“Lærerinnens sang”

Lærerinnens sang, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

Hvad kan man bruge kunsten til? At sige eller gøre alle de ting, man normalt ikke kan tillade sig? At servere erkendelser om sig selv eller andre, man ellers ikke ville have fået?

I Vigdis Hjorths seneste roman Lærerinnens sang undersøges, hvordan kunsten kan sløre- eller afsløre de ting vi, bevidst eller ubevidst, forsøger at skjule – de ting vi måske ikke engang var klar over havde en betydning, men som i det skjulte øjes søgelys pludselig får uendelig stor betydning.

For at forsøge at forstå dette i en lidt bredere forstand, har jeg i min læsning taget udgangspunkt i den franske filosof Paul Ricoeurs værk Eksistens og hermeneutikk. Det lyder tungt og kedeligt, I know, men det gav mig faktisk lidt af en aha-oplevelse, og en sådan følte jeg faktisk, jeg havde brug for, hvis jeg skal prøve at forstå det der med kunst og særlige regler for de som udfører den.

Ricoeurs overordnede projekt var at forstå mennesket som et handlende væsen. Han forsøgte, som han selv forklarede det, at “putte det hermeneutiske problem ind i den fænomenologiske metode.” At Ricoeur bruger den fænomenologiske metode betyder i denne sammenhæng, at det er livsverdenen som danner udgangspunktet: I livsverdenen, altså det vi erkender, vores erfaringer, det sansede og det erindrede, er der ikke længere tale om et kartesiansk “Cogito”, som står adskilt fra den verden, det observerer. Individet er i stedet et levende væsen integreret i sine omgivelser.

Verden bliver herved tematiseret som meningsfuld, og det er det, det handlende menneske søger, og som må forstås ved det at være et handlende væsen: En som søger mening, som gør, vha. sproget, verden meningsfuld. Som Ricoeur skriver, så er verden åben for at blive forstået, og dette kan vi f.eks. forsøge ved at skabe et sprog for det, en fortælling om det.

Hermed nærmer Ricoeur sig også det, som strukturalisten Ferninand Saussure beskriver, at: “uden sprog er tanker som en vag, ikke kortlagt tåge. Der findes ikke forudgående mentale kategorier, og tanker har ikke noget distinkt indhold før sproget kommer til.” Det sproglige tegnsystem bliver dermed adekvat tænkningens struktur. F.eks. for et barn som endnu ikke har lært at tale, er dets tanker bare “tåger” inde i hovedet. Det har ikke mulighed for at orientere sig uden sprog. Sproget former vores tanker og hvordan vi ser verden. Den sproglige struktur skaber struktur i tænkningen, og det er det som danner grundlag for handling.

Så, nu til noget lidt mere håndgribeligt:

I Vigdis Hjorths foregående roman Arv og miljø handler det om at have forskellige versioner af en fortælling. Hovedpersonen Bergljot har én fortælling om sin barndom, og hun forsøger at overbevise sin familie om denne version. Bergljot har tidligere forsøgt gennem tale at formidle sine oplevelser, men sproget strækker ikke helt til for hende. Minderne går ikke op, og familien lytter ikke. Derfor skriver hun en tekst, som hun læser højt for familien – om det hun ikke kan tale om. Men familien lytter fortsat ikke.

Lærerinnens sang formidler derimod budskabet om, at man må lytte til det som forfatteren, som kunsten forsøger at fortælle eller vise én – det er dét, vi kan bruge den til: Kunststudenten Tage Bast ønsker at lave en film som undersøger forholdet mellem undervisning og liv: Er der en sammenhæng? Lotte Bøk, som er romanens hovedkarakter, går med på projektet og er umiddelbart imødekommende til Tages projekt, også selvom hun hurtigt forstår, at det kommer til at blive ubehageligt. Men hun vil alligevel gennemføre det, ikke for at finde ud af, hvordan andre ser hende, men fordi hun er interesseret i, hvilke erkendelser hun kan få om sig selv gennem det kunsteriske blik – det som kunsten kan vise hende. Som Hjorth flere gange har udtalt, så er dét at skrive et selverkendelsesprojekt.

Ricoeur forklarer, at tekstens funktion i forhold til talen, er at “snappe opp talen,” og det er altså det, Tage Bast, ved at filme Lotte, gør. Lotte får vha. denne “snappen op” vist, at hun må ændre sig. Det er det optimistiske ved romanen, har Hjorth udtalt.

