I dagene op til jul rullede debatten om danskernes fortolkningsevner. En kvindelig forsker fra CBS havde (for to år siden!) følt sig krænket, da man under et personalemøde havde sunget Kai Hoffmanns Den danske sang er en ung blond pige. Den kvindelige ansatte følte sig ikke inkluderet og havde oplevet det krænkende at blive tvunget til at synge med.
Der er rigtig mange ting, man kunne kommentere på i denne sammenhæng, men jeg lod egentlig hele diskussionen passere, for jeg syntes, det var så navlepillende, at det slet ikke fortjente mine overvejelser. I går læste jeg så en kommentar til debatten skrevet af den danske forfatter Kristina Stoltz i Klassekampens Bokmagasin. Hun fremhæver her problematikken i ikke at formå at læse mellem linjerne – ikke at forstå den danske kanonlitteratur.
“Det virket helt ute av proporsjoner å bli krenket av en sang dersom krenkelsen bunner i at man selv ikke er en blond pike, for teksten handler slett ikke om noen pike. Den handler om et landskap der den blonde piken blir brukt som en metafor på gule, bølgende kornåkre, det nordiske hvite sommerlyset og sanddynene langs kysten. Det kalles besjeling, og hvis man ikke forstår det, skyldes det kanskje så dårlige leseferdigheter at det har avfødt den formen for fundamentalisme som Bjørn Bredal snakket om.”
Langt hen ad vejen så jeg mig ganske enig med Stoltz. Vi skal stoppe med at tage alting så personligt og bogstaveligt. Det er til at få lange tasker af folks fornærmelser! At man ikke føler sig inkluderet i alle de sange som Højskolesangbogen rummer – de fleste af dem skrevet for mere end 150 år siden? Sorry, men verden kan jo ikke udelukkende centrere om mørkhårede CBS-forskere.
Jeg giver Stoltz ret i, at det er grotesk, at et voksent, veluddannet menneske ikke evner at se længere end ud over sin egen næsetip. En kritik jeg dog ikke rigtig ved, om jeg synes er berettiget eller ej, er kritikken rettet mod kvindens evne til at forstå Hoffmanns besjælinger.
“Poesien legger opp til at vi hever blikket og ser opp i himmelen, sa han, og at vi samtidig kikker innover, inn i vår egen sjel. Vi kan ikke bli fundamentalister i måten vi leser poesi på,” citerer Stoltz sin kollega Bjørn Bredal.
Poesien må vel på sin vis være en mulighed for at udtrykke det fundamentalistiske på en irrationel måde i de situationer, hvor vi ikke har andre ord for det. Dermed ikke sagt, at det behøver at handle om kornmarker og kvindelige former: at man siger havets bølgegang, når man egentlig mener kavalergang eller omvendt. Der er mange måder at “heve blikket” på, som Stoltz citerer, men jeg forstår godt, at man, ligegyldig hvor meget uddannelse man har, eller måske særligt hvis man har al mulig anden uddannelse end en litteratur- eller sprogvidenskabelig uddannelse, kan have vanskelig ved at se ud over Hoffmanns egentlige ord. Særligt med udgangspunkt i verdenssynet anno 2019, med tanke på det store fokus der de sidste par år har været på netop krænkelsessager, den nyfeministiske bølge, racisme osv. Vi taler anderledes om disse ting nu, vi er bevidstgjorte om, at det er sådan, vi kan eller må se verden nu, så derfor læser vi Hoffmanns ord anderledes. I 2019. Tingene bliver først til problemer, når nogen siger, at det er et problem. At skrive “Den danske sang er en ung blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige, hvor bøge lytter til bølgers brus,” var ikke et problem dengang han skrev sangen, for man talte ikke om det som et problem.
Jeg husker stadig alt for tydeligt, når vi gennemgik gamle, danske digte i folkeskolen eller på gymnasiet. Hvis ikke der var nogen der fortalte os, at den blonde pige i virkeligheden var gule kornmarker, så var vi fandeme aldrig kommet frem til den konklusion på egen hånd. Og har det så nogen værdi, kunne jeg godt tænke dengang. Hvis læseren skal have meningen ind med skeer, er det så værd at skrive det på den måde – kunne Hoffmann så ikke bare have skrevet, hvad han mente i stedet for at pakke det ind?
En tanke slog mig netop: Måske er det derfor, vi har disse kæmpe diskussioner om virkelighedslitteraturen netop nu: Fordi forfatterne ikke længere skjuler sine tanker, oplevelser og erfaringer af verden bag “bølgende banker og gyldent hår,” men skriver tingene som de er. Der er ikke noget at være i tvivl om, når Geir Gulliksen f.eks. skriver, at han drak mælk fra en kvindes bryst. Det er ikke en besjæling! Det er vi godt klar over, det er med det præmis, vi læser hans tekst. Og er man vokset op med, har tilpasset sig og accepteret den måde at læse, tale og skrive på, så er det ens virkelighed. Så kan man ikke blive klandret for at have “dårlige leseferdigheter,” eller at være ude af stand til at: “sette seg inn i den andres utgangspunkt, lese mellom linjene og bløte seg litt opp,” som Stoltz skriver er hendes bekymring.
Jeg synes, det er synd, hvis vi skal leve i et samfund, hvor folk ikke kan sige noget som helst uden, at nogen vil føle sig krænket, at vi i det hele taget lever i et samfund, hvor ordet “krænket” har fået så stor slagkraft, at det er noget som er blevet så alment at være, hver dag, hele tiden, ligegyldig hvad folk siger og med hvilken hensigt. Og det er måske dér, jeg kunne forestille mig, at Stoltz gerne vil hen: At poesien udtrykker hensigter, som vi ikke må glemme eksisterer, og som vi også må lytte til. For det er vel i langt de fleste tilfælde der, hvor filmen knækker: Nogen siger noget, og man bliver, populært sagt, krænket, fordi man glemmer at overveje, hvad vedkommendes hensigt er, fordi man udelukkende er optaget af, hvordan det får én selv til at føle. Det er vel den egentlige bekymring her: At folk, fordi deres evne til at læse mellem linjerne forbliver utrænet, mister evnen til at sætte sig i den andens sted. Meget af den nutidige litteratur handler jo netop om individet på en absolut navlepillende, indadvendt og egoistisk, nærmest narcissistisk måde: I sin personlige og egocentrerede direkthed, i sin mangel på poetiske billeder og formsprog.
Det var faktisk ikke denne konklusion jeg havde tænkt, jeg ville komme frem til. (Og egentlig er jeg også lidt i tvivl om, hvad min konklusion er?!) Jeg ville gerne have slået et slag for, at vi bare dropper alt det der pjat med sandbanker og gyldne søer og i stedet siger, hvad vi mener – at vi lader være med at pakke tingene ind. Men hvad er det også, vi får ud af at pakke alting ud, sådan helt ud? En verden hvori folk tager alting meget bogstaveligt, hvor alle føler sig krænket, fordi vi har fået at vide, at det er sådan noget, vi skal være på vagt overfor: Når en mand skriver “Den danske sang er en ung blond pige,” og dermed tingsliggør hende. Men så tænker jeg også: Sagen er jo den samme, hvad enten man skriver bølgende banker eller store, hvide bryster. Bare fordi man skjuler sin lumre tankegang i besjælinger, bliver det vel ikke mere “korrekt” af den grund? Igen, kodeordet er hensigt, og den kan være vanskelig, nærmest umulig at gennemskue. Det er jo netop også derfor kunstnerne står så stærkt: Fordi de kan dekorere hensigten som det passer dem.
