Litteraturkritik for almen dødelige

“Er det morsomste i boken, at den er skrevet av Suzanne Brøgger?”
I marts udkom en samling tekster, Omelette Norvégienne af Suzanne Brøgger, som skulle være et billede af forfatterens rejse gennem Norge, mødet med nordmændene og hendes oplevelser af- og med disse. I radioprogrammet Åpen Bok på NRK blev værterne dog enige om, at det bedste ved bogen var forfatterens stil, som man engang lærte at elske.

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at jeg ikke har læst andet end et uddrag af bogen samt en række anmeldelser, så måske er det ikke på sin plads at udtale sig alt for højlydt. Jeg har desuden en ret stærk forudindtaget mening om det her projekt og forfatteren i det hele taget, hvilket også er grunden til, at jeg ikke har ville ofre hverken tid eller penge på bogen. Men det er nu heller ikke det, indlægget skal handle om. Dog er sagen et godt udgangspunkt for det, jeg egentlig vil sige:

Fordi man én gang  (eller måske to, tre gange i løbet af et årti) har skrevet noget genialt, er det så ens betydende med, at vi: læserne, kritikerne, litteraterne, almen dødelige fortsat, både blindt og døvt, skal sætte vores lid til dette “geni”?

Suzanne Brøgger var særligt fremtrædende i 70’erne, hvor hun skildrede kvindeliv på en særlig ny og ligetil måde. Hun blev tilbedt af både kvinder og mænd for sin ærlighed og ikke mindst pga. den bølge af frigørelse, hun trak med sig. Hun har haft stor betydning ikke bare i litteratur- men også samfundshistorien.

Da jeg læste modtagelserne af Brøggers Omelette Norvégienne, først de norske og nu også de danske, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvorfor? Hvorfor skal lige netop hun udtale sig om dette, hvorfor gider man at læse hendes oplevelse af Norge og nordmænd – hvorfor gider man at udgive det?

Dette indlæg er som sagt ikke en særskilt kritik af Brøgger eller bogen, men et eksempel på, hvordan den højlitterære verden også er: Snobbet og eksklusiv.

Da jeg startede på universitetet (og til en vis grad endnu føler det), var det med en vis form for ærefrygt i kroppen. Jeg sad til samtlige forelæsninger og følte mig på én gang herligt opfyldt af al den nye viden der tilgik mig, men samtidig med en følelse af at være uvæsentlig, utilstrækkelig og ganske ofte dum. Det er måske nok en almen følelse, når man starter på noget nyt, og ja, uvidende var jeg, men der blev heller ikke gjort ret meget for, at jeg, og alle mine medstuderende, skulle føle meget anderledes.

Det var ikke bare til forelæsningerne, men i hele den verden, vi skulle til at træde ind i, at følelsen af mindreværd blev trukket godt ned om ørerne på os.
Den højkulturelle verden har altid båret præg af at være for de særligt indviede – ikke bare den litterære, men den finkulturelle i det hele taget. Der sidder en gruppe mennesker (man kan faktisk blive helt i tvivl, om de er mennesker, eller om de faktisk er en form for afguder) oppe på højborgen, som har begået en eller anden form for kunstnerisk gerning. Disse har, af de andre i denne højborg og måske endda længere oppe, fået særlig anerkendelse og dikteres herfra roser og højtagtelse fra pøblen. Sådan dannes den kulturelle kanon. I folkeskolerne, på gymnasierne og på universiteterne dyrker man denne årti efter årti. Det skal ikke gå nogens næse forbi, at der for 100 eller måske bare 50 år siden blev skrevet et værk af en forfatter, som var ret genial på det tidspunkt og som virkelig revolutionerede måden, vi tænkte på. Det, synes jeg, er fint! Det synes jeg, vi skal huske. Men!
Bør man ikke stille sig bare en smule kritisk, selvom vi “alle” engang blev enige om, at vedkommende kunne noget? Gælder der ikke stadig nogle kriterier, selvom man har slået sit navn fast?

