Lucie: Amalie Skrams #metoo

Lucie, Amalie Skram, udgivet første gang i 1888, denne udgave er fra Gyldendal Norsk Forlag 1991

Amalie Skram og mange andre på hendes samtid, men også før, kæmpede en kamp mod skam og skyldfølelse. Hendes romaner er ualmindelig hårdslående og grusomme, og man skulle mene, at disse fortællinger i sig selv var nok til at ændre folks adfærd. Men fortællingerne er stadig relevante, og nye historier kommer til, så noget må der jo endnu være i vejen. Burde vi ikke blive klogere – man siger jo, man bliver så klog af at læse bøger? 

I romanen Lucie fortæller Skram historien om den unge, lettere omfarende Lucie, der bliver gift med den statelige Theodor Gerner. Deres forhold er i starten præget af betagelse og forelskelse, og begge har de forestillinger om, hvad ægteskabet skal bære med sig. Lucie er betaget af tanken om velstillethed, pæne kjoler og dyre pelse, mens Gerner drives af forestillingen om, hvordan han kan forme Lucie: Hun bliver hans eget lille projekt.

“Hun står i et ubegrenset avhengighets- og takknemlighetsforhold til mig. Det er så å si mig som har skapt og oppfunnet henne. Hun er ung og bløt som voks, jeg kan gjøre ut av henne hvad jeg vil.”

Lucies fortid er dyster. Hun er for det første ikke født ind i velstand, men kommer fra en arbejderfamilie, og da hendes første forlovelse går i vasken, finder hun arbejde hos et omrejsende Tivoli. Her træffer Gerner hende første gang og forelsker sig i hende.

Men det passer sig jo ikke rigtig i Gerners verden, at have en kone der er tidligere “Tivolitøs,” så det er med nogen skepsis, at Gerners omgangskreds tager imod Lucie. Alle har de fordomme, og Gerner ved det. Derfor er han ekstra opmærksom på Lucies opførsel i selskaber. Foruden dét at han er sygeligt jaloux, ser han også den mindste bevægelse eller ytring fra Lucies side som en provokation. Lucie gør derfor alt for at behage sin mand og kaster sig undskyldende for hans fødder, hver gang Gerner påpeger hendes letsindige opførsel.

“Da Gerner den annen dags aften kom fra kontoret og trådte inn i sitt værelse, fór Lucie imot ham og kastet sig platt ned på gulvet, og idet hun brøt ut i høirøstet gråt, tigget og tryglet hun om tilgivelse for det hun hadde sagt forleden morgen. Hun hadde ikke ment det, hun visste så vel hvor langt ophøiet han var over henne, hun som bare var en filletøs ved siden av ham. Det var skammelig og dårlig av henne å være uskikkelig, når han var så snild å ville rette på henne, han, hvem hun skyldte alt hvad hun var og hadde i verden.”

Med tiden går det op for Lucie, hvor modbydeligt Gerner behandler hende. Især da hun stifter bekendskab med den ugifte Karen Reinertson, som er berygtet (dog stadig respekteret i deres omgangskreds) for sin frie tilgang til kvindens rolle i ægteskabet. Hun blander sig i- og kommenterer på samtidens ophedede sædelighedsdiskussion. Netop i skikkelsen af Karen bringes denne samtidsproblematik op til overfladen. Herigennem diskuteres emner som fornægtelsen af mænd og kvinders ligestilling eller klare forskelle i ægteskabet, som både forfatteren Bjørnstjerne Bjørnsson og Georg Brandes på samme tid åbnede op for – bl.a. ud fra den såkaldte “handske-snak” som også blev et alment begreb i romanens samtid.

Hele denne snak får Lucie til at stille spørgsmålstegn ved sin egen fortid. Hun bliver på den ene side bekræftet mere og mere i, at hun ikke er god nok til Gerner, fordi hun har været en “letsindig” kvinde førhen, hvilket også handskedebatten, drejede sig om: På den ene side stod de, som mente at manden nærmest havde pligt til at prøve kræfter med andre kvinder, inden han giftede sig, mens kvinden blev pålagt det stik modsatte. Overfor stod f.eks. Georg Brandes som påpegede, at det ligefrem ville være langt det sundeste for ethvert ægteskab, hvis begge gjorde sig nogle erfaringer på forhånd. Han havde nemlig fået øjnene op for samtidens nyfundne videnskab, som få individer havde hæftet sig ved: At kvinden havde naturlige drifter på lige fod med manden. Forskellen var så bare, at kvinder kunne (og skulle) tøjle dem, hvilket var helt umuligt (og utænkeligt at forlange) for manden.