Lærerinnens sang står dermed i stærk kontrast til Arv og miljø. Man kan måske se den som en kommentar til Helga Hjorths roman Fri vilje: Lotte Bøks handling står som et modsvar til det som ikke sker i Fri vilje. Lotte Bøk ændrer sig på baggrund af det blik, hun ser sig selv gennem – det som er beskrevet af en anden, altså kunstneren. Ingen af de Vigdis Hjorth skrev til eller om, alt efter hvordan man læser det, i Arv og miljø ændrede sig eller fik en ny opfattelse af sig selv gennem det, som kunstneren forsøgte at vise. Med dette siger Hjorth altså: Hvis du bliver portrætteret i litteraturen, hvis du kan genkende dig selv, så er det mindste du kan gøre at lytte – så bør du virkelig lytte, for forfatteren/kunstneren kan give dig indsigter om dig selv. Men det gjorde denne familie altså ikke, og hvorfor ikke?

Ricoeur skriver, at: “teksten er en diskurs som festes i skrift. Det som festes i skrift er altså en diskurs som man gjerne kunne ha fremført muntlig, men som man skriver nettopp, fordi man ikke fremfører den muntlig.” Det er jo sådan set lidt af en dobbeltlogik, men altså; det må netop skrives, fordi man ikke kan fremføre det mundtligt. Skriften kan sige ting, man ikke kan sige mundtligt. I Arv og miljø er det ikke muligt for Bergljot at sige det hun vil, så derfor skriver hun det. Men hvad gør det da – at skrive det, hvorfor måtte hun skrive det? Måske fordi det, iflg. denne teori, bliver mere gyldigt, når hun skriver det ned – man bliver tvunget til at forholde sig til det der står:

“Teksten blir tekst idet den ikke nøyer seg med å transkribere forutgående tale, men direkte skriver det diskursen vil sie.” Tekst er altså tekst, fordi det samme ikke kan siges: Teksten snapper opp talen! Når man skaber et sprog for sine (eller andres) handlinger, så gør man det samtidig meningsfuldt.

I forlængelse af denne pointe kan man kaste et blik på Ricoeurs teori om historiefortælling. Han beskriver den narrative model, som i sin enkelthed går ud på, at man må fortælle en historie om og om igen indtil den er til at leve med. Her kan Hjorth endnu engang bruges som eksempel: En lidt bredere læsning af hendes forfatterskab vil hurtigt afsløre, at det er det samme materiale, de samme fortællinger, som går igen gennem det meste af hendes forfatterskab. Det er de samme grundelementer, hun forsøger at behandle – få til at gå op. Gennem skriften forsøger hun at komme frem til en erkendelse, at finde et sprog for sin verden og dermed handle. Og heri opstår problematikken, for hvis man skal følge Ricoeurs teori om historiefortælling er der da ikke fare for, at disse “erkendelser” bliver mere og mere opdigtede og konstruerede? For altså, hvis det stemmer, det som Ricoeur siger, at man må fortælle sin historie om og om igen, indtil den er til at leve med, da kan man jo netop bare skrive om sine oplevelser, om personerne som indgår i fortællingen, indtil de agerer sådan som man gerne vil have, at de skal agere. Som det også bliver tydeligt for Lotte i Lærerinnens sang, så kan kunstneren bare klippe filmen til, så det passer ind i den fortælling, han gerne vil fortælle: så historien får det budskab, han gerne vil formidle.

Med skriften er der vel en vis fare for, særligt når den bevæger sig så tæt på virkeligheden, at vores erfaringer bliver mere og mere konstruerede, ikke bare ved at skrive om det, men også ved at læse om det?

For netop læsningens funktion ift. skrivningen, har Ricoeur også fokuseret på. Skriften kræver læsning for at få liv eller gyldighed, men der er stor forskel på, hvem som læser det skrevne: Det skrevne ændrer sig for hver gang det bliver læst, afhængig af, hvem som læser. Dette gælder vel for så vidt også for talen: hvem som lytter og hvordan ordene tolkes. Men det som udgør forskellen er, at denne tolkning er lettere at foretage, når ordene er skrevet ned, for så er de fanget, “snappet op.” Teksten er, som Ricoeur skriver: “udødelig, motsatt både forfatter og leser.”

