Jeg tror, at mennesket som udgangspunkt er en ret egoistisk race. At de fleste ting vi gør, gør vi for egen vindings skyld. Der er dog perioder i livet, hvor dette er mere fremtrædende end andre: Det unge menneske har ofte en tendens til (i de fleste tilfælde vel ganske ubevidst?) at tro, og ikke mindst agere som om, verden udelukkende centrerer om dem. Man ser ofte sig selv værende i åben kamp med resten af verden i den periode. Man møder ingen forståelse, jagter accept, omfavnelse og nærvær, samtidig som man ihærdigt løsriver sig alt dette i forsøget på at blive et selvstændigt individ.
I Emma Bess’ novellesamling, Mødre, døtre, søstre centraliseres denne problematik gennem, til tider, klaustrofobiske kvindelige hovedpersoner. Det starter med barnet, som på én gang misunder sin storesøster, men samtidig er bekymret for hende: Hvad sker der til de fester, hvorfor må hun ikke læse hendes Vi unge blad – hvad kan der om muligt stå i det? Ingenting interessant, det er hun godt klar over, men utilgængeligheden i sig selv gør det uundværligt.
De første tre noveller centrerer om pigen, om barndom og om nære søskendeforhold som ændrer sig, jo ældre man bliver. Intimiteten forsvinder og bliver i stedet erstattet af en distance sået i misundelse, mindreværd og en ubestemmelig længsel efter nærhed, som her nærmest får seksuel karakter.
“Jeg lukker for vandet og bukker mig ned, dækker mit ansigt med min håndflade, den lugter koldt og surt, jeg stikker hånden ned igen, rører hårdere og hårdere med fingerspidsen indtil det er lige ved at gøre ondt. Jeg forestiller mig det. Først forestiller jeg mig solen fordi det er den der har magten over Nelli nu; fordi fra nu af er alt tydeligt for hende, som om hele hende selv var i lyset, og der slet ikke var noget der kunne gemme sig. Fra nu af ved hun præcis hvad hun skal gøre, og hun er sikker på hvad det ene og det andet er.”
Senere handler det om den unge kvinde, der i sin nye position som “voksen” føler sig uendelig sårbar, og ikke forstår, at ingen ser det. Hvorfor bemærker hendes kæreste ikke, at hun har det dårligt? Måske bemærker han det, men ignorerer det, fordi han ikke kan håndtere det, ikke vil håndtere det, og måske tager han i dette øjeblik beslutningen om at gå fra hende? Når de nære relationer svigter, er det klart, man prøver andre muligheder for at få disse behov dækket. Det er bare ikke sikkert, det kan lade sig gøre, fordi det netop kun er hos familien, man kan finde, det man søger: fordi der i disse relationer er specielle bånd – der gælder specielle regler, eller, jeg ved det ikke?
“Ja, et smil kunne virkelig gøre meget, og det var måske en del af min nye læges magi at hun havde sådan et dejligt smil, selvom hun egentlig ikke var køn, det så bare så dejligt ud, og nu jeg tænkte over det, var der så ikke også noget om at jeg virkede til at have en speciel stjerne hos hende, det syntes jeg ligesom også jeg kunne fornemme i hendes smil, at hun faktisk havde lagt særligt mærke til mig, at hun reelt gerne ville hjælpe mig og dét ikke nødvendigvis ud fra et rent økonomisk perspektiv, men fordi hun simpelthen kunne lide mig, måske var tingene nogle gange så enkle.”
Fælles for disse noveller er navlebeskuelsen: Jeget i novellerne virker afskåret fra sin omverden i kampen om tilhør, og i længden bliver det anstrengende læsning. Som at være i rum med en meget opmærksomhedshungrende tumling. Men det er samtidig også, hvad der gør novellerne interessante: Det irriterende, det krævende, det selvcentrerede. For, hvor langt kan man trække dette – f.eks. i forhold til sin familie? Er det ikke bare givet, at ens mor, ens søskende skal elske én, nære én med kærlighed, ligemeget hvor utålelig man så er – faktisk særligt når man er utålelig, for det er der, man har mest brug for det?
“Jeg kan mærke på hendes strøg at hun bliver mere og mere vred. Jeg ved godt hvorfor. Hun kan ikke have det; at man opfører sig som om man er et offer når man ikke er det. Offeret er ligesom en rolle jeg bare glider ind i lige så snart glæden forsvinder fra mig, har hun sagt. Det er rigtigt. Når glæden bliver revet væk, så er der mørkt og falsk inde bagved. Jeg spiller den rolle så godt, jeg spiller og spiller, jeg er en manipulerende sæk, jeg udnytter at jeg er hendes datter og har magt over hende, at jeg kan give hende dårlig samvittighed.”
Selvom jeg i enkelte tilfælde næsten måtte opgive min læsning, fordi disse kvindelige hovedpersoner bliver for irriterende i sine selvoptagethed, i sin hunger, så er novellerne alligevel så godt konstrueret, så letflydende, at jeg alligevel måtte læse videre. For man fornemmer en dybde, som handler om andet end, “hvor er det synd for mig.” Der opstår også en snært af foragt til disse krævende unge kvinder fra forfatterens side, jeg foragtede næsten helt mig selv, da jeg læste, fordi det er så genkendeligt, fordi man selv er en krævende kost indimellem, og det er måske meget godt at få sat lidt i perspektiv: Det er ikke nødvendigvis så synd for mig, som man skulle tro. Det er ikke automatisk givet, at symbiotiske familieforhold varer ved, det ville faktisk være mærkeligt, hvis de gjorde, og selvom det ikke føles sådan i øjeblikket, så er det faktisk sundt nok at blive sat af i vejkanten med besked om selv at finde hjem. Og det er det, disse noveller handler om: At finde hjem – til sig selv og til de man holder af.
