Som barn har man en tendens til at stole blindt på, hvad ens forældre siger, for man kender ikke så mange andre sandheder, end dem de fortæller.
Jo ældre man bliver, jo flere inputs får man udefra, og i takt med at man påvirkes af andre instanser, bliver man også mere selvbevidst. Denne har det ofte med at skure lidt mod ens forældres udlægning eller opfattelse, kort sagt: Som teenager synes man, ens forældre er latterlige!
Senere hen kan man måske godt se, at nogle af de ting, forældrene hylede op om dengang, var rigtige nok – at der var en grund til, at de sagde, som de gjorde. Men forældrene skal sjældent have credit for alt. Det vil de sikkert gerne; de vil gerne blive ved med at have at vide, at deres børn har brug for dem for at overleve, at det er dem der ved bedst, fordi de er ældst. (Eller hvad det nu handler om.)
“Min mor synes jeg skal komme op i hendes sommerhus nu hvor jeg har ferie. Det er svært at komme til Amtoft uanset hvor i landet man befinder sig. Man skal både med tog og bagefter skifte bus op til flere gange, og de kører hver især en til to gange om dagen. Jeg hader blå busser, siger jeg. Had er et stærkt ord, siger min mor. (…) Min mor siger at der findes noget der hedder Rejseplanen på Internettet, og at jeg virkelig bør prøve at finde en transportvejledning. Jeg siger at jeg godt kender Rejseplanen. Hun begynder at stave det. Jeg siger at jeg godt kan stave til rejseplan. Dot dk, råber hendes mand. D-O-T, siger min mor. Jeg trækker vejret.”
I Stine Pilgaards debutroman bringes denne problematik til yderpunkter, og det værste er, at det hele er ret så genkendeligt. Det virkelige problem i barn/forælder diskussionen i denne roman bunder i, at man taler forbi hinanden. Men hvorfor? Forældrene og deres børn har det samme udgangspunkt, fordi man er så nært beslægtet, som man overhovedet kan være. Alligevel kan det føles som om, man kommer fra hver sin verdensdel. Man lever i den samme ydre verden, men med vidt forskellige syn derpå, og derfor bliver de indre verdener så milevide fra hinanden, at man skulle tro, man var hinanden komplet fremmed. Og det er måske derfor, vi taler forbi hinanden: Fordi vi er hinanden fremmed på trods af alt det der med slægtskab?
“Min mor siger at jeg skal passe på at jeg ikke bliver en overvægtig samfundstaber der aldrig får en uddannelse. Din ekskone antyder at jeg er tyk, siger jeg til min far. Han ser forvirret ud. Min mor bider hovedet af min marcipanmand. Du spiser far, skriger jeg, du gør mig faderløs, er du vanvittig. Vi laver bare en ny, siger min far. Du forkæler hende, siger min mor mens hun tygger på min fars hoved.”
Jeget i Pilgaards roman er netop blevet forladt af sin kæreste, eller rettere, hun er blevet smidt ud og er nu nødsaget til at flytte ind hos sin far og stedmor. Nødsaget er måske så meget sagt, for hun befinder sig egentlig ganske godt på præstegården, hvor ingen stiller krav til hende, og faderen fodrer hende med chokolade, så snart hun kommer lidt ud af balance – ligesom han altid har gjort. Det eneste der med jævne mellemrum forstyrrer jegets chokoladespisende-storrygende-voldalkoholiserede-sørgende hverdag er hendes mor. Ifølge moderen er der ret meget i vejen med hendes datter, men “som forælder elsker man jo sine børn ligemeget hvad.” Så der opstår selvsagt nogle sammenstød mellem de to.
Og det er egentlig hvad romanen handler om: En irriterende mor der, med allerbedste hensigter, prøver at motivere barnet til at få noget fornuftigt ud af livet, stoppe med at ryge og drikke, tage sin astmamedicin, hjælpe med at samle ind til Kræftens bekæmpelse, og nåh ja, hvis det ikke er for meget forlangt, at gifte sig med Prins William. Romanen handler om kærester, om mislykkede forhold som måske netop er mislykkede fordi, man er enebarn. Den handler om søheste i hjernen, om en læge der taler om kemi, en læge der taler om sinuiter, om Kingo, salmer og om høflighedsløgne. Og så er den bare herre morsom! Jeg læser denne roman med jævne mellemrum og kommer, på trods af den ret deprimerende situation, jeget befinder sig i, i ufattelig godt humør hver gang. Måske fordi jeg her ikke føler mig ene om at have åndssvage forældre 😉
Jeg morer mig som sagt ganske glimrende under læsningen, men samtidig er der også noget dybde i romanen. Midt i al latteren runger en dyb alvor, som gør romanen vedkommende og ikke kun til et godt grin. Selvfølgelig er det sjovt, at moderen heri skildres som en kontrollerende lystløgner og faderen der, selvom jeget er fuldt ud voksent, stadig kommer med en kurv fuld af chokolade, påskebryg og cigaretter til sin datter og gør et stort nummer ud af, at det er fra påskeharen, så er der altså også noget tragikomisk over det. Og det er nok denne her yderst skarpe skildring af dét at tale forbi hinanden så konsekvent, der gør det hele mere alvorligt. Dét og så de gennemgående passager der kaldes “Monologer fra en søhest,” hvor morskaben pilles ud og værket ophøjes.
“Selv om det skal forestille at de taler sammen, lyder det som om de alle sammen skriger. Ikke til hinanden eller til nogen bestemt, men som øredøvende skrig ud i verdensrummet. De fleste af dem skriger fordi de er gift og har børn og føler sig kvalt af en postuleret lykke. De sidste, der altid vil videre i byen, skriger fordi de ikke er gift og ikke har børn og ikke føler sig kvalt af en lige så postuleret frihed. Der findes en anden desperation og nogle andre skrig i Mulle og mig. Fordi vi endnu ikke har foretaget os handlinger vi ikke må fortryde, står de mulige fejlslutninger på snorlige rækker parat til at blive begået.”
Det er virkelig en fin sammensætning af det sjove, det alvorlige, det genkendelige, det almene og det personlige. Jeg synes, det er ret gennemført, og jeg anbefaler denne roman på det kraftigste. (Især kan den tjene som plaster på såret, hvis man har en forestående jul i “familiens skød” og synes dét klinger helt vildt gyser-agtigt.)
“Alle humanister hader mennesker, siger jeg, de kan bare godt lide ideen.”