Det går altså op for Lucie, hvor fordrejet denne forestilling er. Hun begynder derfor at opbygge en foragt for Gerner, og de skændes mere og mere. Lucie bliver, ifølge Gerner, “uhåndterbar,” stikker af efter deres skænderier, og river sig mere og mere løs af hans jerngreb. Dette gør selvfølgelig kun Gerner endnu mere striks, og deres samliv præges af jalousi, distance og skyldfølelse hos dem begge.

En nat efter et selskab kommer Lucie og Gerner op at skændes, og Lucie stikker af. Først ud på morgenen kommer hun hjem, tydeligt forfjamsket og fraværende. Hun forklarer Gerner, at hun har vandret rundt i byen hele natten, men det skal senere vise sig for læseren, at der er sket noget ganske andet og langt værre, som får store konsekvenser senere hen.

Efter den nat ændres Lucie mere og mere. Hendes humør er svingende – det går fra store og voldsomme udbrud til dagslang tavshed. Samtidig forelsker hun sig i en løjtnant, der foregiver at være interesseret i hende, men i sidste ende skuffes Lucie dybt. Alt er på dette tidspunkt sat på spidsen, og fortællingen udvikler sig mere og mere fatalt.

Som det også ses i Skrams nok mest kendte roman Constance Ring drives den kvindelige hovedrolle, af samfundets hykleri, ud i en skæbnesvanger skyldfølelse, som tragisk nok endnu gør sig gældende i nutidens samfund: Voldtægtsofferets skyldfølelse som i dén grad avles af den måde, vi taler om gerningen på.

Men jeg sidder altid tilbage med følelsen af ikke rigtig at vide, hvad det er, Skram prøver at sige med disse litterære antiheltinder? Egentlig står det ganske klart, at man vil fortælle, hvordan samtidens normer driver folk i ulykke. Hvordan denne forskruede opfattelse af mænd og kvinders forskelligheder i ægteskabet og det seksuelle liv, fører til langt mere end almen frustration. Men det jeg på den ene side er fortvivlet over, men som jeg på den anden side godt kan se pointen i, er denne fatale udgang, det altid får for Skrams kvindelige hovedpersoner. Alle  starter de ud som den blåøjede, underkuede hustru, som dog med tiden får øjnene op for sin egen ringe position. De forsøger derefter at tage kampen op mod den uretfærdige behandling, de er underlagt, men alligevel ender det altid i nederlag – i grusomhed og ren ulykke. Man kunne fristes til at tro, at Skram, med dette, ville sige: “Lad være at tage kampen op, det lykkes ikke alligevel – det fører kun dårligdom med sig at prøve at ændre på noget.” Det virker bare ret paradoksalt, og jeg tror måske nærmere, at det handler om at belyse den konstruktion menneskene på denne samtid var underlagt, og som vi måske nok stadig hænger lidt fast i:

Gennem det meste af fortællingen om Lucie og Gerner, var jeg virkelig vred på Gerner. Jeg syntes, han var en dum skid, men med tiden gik det op for mig, at det jo sådan set ikke udelukkende er hans skyld: Hans væremåde er tillært, hans tankegang er tillært og ret “normal” for samtiden. Han er selv ligeså fortvivlet over sin opførsel, men kan ikke gøre hverken til eller fra i sin handlemåde, fordi samfundet nu engang var skruet sammen, som det var. Han er oprigtigt forelsket i Lucie, han elsker hende og bedårer hende, men der er så meget udefrakommende som spiller imod, og som får ham til at handle, som han gør. Men dette er også bare en rigtig dårlig undskyldning for netop ikke at ændre adfærd, og samtidig hvorfor jeg tror, at vi den dag i dag endnu hænger fast i disse former: Fordi vi kaster ansvaret fra os ved at sige, at “sådan gør alle de andre også, så derfor må jeg godt.” Hvis alle andre gør lige sådan, er der vel ingen grund til at ændre adfærd, vel?

Hvis alle bliver ved med retorisk at pålægge kvinden offerrollen, den der bærer skylden og skammen (læs i øvrigt mit indlæg om skeder, skam og surmuleri i denne forbindelse.) og ikke forlanger, at manden (eller måske nærmere alle mennesker) tænker anderledes om det, vil vi altid tale og agere som vi plejer, og plejer er bare ikke godt nok i denne sammenhæng.

Det er frustrerende at tænke på, at en snart 140 år gammel debat endnu gør sig gældende, men samtidig peger det også på, hvorfor vi skal blive ved med at læse om det: Kun ved at tale om det, udpege det forkerte og dermed opfinde nye måder at tale om det, har man mulighed for at udviske det forkerte.

Del dette indlæg:Share on facebook
Facebook
Share on google
Google
Share on twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.