Er det alt vi skal snakke om, er det alt vi skal skrive om? I en artikel i Aftenposten skriver Ingunn Økland om “farefull litteratur” på baggrund af en snarlig genudgivelse af Ari Behns Inferno. Umiddelbart kan det virke som om, at det budskab hun vil formidle er, at så længe det er god litteratur, er det okay at være en trussel.
“Likevel, for min egen og Aftenpostens del bruker jeg stadig strengere kriterier for å gi oppmerksomhet til bøker med selvmordsmotiv. Med mindre forfatteren er sentral i norsk litteratur, lar vi være å anmelde bøker av middels eller svak kvalitet. Negativ kvalitetsvurdering kan legge sten til byrden for en forfatter som kanskje sliter. Som lesere kan vi som oftest ikke vite hvor personlig en slik bok er, men i enkelte tilfeller er den selvbiografiske komponenten åpenbar.”
Der er mange ting i denne artikel som skurer i mine ører. Hvis bare forfatteren er anerkendt nok, hvis forfatteren er “dygtig” nok, så kan man altså slippe afsted med mere? Hvis bogen er af høj litterær kvalitet, så er der mindre chance for, at den som læser bogen får samme idé som hovedpersonen og tager sit eget liv? Nu refererer Økland selv til Den unge Werthers lidelser, en, både dengang den først udkom, men også nu, højtagtet roman som mange sikkert ville mene har “høj litterær kvalitet.” Ville Økland have anmeldt den, hvis Goethe havde debuteret i dag? Goethe var sentral i europæisk litteratur, det var høj kvalitet, : “Dyktige fiksjonsforfattere kan skildre selvmordsfantasier uten å ha hatt dem selv.” Goethe var dygtig, om han havde sådanne tanker selv, kan ingen vide, men summa summarum er, at hans bog dengang førte til en stigende tendens af selvmord blandt unge mænd. Point not taken, Økland …
Jeg bliver mere og mere frustreret over denne glorificering af, hvad “god litteratur” menes at kunne gøre. At så længe bogen er god, så længe det er flot skrevet, så kan man tillade sig hvad som helst? Økland kommer da også her med flere eksempler. Hun trækker frem både Linda Boström Knausgård og Stig Sæterbakken som eksempler på, hvor “farefull litteratur” har vist sig værdifuld, fordi: “Linda Boström Knausgård er en forfatter som har funnet et unikt språk for sine lidelser og som ikke har den minste hang til å romantisere sine selvmordsforsøk.” Og: “Romanen Gjennom natten av Stig Sæterbakken er god litteratur fordi den så inngående skildrer lammelsen hos de etterlatte. Jeg visste ikke hvordan elektrosjokkbehandling oppleves før Linda Boström Knausgård skildret det ned i hver minste vonde detalj.” Jeg tror ikke, at der er nogen der er den mindste smule i tvivl om, at selvmord ikke er en romantisk gerning. Jeg tror ikke, at der er nogen der er i tvivl om, at selvmord ikke efterlader smerte hos de efterladte. Jeg tror ikke, at folk begår selvmord, fordi de har læst en roman, hvori selvmordet fremstår som en romantisk handling. Jeg tror snarere, det kan handle om, at man gennem en sådan “inngående” fortælling om et selvmord eller anden lidelse kan få den forstærket, lidelsen. Den æstetiske lidelse smitter. Det er efterhånden en godt brugt, nærmest slidt kliché, at man i læsningen kan opnå en form for forståelse og genkendelse, at man kan føle sig mindre alene, opdage at der er andre der har det som en selv. Men jeg tror bare, at hvis man netop sidder der og har det så forfærdeligt, som det bliver fortalt om i den bog man læser, så kan følelsen forstærkes. Man sidder på en måde og bliver enig med bogen om, hvor ondt det gør, hvor forfærdeligt det er at have det sådan, man etablerer gennem bogen et sprog for sine følelser, men det sprog er ikke ens eget, det er forfatterens, det er bogens. Det kan bare være vanskelig at adskille, når man har det så forfærdeligt.
Øklands artikel tager udgangspunkt i genudgivelsen af Ari Behns Inferno. Hun skriver, at hun, da bogen først blev udgivet, undlod at anmelde den, fordi hun mente at den var på grænsen til uforsvarlig at publicere: “I Inferno fremsto forfatteren som så sårbar, syk og suicidal at man som leser snarere satt igjen med frykten for hans liv enn en litterær opplevelse.”
Nu skal bogen som sagt genudgives, og Økland mener, at det nu er mere forsvarligt: “for boken er ikke utpreget kunstnerdyrkende på den måten man kanskje ville forvente fra Ari Behn. Minst like mye dreier det seg om en sykdomsskildring som gir et mer konkret svar på hans valg enn floskler av typen «mørket tok ham».” Så kriterierne for at udgive en bog om selvmord er altså, at den må være skrevet af enten en anerkendt og respekteret forfatter (anerkendelsen og respekten kan være kommet før eller efter vedkommendes død), eller en forfatter med en betagende og overbevisende (gerne æstetisk) retorik, og værket må give svar på de spørgsmål, vi alle sammen sidder tilbage med?
Økland kommer med mange konkrete eksempler som svar på sine synsninger, men disse eksempler tilbageviser bare hendes påstande, vil jeg mene. Hun refererer som sagt også til Stig Sæterbakken. Økland forklarer, hvorfor han kunne skrive om selvmord, om mørke og om lidelse på den måde han gjorde samtidig som det var forsvarligt. Han tog som bekendt også sit eget liv. Forsvarlig litteratur eller ej, det handler vel ikke kun om forsvarlighed over for læseren, men også over for forfatteren. Som Økland skriver, så er der bøger om selvmord hun ikke vil anmelde af hensyn til forfatteren. Hvis denne måske, måske ikke selvmordstruede forfatter får en kritisk anmeldelse, hvad vil det da føre til? Men er det forsvarlig anmelderi, kan jeg så tænke? Kun at videreformidle de bøger om selvmord, man selv mener er “gode bøger om selvmord”? Kan DET netop ikke føre til et bestemt syn på- og et bestemt sprog for selvmord, hvis det er landets førende litteraturkritikere der skal udvælge, hvilke fortællinger om selvmord der får plads og hvilke der ikke gør? Hvilke fortællinger der er “gode” fortællinger om selvmord, og hvilke der ikke er?
Men egentlig mener Økland vel slet ikke noget af det her, for hun afrunder artiklen med at skrive: “Til syvende og sist vil hverken litterær kvalitet eller opplysningsverdi nulle ut det farefulle ved tekster som berører selvmord. Det kan heller ikke være et mål.” Er dette en slags sikring, en ansvarsfraskrivelse, hun af Aftenposten er blevet pålagt at forsikre om? Måske er det en henvisning til det, vi også må huske: Dette er kunst, hverken den eller skaberen af dette har noget ansvar for, hvad som efterfølgende sker, for her i dette frirum som kunsten er, skal der være plads til alt, særlig hvis kunstneren husker at erklære dette frirum for en “roman” – også selvom det egentlig er en selvbiografi.
Link til omtalte artikel: https://www.aftenposten.no/kultur/i/6jvmQr/farefull-litteratur?spid_rel=2
