“Hæ!? Nå skjønner æ ikkje ka du sier!”
Bør man tilpasse sig sin samtalepartner i mødet med en anden skandinav, eller er det modtagerens eget ansvar at forstå, hvad der bliver sagt?
Ovenstående sætning hører jeg mere eller mindre på daglig basis. Jeg har efterhånden boet i Norge et godt stykke tid, og jeg synes egentlig, at det med sproget går ganske udmærket. I hvert fald for min del.
Jeg forstår efterhånden det norske sprog ganske godt, selv den tunge, trønderske dialekt er ved at sidde fast, men jeg oplever desværre store vanskeligheder den anden vej: Nordmændene forstår ikke mig.
Jeg har altid haft let ved sprog. Jeg blev eksponeret for både svensk og norsk gennem store dele af min barndom, og jeg synes derfor, det er let at afkode de nordiske sprog. Sproglige vanskeligeheder var derfor slet ikke en del af mine bekymringer, da jeg valgte at bosætte mig permanent i Norge, men jeg skal love for, at det er gået hen og blevet en udfordring!
Når jeg henvender mig til folk, eller de henvender sig til mig, er deres første reaktion enten total stilhed og en lille smule frygt i blikket, eller et stort, rungende: “HÆ!” Jeg gentager derfor altid min første sætning, og derefter lyder svaret: “Du er dansk, du?” Korrekt! Du er dælme ikke nem at narre! Herfra kan samtalen gå to veje. Enten disker vedkommende op med anekdoter tilknyttet egne erfaringer fra Danmark: Sommerferier ved Vestkysten, noget med cykler, København, måske forsøger han/hun at efterligne det “rare”, danske sprog på en lettere udleverende måde. Eller vedkommende kan umotiveret kvittere med et: “Skjønner…” Og så er samtalen automatisk afsluttet.
Dette er ikke en særlig kritik rettet mod det norske folk. Jeg tror, mennesker over hele verden har det sådan: Vi er bange for det fremmede. Man kan måske sige, at dansk ikke ligefrem er forbundet med “det fremmede” for andre skandinaver, men noget er der altså i vejen.
Når jeg f.eks. taler med folk på mit studie – i studiegruppen, på forelæsninger etc., oplever jeg alt for ofte, at folk ikke responderer på mine henvendelser. Jeg opfordrer gentagne gange til, at folk må sige fra, hvis de ikke forstår, hvad jeg siger, og dén besked, ser jeg, bliver modtaget. Alligevel oplever jeg gang på gang, at folk ikke hører efter, hvad jeg siger, ikke svarer, eller helt undlader at tale til mig, fordi de sætter sig for, at de ikke forstår, hvad jeg siger – de vil ikke forstå, hvad jeg siger, fordi det kræver lidt ekstra af dem, og så er det lettere at lade være med at inkludere mig.
Jeg var så heldig at få mulighed for at komme med på et vejledningskursus for studerende, som ikke har norsk som modersmål, og her gik der virkelig nogle ting op for mig: De andre deltagere fortalte, hvordan de altid føler sig ekskluderet i en gruppe udelukkende pga. deres accent. Så snart andre opfanger, at de ikke mestrer sproget 110%, bliver de ekskluderet. De oplever at blive ringeagtet, at andre opfatter dem som uintelligente, fagligt inkompetente osv. Og jeg må sige, at jeg faktisk har mange af de samme oplevelser. Jeg har efterhånden et utal af eksempler på situationer, hvor disse ting har gjort sig gældende for mit vedkommende. I begyndelsen tænkte jeg, at det sikkert bare var mig der var nærtagende eller misforstod, men nu hvor jeg efterhånden har været her så længe og oplever det stort set hver dag i forbindelse med studie eller job, så kan jeg godt se, at der er et reelt problem. Ligeledes har det fået mig til at indse, hvor stor respekt, man egentlig bør have for folk der kommer til et andet land og forsøger at starte en tilværelse op. Jeg har selv været slem til at ekskludere folk, hvis jeg kunne høre, at de ikke mestrede det danske sprog 100% netop, fordi det krævede ekstra arbejde fra min side. Jeg har også været hurtig til at dømme, men jeg har virkelig fået en helt ny respekt og forståelse for mennesker i den situation! Jeg er trods alt bare flyttet fra Danmark til Norge, men der kommer altså også mange til Norden, som har en helt anden kulturel og sproglig baggrund, og jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor vanskeligt det må være, taget mine egne oplevelser i betragtning.
Ved Københavns universitet har man lavet en undersøgelse om sproglig akkommodation (som man kan læse om her ), der viser at vi har lidt forskellige holdninger til det der med at tilpasse os andre skandinavers sprog. Denne undersøgelse er specifikt rettet mod forståelsen mellem danskere og svenskere, men jeg tænker, at forholdene sikkert også gør sig gældende mellem danskere og nordmænd.
Undersøgelsen fokuserer på, hvis ansvar det er at forstå, hvad der bliver sagt. Hvis man er dansk i Sverige, er det så danskeren som må tilpasse sig det svenske sprog, eller skal man kunne tale sit eget nordiske sprog og blæse på den sproglige akkommodation?
Undersøgelsen peger på, at der heri ligger noget med gensidig respekt, æstetiske forhold og nationalfølelse.