“Det skrevne endres i kraft med vårt forhold til forfatteren,” fortsætter Ricoeur. Jeg kan f.eks. læse en fortælling ud fra mine erfaringer, mit forhold til forfatteren, hvad jeg tidligere har læst etc., men Ricoeurs pointe er, at: “Først når forfatteren ikke kan svare – når det ingen dialog er – kan teksten bli fullstendig.” Mener han da, at dialogen, altså den virkelige samtale om værket, forstyrrer tekstens fuldstændighed? I så fald er det måske en god pointe i forhold til den debat der har været rundt Arv og miljø: At trådene som blev trukket til virkeligheden (af forfatteren, af læserne, anmelderne, de implicerede) forstyrrede “kunsten” og sproget i at handle?

For, altså: I teksten forankrer man diskursen, som Ricoeur skriver. Og dette kan man netop, fordi det er skrevet, hvor man modsat i tale, med Ricoeurs ord, ville kunne: “vende seg mot den reelle referensen, nemlig det (eller i dette tilfælde, de) man taler om og dermed vil referensen dø i utpekelsen.” Det er måske derfor, det er så fristende at skrive så tæt på virkeligheden – at tage for sig af både fiktion og fakta og blande det hele sammen efter eget forgodtbefindende: At Hjorth f.eks. ved at skrive en roman i stedet for at tale undgår, at hendes version “dør i utpekelsen.” På den måde kan hun roligt bevæge sig på begge sider af fakta og fiktion og samtidig overleve.

Ricoeur betegner litteraturen som en “Nesten-verdens tildekning av den kontekstuelle verden.” Og det er vel det denne meget realistiske litteratur kan: Den kan sprede “sandheder” – om os, om verden – som ikke kommer til at dø i udpegelsen, fordi den er stadfæstet i ord eller i en film, som den Tage Bast laver om Lotte Bøk: Den bliver man tvunget til at forholde sig til på en eller anden måde, og det er deri kunstnerens magt ligger.

“Nesten-verdens tildekning av den kontekstuelle verden kan i en skriftkultur være så fullstendig at verden selv ikke lenger er det man kan vise ved å tale, men bare består av den slags “aura” verkene brer ut,” skriver Ricoeur. Når den virkelighedsnære litteratur behandler en problemstilling, f.eks. incest som i Arv og miljø, på en måde der ikke kan snakkes om, så opstår der i skriften en måde at behandle det på: Der opstår et sprog, en handling. Det eneste som ikke eksisterer i den virkelige virkelighed er sproget – det som skabes i denne “nesten-verden.” Men når det skabes her, er det efterfølgende muligt at snakke om det i den virkelige verden, fordi man gennem “nesten-verdenen” har erkendt det, skabt et sprog for det, man har handlet. “Auraen” spreder sig.

Nøglen til forholdet mellem tekst og verden ligger altså i den indvirkning som teksten har på forholdet til forfatterens og læserens subjektiviteter, altså, hvad hver enkel har erfaret, forbinder med ordenes betydning, hvordan vi handler – om vi handler – i forhold til det teksten vil vise os. De erfaringer vi skaber gennem sproget, og hvad vi dermed vælger at bruge det til – hvilke fortællinger om verden vi vælger at fortælle, læse eller lytte til.

Skriften indeholder en stor magt, og jeg tænker det er værd at vurdere, hvordan man bruger den i det kunstneriske udtryk: man må være opmærksom på dens virkning. For “Man kan ikke forlange af kunstneren, at han eller hun skal være et godt menneske,” som en meget klog dame har skrevet. Hvad er det kunstneren vil bruge sproget til?

I Lærerinnens sang går Lotte Bøk med på kunstens præmis, så selvsagt bliver det en optimistisk fortælling, som Hjorth selv siger. Men hvis Hjorth havde skrevet en roman, hvor karakteren ikke gik med på kunstnerens præmis, (som hendes søster f.eks. ikke gjorde det i sin roman), havde det jo været lidt af en tragedie. Det må man vel indse også kan være tilfældet: At der findes nogen som ikke automatisk gør som kunsten forsøger at vise én, for hvorfor skulle man det?: Hvad er da præmissen?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.