Litteraturformidling på TV: En vanskelig kunst, eller hvad?

“Bøger er svære at formidle på TV,” sagde DR’s redaktionschef for kultur og kunst, Ida Holten, da hun i Deadline i onsdags forsvarede DR1’s seneste litterære påfund: Øgendahl og de store forfattere. Men burde den opgave være så vanskelig? At bedømme ud fra de seneste påfund fra DR’s side, så lader det til at være en fuldkommen umulig opgave. I hvert fald for dem.

Da jeg så første afsnit af Øgendahl og de store forfattere, som denne første gang selvfølgelig handlede om H.C Andersen, kunne jeg umiddelbart ikke gennemskue, hvad Mick Øgendahl lavede i det program. Han indrømmer selv i løbet af de første par sekunder, at han ikke har forstand på bøger og ikke læser særlig meget, men vil dog gerne! Det er sådan set et fint udgangspunkt, DR her har arbejdet ud fra: Mange mennesker læser aldrig eller sjældent, men vil rigtig gerne, og formålet har så været at vække en interesse hos denne andel.

I forlængelse af mit seneste indlæg Litteraturkritik for almen dødelige vil jeg tage udgangspunkt i en kritik, som også her er ret væsenlig: Endnu engang vælger DR at belyse forfatterskaber som i forvejen er vendt til døde! (Ligesom de, i tidligere litteraturprogrammer, trækker forfattere ind, hvis liv og virke i forvejen vendes og drejes i alle andre sammenhænge.) H.C Andersen, Dan Túrell, Tove Ditlevsen og Herman Bang er alle forfattere, man har fået banket ind med vold og magt i folkeskolen og på gymnasiet. Man kender dem godt, og man er faktisk ret træt af at høre om dem. De er måske endda alt, hvad man forbinder med litteratur.

Jeg underviste på et tidspunkt en gruppe unge mennesker, som havde mange, mange kedelige og traumatiske oplevelser med sig fra folkeskolen, faktisk nok til at underholde med resten af skoleåret. Da jeg introducerede et litteraturforløb var de ved at falde ned af stolene af kedsomhed, og øjnene kunne ikke rulles hårdere! Da jeg spurgte, hvad de forbandt med litteratur, hvad de læste osv., var svaret at litteratur var sådan noget kedeligt noget, man ikke forstod en skid af, og at de aldrig læste, fordi det ikke sagde dem noget. Jeg spurgte, om de kunne nævne nogle forfattere, de havde læst eller hørt om, og de kom på rad og række: H.C Andersen, Tove Ditlevsen, Herman Bang og Helle Helle. De var blevet tudet ørerne fulde gennem hele folkeskolen, og selvom vi her snakker litterære genier, havde det altså ikke vakt nogen form for interesse hos min gruppe af elever.

Litteratur skal for mig være vedkommende og nærværende. Jeg vil føle, at den vil mig noget, og mærker jeg ikke det, så gider jeg da ikke bruge min tid på det. Det er almenmenneskeligt og indlysende. Så hvorfor er det, DR tror, at de kan servere uvedkommende pjank for folk, og så de bider på krogen? Så kan forfatterne (eller værterne for den sags skyld) være nok så kendte, men hvis ikke, de formår at formidle noget stof, som rager folk, så er det da spild af både seernes tid og nåh ja, licenspenge!

“Litteratur er ikke nemt at formidle på TV.” Jeg vil vove at påstå, at det kommer an på, hvem der gør det og hvordan! En af de goder jeg bl.a. får igen ved at formidle litteratur, gennem undervisning, her på bloggen, på Instagram og andre sociale medier er, når folk fortæller, at de har læst den og den bog, fordi de blev så grebet af den måde, jeg fortalte om den på: at min formidling af indholdet gav dem lyst til selv at læse værket. Jeg synes hverken, jeg har særlige pædagogiske eller retoriske evner, men hvis der ikke skal mere til, så siger jeg bare: Kom igen, DR!

