Litterære smagsdommere: Har vi brug for det snobberi?

For et par uger siden diskuterede man i de danske medier, om boganmelderne skulle fjernes helt fra aviserne: var der brug for dem i det hele taget? 

I kølvandet af denne debat og gårsdagens indlæg om det litterære hierarki har jeg tænkt nærmere over, om skønlitteraturen egentlig har brug for denne inddeling, dette “smagsdommeri,” og i så fald, hvorfor.

Min umiddelbare tanke er, at litteratur er for alle, derfor har alle også noget at skulle have sagt i debatten om litteratur. At der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert, når det kommer til litteratur, fordi ikke to mennesker læser en bog ens – det kan aldrig blive den samme historie, de to læser, så derfor skal der være plads til ligeså mange meninger, holdninger og indfaldsvinkler som der er læsere. På den anden side tænker jeg, at der er en grund til, at hele den litterære branche, forlagene, forfatterne, anmelderne etc. stadig lever: Fordi der er nogen, der har fat i den lange ende og dikterer vejen frem: Det må der ganske enkelt være, ellers ville den litterære verden synke, hvis vi bare overlod den til “pøblen.”

Men er god litteratur en smagssag? Jeg talte engang med én om dette emne, som faktisk sagde noget ganske klogt: For hende var forskellen, om man snakkede god litteratur eller gode bøger. Det var en virkelig fin og meget klar måde at isolere begreberne på. Hører man begrebet god litteratur, lægger man straks noget “finere” i det – det bliver mere svævende og måske også ophøjet, hvorimod det at læse en god bog er noget alle kan forholde sig til. I det sidste ligger måske også, at man her har fået en god fortælling, og at det, i denne situation, var dét, man gik efter. I ordet litteratur er lagt, at man sikkert er gået mere teknisk til værks, mere “akademisk,” og her ændrer bogen/litteraturen sig, for det bliver to vidt forskellige læseoplevelser. Man kan altså her spørge, hvad er det, man læser for? Er det for den gode fortælling, for sproglig berigelse, poetisk fortabelse eller hvad er det? Og det er her, det bliver svært at dømme noget som helst.

Der skal ikke meget uddannelse til for at se, at Fifty Shades of Grey ikke måler sig med Mrs. Dalloway, når vi taler litterær kvalitet. Her ville man jo nærmest blive straffet med døden, hvis man begav sig ud i nogen som helst former for sammenligning, men det ændrer ikke på, at den ene kan være lige så god en fortælling som den anden – at den ene har langt flere læsere, end den anden nogensinde kunne drømme om at få.

Men er det noget snobberi at vende øjne, hver gang nogen nævner Fifty Shades of Grey, eller er man i sin fulde ret til at rulle så hårdt med dem, at man kan se sin egen hjerne? (Jeg gør det, og det er en forløsning hver gang!) Er det flovt at nævne, at man læser krimier og ikke når orgastiske tilstande, når man læser Ulysses? Er man mindre intellektuel, hvis man læser Danielle Steel, end hvis man læser Proust?

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en vis form for snobberi forbundet med den litterære verden. Jeg sidder ikke på mit studie og råber højt om, at jeg som tradition læser Bridget Jones hver jul, og at jeg har en hemmelig last der. Men faktum er, at jeg ligeså gerne vil læse dén, som jeg vil læse Törless’ forvirringer. Det er bare en anden form for læsning, jeg foretager. En læsning, jeg også har brug for. Jeg bliver ikke mindre intellektuel af at læse Bridget Jones (Okay, måske kan jeg godt mærke hjernecellerne smelte en smule, men hvad skulle jeg også stille op med så mange?), men jeg føler ikke altid, det er helt lovligt at indrømme det. Og hvorfor ikke? Fordi det ikke er højlitterært?

Har vi ikke brug for en eller anden form for inddeling – en målestok? Ville mit studie overhovedet eksisterer, hvis ikke? (Nogle gange kan jeg dog godt tvivle lidt på, hvad mit studie overhovedet gør godt for. Var det ikke bedre at sætte flere penge i de “vigtige” studier – der hvor man uddanner folk til at finde en kur for kræft?)

Måske kan vi oprette nogle målestokke for “smag,” men ingen kan gøre sig til dommer over folks individuelle, kunstneriske, æstetiske eller følelsesmæssige smag. Skønlitteraturen har altid og vil fortsat ændre sig. Engang var det rigtigt at skrive sådan, så blev det sådan, og nu er det sådan. Derfor ville smagsdommerposten også være et umuligt job at påtage sig.

Tager man begrebet, klassikere ser man, at disse er bøger som netop er evigt foranderlige. Det er bøger, der skal kunne blive ved med at fascinere, overraske, forundre og fornøje læseren. De skal kunne lægge op til en diskussion og bringe traditioner og historier videre igennem slægter, men også inspirere nye forfattere til fornyelse ud fra samme grundidé. Og det kan vel aldrig blive én og samme ting – det kommer vel an på, i hvilken retning samfundet/samtiden går?

Og så er det nok, som det er med så mange andre kunstarter, “En klassiker er en bog som alle roser, men som ingen læser.” Det gør et eller andet ved os det der med at være højt på strå. Jeg synes også, at ting kan blive for simple, og vi skal holde op med altid at “dumb it down.” Man må godt sætte barren lidt højt og kræve noget af vores omgivelser. Man skal måske bare lade være med at se det som det eneste rigtige – man skal gerne kunne se ud over det, bag ved det og omkring det, for dér får man det allerklareste billede og måske nok den største oplevelse.

Jeg har ikke nogen særlig klar konklusion på det her, det har jeg sjældent på noget. Indimellem kan jeg føle, at jeg krampagtigt holder fast i mit litterære snobberi, som en måde at retfærdiggøre mine studier og øvrige interesser på, men omvendt ved jeg, der er noget om snakken – jeg kan bare ikke helt klarlægge, hvad den snak går ud på?

Hvad tænker I, har vi brug for litterære smagsdommere, er deres eksistens velberettiget, og hvad kan vi bruge det til?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.