Markedsføring og hovedløse høns: Er det småligt at læse om sig selv?

Den gode litteratur er den som stiller spørgsmål til den verden vi færdes i, den som: ”åpner et erkjennelsesrom, viser oss tilværelsen fra andre sider, utfordrer vårt forhold til virkeligheten”, som Kari Marstein skrev det i et indlæg i Aftenposten. Well, nu stiller jeg så spørgsmålet den anden vej rundt: Hvad er det for et forhold til virkeligheden, vi skal have, hvad er det for andre sider, og hvem er det der skal vise os dem?

For nogle uger siden spurgte litteraturredaktør, Peter Nielsen i en leder i Information, om ikke det er navlebeskuende og småligt, at danskerne bare læser bøger som handler om dem selv. Nielsen blev herefter beskyldt for at være kontroversiel, men hvorfor, det var kontroversielt at stille sådan et spørgsmål, forstod han ikke, og kastede derefter bolden videre til nordmændene i nok en leder i Klassekampens bokmagasin: hvorfor bliver folk sure over at få udpeget deres navlepillende tendenser, og gør det samme sig gældende i Norge, ville han vide?

Egentlig tror jeg ikke, det er småligheden, der hidser læserne op, men snarere dét at blive beskyldt for at besidde negative egenskaber man ellers ikke tillægger sig selv. Fordi man ikke ved, hvor disse kommer fra.

Ifølge Peter Nielsen er det særligt den litteratur, som fortæller noget om os selv – på godt og ondt, der vinder frem. Det er den såkaldte virkelighedslitteratur, hvor ærligheden nærmest ikke kan udfoldes smertefuldt nok, der præger bestsellerlisterne. Enten er det familiesagaer, stærke slægtshistorier, barske fortællinger fra Amager eller den hårde barndom med uretfærdige og følelseskolde forældre, vi overgiver os til i tusindtal. Hvorfor læser vi kun om os selv, spørger Nielsen? Det gør vi, fordi det er det, forlagene udgiver, det forfatterne skriver om.

At vi vælger én bestemt form for litteratur, er vel ikke udelukkende læsernes skyld? Man vælger jo den litteratur som er tilgængelig, lettest tilgængelig. Den litteratur som forlagene, boghandlerne og anmelderne fremhæver.

Som med al anden markedsføring, handler det om at ramme kunderne (her læserne), der hvor de er allersvagest. Vi bliver dagligt bombarderet med information og inputs alle steder fra, og vi bliver selvsagt nødt til at sortere i det for ikke at drukne. Er man i forvejen godt mæt, orker man ikke at grave ret dybt i skålen for at finde det næste gode stykke. De mest populære bøger, de som forlagene og boghandlerne virkelig synes, vi skal læse, ligger derfor yderst tilgængelig på store borde lige inden for døren og gerne i synsfelt fra kassen – ligesom Marsbar og kondomer i supermarkedet. Disse bøger er gerne ekstra fremhævet med skilte fuld af hjerter, stjerner og anmeldernes lovprisninger. Måske har vi endda fået bogen anbefalet af naboen (som i øvrigt også fik bogen serveret på et sølvfad), eller fra ekspedienten bag kassen. Det er klart, at man vælger en af dem: Det er vel kun de bedste bøger, der får så markant markedsføring? På den måde sparer man sig selv for en fortvivlet tur gennem butikken med fare for at falde over småtteri, hvor kvaliteten ikke er gennemskuelig grundet de manglende hjerter og stjerner.

Er det læsernes skyld, at vi ikke udvider vores litterære horisont – at vi ikke ser ud over vores egen navle? Jeg kan godt forstå, de som er blevet provokeret af at blive beskyldt for at være smålig. Særligt, fordi det ikke engang er en del af læserens bevidsthed – når det slet ikke er læserens hensigt, men en virkelighed vi bliver pålagt, uden at vide, hvor den virkelighed kommer fra. For vi stiller ikke spørgsmål til forlagene, til det de udgiver, til de bedstsælgende forfattere. Vi stoler blindt på deres evner og på den virkelighedsfortælling de konstruerer om den virkelige virkelighed.

Forlagene har rig mulighed for at behandle læserne som hovedløse høns. Vi læser det, de siger, vi skal læse. Vi lever ud fra historien om den virkelighed, der bliver skrevet om os – i slægtsromaner, i historiske romaner, fortællinger om børn der hader deres forældre.

Men det er jo fiktion, ville nogen nok sige, læserne ved, at det er fiktion og er åndsnærværende nok til at vide, at det er en opdigtet fortælling. Men er det også dét, vi læser jo om os selv, som Nielsen siger? Forfatterne skriver om sig selv, og vi læser det. Vi læser om det, der ligger os nært, det vi kan spejle os i. Men kan vi genkende fortællingen, fordi det er den historie, vi bliver ved med at få fortalt? Er min historie egentlig sådan, som der står i slægtsromanerne, er det min kulturelle baggrund, eller er den blevet sådan, fordi den er digtet sådan – fordi forlagene har solgt den sådan?

I virkelighedslitteraturen er grænsen mellem den egentlige virkelighed og den konstruerede ofte vag, og det samme bliver vores opfattelse. Tænker jeg noget bestemt om verden, fordi det er sådan, det er, eller fordi det er den historie, forlagene ønsker at sælge? Man vil f.eks. ikke udgive fortællingen til en mand, som er blevet beskyldt for en Metoo-synd, man ville ikke markedsføre en oplysningsbog om det kvindelige underliv i Go’morgen Danmark, og man gør kun plads til bøger skrevet af de forfattere, man er blevet enige om at dyrke i avisernes kultursektioner. Hvad så med alt det andet – alle de andre sandheder om verden, som vi ikke hører, fordi forlagene ikke vil udgive dem, og butikkerne ikke vil markedsføre dem? Hvem er vi egentlig i lommen på?

Man kan måske forsvare det med, at ingen tvinger læserne til at læse de lettest tilgængelige bøger – at det er tilladt at tænke selv, men der er heller ingen som tvinger kunderne til at liste en Marsbar ned i kurven, imens de står og venter på at betale, men det sker alligevel, bevidst eller ubevidst.

Måske er den litterære smålighed ubevidst kommet snigende, og måske er det ret ok at blive bevidst om. Jeg tror godt, vi kan tage Peter Nielsens beskyldning som en opfordring.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.