Jeg tror, problemet grunder i, at DR vil for meget. Seerne bliver simpelthen overstimuleret. Som forfatter, Henriette Rostrup påpegede i den efterfølgende debat om programmet, så gør DR deres seere dummere end de er ved at føre alting ind med mokkaskeer. Som eksempel omtalte hun en sekvens fra aftenens udsendelse, hvor et digt af H.C Andersen blev læst højt. Digtet, Det døende barn er i sig selv ganske rørende, men som Rostrup sagde, så er det åbenbart ikke nok at læse selve digtet op. Man smører på med skuespil, musik og hele rullen for virkelig at understrege elendigheden. Man stopper simpelthen meningen ind i folk, som om de var komplet uselvstændige individer. Man giver ikke plads til at lade folk mærke efter selv.

Jeg har altid været af den mening, at medierne, kunsten, filmene osv. overstimulerer sit publikum. Der er så meget, man som seer skal forholde sig til. Der bliver proppet så meget ind i knoppen på én, at man ikke kan rumme det. Derfor lader vi ting ske, fordi vi bliver trætte, fordi vi simpelthen ikke magter at tage stilling til alting. Man tager lidt ind af det hele, og tilbage sidder man med brøkdele af vigtigheder, som i sin minimale størrelse bliver til ligegyldigheder.

Som Rostrup peger på, så er det hele alt for hurtig overstået. Der bliver ikke gået i dybden med noget i løbet af den halve time, de fleste programmer varer, fordi man vil for meget på for kort tid. Det virker som om, DR er bange for at kede folk.

Jeg tror ikke, man skal være så bange for fordybelsen. Tværtimod. Jeg tror, det er det overfladiske der trætter folk, fordi man ikke når at opdage lagene. Man bliver ikke præsenteret for det der virkelig betyder noget, og får man kun overfladen af alting, og det dermed er det kendskab man har, bliver det da hurtigt uinteressant. Underholdningsbranchen er generelt hundeangste for at kede folk, og folk er bange for at kede sig, fordi de er vant til at blive underholdt ud over alle grænser – fordi de er vant til konstant at skulle forholde sig til noget nyt.

Når jeg en sjælden gang har set et af DRs andre litterære påfund som f.eks. Vild med bøger, sidder jeg altid og irriterer mig over, hvordan de interviewede konstant bliver afbrudt, lige når de skal til at gå i dybden med noget rigtig interessant. Hvad med at lade dem tale ud og dermed bruge lidt tid på at sætte seerne ordentligt ind i tingene, så man for en gangs skyld kan nå ind til kernen af noget – ind til der, hvor det bliver rigtig interessant? Jeg er da fløjtende ligeglad med, hvordan Jacob Skyggebjerg oplevede Fanø, da han skrev sin bog. Jeg tændte sådan set kassen for at høre noget om BOGEN!

Min største frygt, da jeg første gang skulle afholde et undervisningsforløb, var om eleverne nu forstod, hvad jeg sagde. Jeg var bange for at bruge ord og begreber, som gik hen over hovedet på dem, og at jeg dermed ville tabe dem. Jeg vidste jo, at de i forvejen syntes, at litteratur var kedeligt, så jeg ville jo nødigt gøre ondt værre.

Hvad jeg dog lærte var, at det faktisk er sjældent, at folk er så dumme, som man tror. Langt de fleste mennesker er født med en naturlig nysgerrighed til verden omkring sig. Bliver man fanget af noget, men der er dele, man ikke forstår, søger langt de fleste at finde et svar. Der skal faktisk ikke så meget til for at hjælpe dem på vej, hvis bare man gør det på en ligevægtig og troværdig måde.

Så kære DR: Lad være med at introducere Mick Øgendahl som litteratur-amatør. Som værten på Deadline spurgte: Ville man se et program om økonomi, hvis afsenderen lagde ud med at sige, at han ikke vidste en skid om penge?

Lad være med at gøre litteratur vanskeligere og mere utilgængeligt end det er ved at overforklare og udpensle indlysende ting. Og lad være med at være så bange for fordybelsen. Det er faktisk, når der bliver gjort plads og rum til aspekterne, at helheden føles nærværende og vedkommende.

Og nåh ja, så husk lige, at der faktisk findes andre danske forfattere end H.C Andersen, som kan deres kram og som er relevante – også i dag. I ringer bare, så sender jeg en liste!

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.