Lovbrud i kunstens navn

Kan man fortsat nyde den gode bøf, hvis man ved, at koen blev mishandlet før slagt? Kan man spankulere rundt i sin nye, fine vinterfrakke, hvis man ved, at den er syet af et 5-årigt barn i Indonesien? Kan man sætte sig veltilpas i lænestolen og nyde en god roman, hvis man ved, at forfatteren af værket har voldtaget en kvinde?

De sidste par uger har der i Morgenbladet været fokus på faldende helte. Først var det Bjørneboe og Mykle som stod for skud, ugen efter var det Sartre og de Beauvoir der blev gået efter i sømmene. Har kunstnernes adfærd nogen betydning for, hvordan vi skal behandle deres værker – dengang og nu?

Som Toril Moi peger på i artiklen om Bjørneboe og Mykle, er der noget i det med at gå tilbage til en fortælling efter længere tid. Dèn bog er ikke den samme, når man læser den som 18-årig og igen som 40-årig. Konventionerne ændrer sig, rammerne for etik og moral udvides eller indsnævres. Engang var det en norm at handle med slaver. Så fandt vi ud, at det nok ikke var så heldigt og stoppede med det. Engang var det frisættende bare i det hele taget at kunne læse, og på den måde tilegne sig en vis form for viden, om seksuelle erfaringer, underordnet i hvilken grad det kom til udtryk. I dag gennemskuer vi med èn gang, at der er noget grundlæggende forkert og foruroligende i Bjørneboes omtale af en venneflok på hyttetur, som uden pigens vidne skifter partner i mørket. Et helt andet perspektiv får man, når man i efterkant bliver oplyst om, at den “fiktive” scene rent faktisk har udspillet sig i virkeligheden, og at forfatteren selv er ophavsmanden til episoden.

Er Bjørneboe da fortsat en kandidat til skolernes pensumliste? Bogen fortæller noget om den tid, den er skrevet i, den fortæller noget om menneskene som levede dengang, om datidens konventioner. Den er et eksempel på, hvordan vi, hvordan historien ændrer sig. Hvis man skulle skære alt det ud af historien som er skrevet af amoralske røvhuller, så ville der ikke være meget erfaring tilbage at hente. Historien om os skal ikke være sovset ind i fløde, det er klart, hvad skal vi med det?
Måske ligger det mere i måden, vi i eftertiden snakker om disse “helte” på? Der findes også en bagside af “stor kunst”, og det er måske det vi ikke skal have alt for stor berøringsangst for at nævne?

Der er utrolig mange eksempler på adfærd – kunst eller ikke – som i udgangspunktet er blevet modtaget som betydningsfulde, gode og relevante bidrag, men som man senere har fundet ud af også har en slagside.
Der er f.eks. Bernardo Bertoluccis Sidste tango i Paris: Det viste sig, at voldtægtsscenen ikke var ren skuespil, men at den kvindelige skuespiller faktisk blev voldtaget under optagelserne. Kan man stadig se den film med god samvittighed? Man ville vel aldrig have siddet linet op i sofaen med en skål popcorn og set optagelserne af en voldtægt begået oppe for enden af vejen for real, det ville være helt utænkeligt, men vi gør det gerne så længe optagelserne er foretaget af en anerkendt filminstruktør og voldtægten er pakket ind i et plot og har fået en titel. Vi sidder gerne og klapper af den dragende forfatter som står på scenen og fortæller barmhjertigt om flygtningestrømme og det gode menneske. Vi lader hende gerne samle en masse digte til den spirende ungdom, lader hende skrive et inspirerende forord, så den nye generation kan lære noget om at være et godt menneske: af hende som på hjemmefronten sprænger alle grænser for “god” menneskelig opførsel.

Men så kan man spørge: Har alt dette noget at sige for selve værket, for dets kvalitet, for dets kunstneriske værdi? Har det noget at sige for smagen på bøffen, at koen er blevet tortureret, har det noget at sige for komforten af jakken, at den er syet af en 5-årig og dunene blev flået af gåsen, mens den fortsat var levende?

Hvis man konstant skulle gå og tænke over ophavet til alt man omgiver sig med, ville det jo nærmest ikke være til at leve. Hvis man skulle trække al viden om forfatterens liv ind i de romaner man læser, ville læsning blive et særdeles opslidende gravearbejde.
“Man kan ikke forlange af kunstneren, at han også skal være et godt menneske,” har nogen så fornuftigt påpeget engang, men det man kan forlange er vel, at han eller hun bliver stillet til ansvar for sine handlinger og ikke bare ukontrolleret kan fortsætte med sin adfærd? Jeg mener, burde der ikke være en klokke der ringer, hvis en forfatter bruger et helt forfatterskab på at skrive om sine kontinuerlige destruktive eksperimenter, sine grænseoverskridende seksuelle fantasier og eksperimenter med mindreårige, om voldtægt, om alkohol- og stofmisbrug? Jeg er med på, at skønlitteratur kan være en måde at belyse ellers vanskelige emner, at liv og værk ikke nødvendigvis hænger sammen, men bare fordi man kalder sine beskrivelser af seksuelle udskejelser for “roman” er det jo ikke nødvendigvis etisk eller lovlig adfærd af den grund.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.