handler det om magt?

Siri holder af Laura og vil hende intet ondt, men alligevel er det som om, hun har en trang til at ødelægge dette rene og smukke. At der skal noget voldsommere til for at vække de reelle følelser. Hele deres forhold bygger netop også på voldsomme reaktioner og kærtegn, der minder mere om overgreb end omsorg. Dette leder tilbage til tolkningen om guden Siri, der værdsætter det skønne og rene og derefter Iris som sendebuddet, hvis ”mission” er, at overbringe sin skildring af skønheden.

Denne trang til at skildre det ødelagte og det smertefulde, er det gennemgående ved Siri. Det er også det, hele Lea og Mias mission bygger på: De har gennemskuet Siris trang til at udstille og ødelægge ”rene” kvinder for at kunne bruge dem i sin kunst, og har selv på den ene eller den anden måde været ofre for det.

På et tidspunkt ønsker Lea, under sit ophold i Paris, at give Albany en fødselsdagsgave, og Jean foreslår, at hun giver hende et billede af sig selv. Jean tager derfor Lea med til Siri/Iris, som skal tage billederne. Ud fra Leas selvbillede skulle man umiddelbart tro, at hun ville nyde at blive betragtet igennem en kameralinse, men et eller andet ved fotograferingen gør, at Lea ser det hele som et overgreb. Under fotograferingen er det Siri, der overtager styringen. Lea mister derved kontrollen, men da det hele nærmest sker hen over hovedet på hende, opfatter hun reelt set ikke, hvad der sker. Først bagefter ænser hun sine egne følelser. Lea nævner, at hun blev kunsthistoriker netop for at kunne diktere, hvad der er kunst; hvad der er smukt, men under fotograferingen er det pludselig hende, der er blevet et objekt.

På overfladen er fortællingen om Lea, Mia, Laura og Siri et udtryk for den evige søgen og higen efter anerkendelse: Fra andre, men først og fremmest fra os selv. Den handler om at mærke sig selv uden at glemme også at mærke andre, om at løsrive sig fra determinismens medfødte vilkår og skabe sit eget billede igennem indtryk, følelser, oplevelser og handlinger.

Men Lee er ikke bare en kliché. Gennem mytologiske hints, sadomasochistiske anstrøg og kvinder der klapper mænd på hovedet smider hun om sig med stof til eftertanke: Hvornår er noget et overgreb, hvornår er noget kærlighed? Er køn en rolle, hvorfor har vi fået dem, og kan vi slippe ud af dem eller måske bare bytte lidt rundt indimellem? Hvad er kunst, hvad er smukt, og hvem bestemmer det?

Ladies kan, selvom den efterhånden har 10 år på bagen forhåbentlig stadig rykke lidt i de flestes (selv)opfattelse, samtidens opstilling af idealer, forestillinger og (u)menneskeligheder.