Er retten til at være uhæmmet kritisk særlig tildelt den anerkendte kunstner? Kan man kritisere den anerkendte kunstners værk uden at være idiot eller småborgerlig?
Efter udgivelsen af bloggeren Anniken Jørgensens debutroman, Bare en natt til (Panta Forlag 2018) er der kommet fyr under debatten om forfatterens ret til at fremstille virkelige personer i sin litteratur skjult under titlen roman. Hvornår er noget “virkelighedslitteratur”, hvornår er det “bare virkelighed”?
Jeg har skrevet en del om dette emne før, men en vinkel jeg ofte synes bliver overset, er diskussionen om læserens ret, eller måske snarere evne, til at stille sig kritisk over for forfatteren.
Forfatterne bag disse romaner har det med indirekte at udlevere virkelige personer gennem deres “ærlige fremstilling af verden,” men de hyldes for deres mod. Vi er alle sammen blevet enige om, at det er vigtigt at få sagt sandheden – højt – for alle! Og så kan man ikke tillade sig at være kritisk, når nu nogen har været så modige at stå frem med al sin ærlighed om sig selv og andre mennesker. Bifalder man ikke denne ligefremhed, må det være, fordi man er småborgerlig, ukultiveret eller dum.
Jeg tror, at langt de fleste mennesker, på et eller andet tidspunkt i livet, har oplevet at forlade en kunstudstilling, biografsal eller en boglancering med tanken: “Hold da kæft, noget lort!” Men måske tillader ens blufærdighed ikke at afsløre de tanker om det ellers så anerkendte værk, for: “der var måske slet ikke noget i vejen med bogen, det var bare mig, der ikke forstod den.”
Men hvorfor er det så farligt at være kritisk? At indrømme, at man ser anderledes på tingene? Forlaget bag Anniken Jørgensens bog forsvarer forfatteren og går i stedet til angreb på anmelderen : “Hvad ved hun, hun er jo ikke engang litteraturvider!” Muligt, men det gør da ikke Jørgensens agenda hverken bedre eller ringere. Skal man at være trænet litterat for at kunne skelne mellem rigtigt og forkert ift., hvordan man behandler andre mennesker?
Desuden fremhæver forsvareren til denne roman, at forfatteren bare er en 22-årig debutant; at det er synd, at anmelderen angriber hende. Synd, fordi hun er ung, fordi hun er debutant, eller? Hun tvinger, gennem sin bog, andre mennesker til at være offentlige, nogle mod deres vilje, og laver dermed en glidende tackling indenom, men skal fritages for ansvar, fordi hun gør det i en roman?
Man skal ikke sætte kunsten under love og regler, siger man. Så ender vi bare som dengang, hvor man fængslede forfattere, fordi de fortalte sandheden om det korrupte samfund! Nej, det skal man nok ikke, men det skal være mere velset og tilladt at komme med velbegrundet kritik, hvis man ikke er enig med den anerkendte forfatter.
I sidste uge afviklede Litteraturhuset i Trondheim et arrangement med forfatter Anne Bitsch og psykolog Jon Anders Lied, hvor de to snakkede om Bitsch’s nye roman Brev til en ufødt datter (som man kan læse om her ). Min umiddelbare opfattelse af denne roman var, at der manglede en invitation til mændene. Dette påpegede den mandlige psykolog under samtalen, dog meget forsigtigt og meget undskyldende. Det var risikabelt at sige, det var tydeligt, særligt som eneste hankønsvæsen i en sal fuld af kvinder! Spørgsmålet blev dermed hurtigt forbigået. Det blev lidt kritisk, det blev lidt farligt, og vi kom jo egentlig for at hylde bogen og dens forfatter, gjorde vi ikk’?
Jeg glæder mig over, at der efterhånden skyder så mange litterære arrangementer op, hvor forfattere, anmeldere, journalister, litterater og ikke mindst almen dødelige kommer for at “tale” om aktuelle værker. Hvad jeg dog synes er rigtig ærgerligt er, at disse arrangementer altid ender som sukkerbestrøede hyldestoplæg til det lysende geni, som den pågældende forfatter nu engang er, og ikke en invitation til en åben debat om det emne forfatteren lægger op til i sit værk. Eller jo, en ensporet debat, hvor vi alle er enige om, hvor fantastisk det er, at nogen endelig tør, eller formår at sætte ord på det, vi alle sammen tænker og er enige om i forvejen. Enige, fordi vi ikke tør at være andet.
Hvad skal vi med kunsten, med litteraturen, hvis det ikke er tilladt at være kritisk? Hvad skal vi bruge et litterært værk til, som kun fortæller os det, vi åbenbart alle er enige om i forvejen, men som der skulle et “geni” til at fremhæve for os?