Indimellem har jeg læst værker af store, anerkendte forfattere, som jeg faktisk godt kunne lide og har overgivet disse min fulde tillid. Så har den pågældende forfatter udgivet noget nyt, som i medierne er blevet hypet, og jeg har læst det i stor forventning.  Jeg er gået til værket med en forventning om – faktisk er jeg nærmest blevet lovet – noget ret fantastisk. Alligevel er jeg efter endt læsning blevet efterladt med tanken: “Hold nu helt op for et makværk!”
Efter skuffelsen har fortaget sig, men mens jeg endnu har været bevidst om min negative oplevelse, har jeg kunne læse samtlige anmeldelser og omtaler af det pågældende “makværk,” hvori det bliver rost til skyerne. Jeg tænker: “Kødder du med meg, eller?”
Senere indstilles værket til priser og hædersord, og alt jeg sidder tilbage med er følelsen af at være helt afsporet og overvejer, om den litterære verden så overhovedet er vejen for mig, hvis ikke jeg kan se det geniale i makværket.

Efter min første mundtlige eksamen på uni, hørte jeg, at en af mine medstuderende til sin eksamen havde sagt, om det værk hun blev eksamineret i, at det var noget værre lort… Det kom hun til at bøde for.
Man kan måske sige, at en sådan udmelding kræver velovervejet argumentation, særligt til en eksamen, og det ved jeg jo så ikke, om har været tilfældet, men hendes udmelding er et godt eksempel på det, jeg forsøger at sige her:

Lige siden jeg for alvor begyndte at “mænge mig” i den litterære kreds (jeg føler dog stadig, jeg står ude i regnen, slukøret, mens de andre har en fest indenfor), har jeg været stærkt bevidst om, hvilke værker og forfattere man (skam)roser og hvilke man ikke taler højt om, at man læser, hvis man vil tages seriøs. Jeg husker stadig dengang, jeg måtte tvinge mig selv igennem Joseph Conrads Heart of effing Darkness og ikke følte, jeg kunne fortælle nogen om min stærke trang til at brænde dét værk! Ikke før et par dage senere, da én i min studiegruppe var modig nok til at sige: “Er det bare mig, eller er den ikke ret kedelig?” Og så rullede lavinen!!
Til den efterfølgende forelæsning blev tonen dog straks en anden. Det viste sig, at vores underviser havde skrevet en fucking bog om fucking Heart of Darkness og syntes, at den var TOP.PEN! Så kan man ikke rigtig sige noget grimt om den, når man tilmed blot er førsteårsstuderende og føler sig mere uvidende om livet end nogensinde før… Eller hvad?

Vi (dem i højborgen) bliver enige om, hvem man skal kunne lide, hvem der skriver godt og hvem der, derfor, kan tillade sig at skrive og få udgivet hvad som helst. For at vende tilbage til Brøgger, så er der ingen tvivl om, at hun havde noget ganske vigtigt på hjerte engang – at hun kunne noget. Men altså, er det ikke også okay lige at stikke en finger i jorden engang og spørge sig selv: Er den tid måske passeret? Skal vi virkelig blive ved med at fælde regnskove for at udgive hendes meninger om nordmændene? Og behøver vi på forhånd at være enige om, at alt der kommer ud af hendes pen automatisk er genialt?
Nordmændene har lov at kritisere hende, hvilket de også har gjort for denne udgivelse, fordi der er blevet trådt på deres nationale ære, og de er blevet lidt fornærmet. Men jeg tror nu heller ikke, der skal ret meget litterær uddannelse til for at se, at den udgivelse ikke er andet end en sludder for en sladder og en nem måde for forlaget og for forfatteren at tjene penge på, fordi der står et kendt navn på omslaget.

Er det nødvendigvis sådan, at hvis man først har slået sit navn fast som forfatter, som kunstner, som offentlig person i det hele taget, så kan man producere lige så meget lort, man overhovedet orker, fordi man ved, at det på forhånd er elsket? Sådan synes det måske nok for mig. Jeg synes, der er mange eksempler på det, og jeg ved ikke, om det er mig der ser tingene for uklart, eller om det er ligesom dengang i læsegruppen, hvor ingen turde sige noget, før den med den klareste stemme sagde det, vi alle sammen tænkte.