Det handler altså om, at vi er hurtige til at dømme fremmede, at førstehåndsindtrykket må være så godt som muligt, og som jeg skrev tidligere, så er vi styret af frygt for det fremmede. Så snart vi møder noget ikke-genkendeligt, går vi i forsvarsposition. Vi forholder os tvivlende for at være på den sikre side. Underviseren, på det omtalte vejledningskursus, fortalte, at selvom hun har boet i Norge i 40 år, så gør hendes canadiske accent, at folk altid forholder sig skeptiske i det første møde med hende – nogle faktisk for altid.
At kunne kommunikere med det andet menneske er altafgørende for at skabe en tryg relation. Hvis ikke man forstår, hvad modparten siger, ikke kan aflæse vedkommende, er det klart, at man bliver utryg, men igen, jeg havde virkelig ikke forventet, at der skulle være en så stor udfordring mellem dansk og norsk!
Jeg føler mig ofte i en position, hvor jeg bliver set ned på. Èt er, at jeg altid skal høre på dumme jokes om, hvor vanskeligt, mærkeligt og latterligt det danske sprog er, noget andet er, at jeg føler mig ringeagtet – at folk tror, jeg er uintelligent.
Jeg forstår, at disse sprogvanskeligheder er mit eget problem. Det er mig der har valgt at tage en uddannelse i Norge, det er mig der har valgt at bo her, så selvfølgelig er det mit ansvar at tilpasse mig, og jeg forsøger, så godt jeg kan. Jeg forsøger at erstatte så mange “rare danske ord” med norske, jeg taler langsomt og tydeligt, og jeg bliver ikke fjendtlig, når folk ikke forstår, hvad jeg siger. Pt. er det faktisk sådan, at min opmærksomhed har gjort mig nærmest mundlam. Jeg forvirrer mig selv, fordi jeg vænner mig til konsekvent at bruge norske udtryk, og så glemmer jeg de danske. Jeg leder konstant efter ord, når jeg skal udtrykke mig, så egentlig kan jeg godt forstår, hvis folk tror, jeg er mindre bemidlet oveni; mit ordforråd er ganske enkelt gået i opløsning!
Sprogligt ligger dansk og norsk som bekendt tæt op ad hinanden. Der er ikke de store forskelle, men det er faktisk de små der gør det vanskeligt. Der er mange ord, som har samme betydning på dansk og norsk, men der er også mange som ikke har! Derfor bliver jeg ofte i tvivl, om det nu også hedder det, jeg tror, eller om den sætning, jeg former inde i hovedet slet ikke giver mening.
Og så er der udtalen! En (norsk) veninde sagde engang til mig, at dansk jo egentlig bare er en norsk dialekt, og ja, det kan man måske sige. Men det er netop dét med “dialekten” som gør det rigtig vanskeligt. (Det er lidt det samme med tysk. Jeg har altid hadet dét sprog, men det er faktisk det samme problem for mig her: Der er så mange ord som minder om de danske eller engelske, at jeg bliver i tvivl, om det er tysk eller ej. En lærer sagde netop engang til mig, da jeg nævnte dette problem: “Bare tænk på det danske ord og så sig det på tysk.” Øh, mange tak for fin hjælp?!”) Min “norske dialekt” er åbenbart total uforståelig. Jeg kan godt selv høre, at den ikke er helt hjemme. Jeg hører ordet på norsk inde i hovedet, men når det kommer ud af min mund, er det bare overhovedet ikke sådan, som jeg havde tænkt mig, at det skulle lyde. De fleste siger derfor ofte, når jeg forsøger at tale norsk: “Nå, skjønner æ ingenting! Bare snakk dansk, du!” Og så er vi jo sådan set lige vidt.
Jeg vil gerne tale norsk, jeg vil gerne tilpasse mig, men det er sgu ikke for at være høflig. Det er for at undgå at blive opfattet som uintelligent, at undgå at blive ekskluderet, latterliggjort. Det er for at undgå at føle mig udstillet, så snart jeg åbner munden, undgå at folk ikke gider at tale til mig, ikke vil lære mig at kende, ikke vil arbejde sammen med mig osv. osv. Men samtidig tænker jeg: Kan det virkelig passe? Jeg kommer jo bare ovre fra den anden side af bredden, ikke den anden side af jordkloden – skal det være så vanskeligt? (Og ja, det skal det! Bare vent til jeg fortæller historien om dengang jeg skulle oprette en bankkonto, have et telefonabonnement, for slet ikke at tale om mine utallige besøg hos Skatteetaten!)
Det er ikke, fordi jeg udelukkende møder modstand. Jeg har også mødt mange nordmænd, hvor mit danske på ingen måde har været et problem. Som det er med langt de fleste ting, så handler det om tilvænning, om eksponering. Jo mere vi taler sammen, jo lettere har vi ved at forstå hinanden. Blandt mine venner og de som er tæt på mig, lægger ingen af os længere mærke til, at den ene taler dansk og den anden norsk. (Det er først, hvis jeg begynder at tro, at jeg kan tale norsk, at vi får problemer 😉 )
Den føromtalte undersøgelse peger på, at vi på den ene side synes, det lyder latterligt, hvis den anden skandinav prøver at tilpasse sig, men samtidig forventer vi det også af ren og skær høflighed og respekt. Vi lægger ikke skjul på, når vi ikke forstår den anden, på vores ringeagt, vores modstand og vores frygt. Samtidig ønsker vi at bibeholde hver vores sproglige finurligheder, fordi der går nationalisme i den. Jeg synes også, vi burde kunne tale frit i andre nordiske lande, men virkeligheden er ikke sådan.
Jeg ved, at der er mange af mine følgere, som bor i et andet nordisk land, end der hvor de oprindeligt har statsborgerskab. Hvad er Jeres tanker og oplevelser i forhold til dette?
