Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris: “de”

En unavngivet pige begynder på gymnasiet i et provinshul på Lolland. Moren bliver alvorligt syg, men fornægter det. De taler om det, og så alligevel ikke. På den måde er der mange ting som næsten sker, ikke bare mellem mor og datter, men også mellem pigen og de nye veninder, mellem hende og Henrik Strøm.

-Jeg tror det regner, siger hendes mor.
-Ja.
Hun bliver siddende med hånden på hendes skulder, hånden løftes og sænkes en smule for hvert åndedrag.
-Skal jeg hente noget til dig? siger hun, hendes mor ryster på hovedet:
-Jeg har taget en pille. Det er værst om natten.
-Fint.
-Og nu skal du gå ind og sove. Nu er det slut med det.
-Med hvad?
-Med smerte og elendighed.
-Er det noget du kan bestemme? siger hun.
-Ja, siger hendes mor.

Pigen gør hvad hun kan for at bevise, at hun kan klare sig selv. Hun bruger slet ikke de 300 kr. moren gav hende, da hun blev indlagt, men spiser en masse æbler og hvad hun ellers finder i skabene. Hun tror, det gør moren stolt, men der er vel grænser for, hvor fornuftige valg man kan tage, når man bare er 16 år. Hun kan ikke få sig selv til at smide posen med rabarber fra fryseren ud, selvom de ikke kan bruges længere. Hun beslutter sig for at faste, da hun lærer Tove Dunk at kende, og hun går gerne over jordede marker og ødelægger sine kinasko for at finde et blomkålshoved til moren, selvom det slet ikke er sæson.

Jeg har altid haft lidt af et had/kærlighedsforhold til Helle Helle. Jeg husker hende helt tilbage fra folkeskolen, hvor vi skulle lære at “læse mellem linjerne,” og ingen fattede en skid! Jeg syntes så helt bestemt, at det var spild af tid. Dette fortsatte op gennem gymnasiet, hvor hendes noveller endnu engang blev trukket frem som et fortræffeligt værktøj til at træne vores analyseredskaber, og jeg var stadig frustreret. Hvad betød den fasan overhovedet, hvorfor var der en stol for lidt?

På gymnasiet overværede vi et foredrag med forfatteren selv, hvor hun kunne fortælle, at fasanen lige så godt kunne have været en due. Jeg var altså fortsat uforstående og magtesløs. Alligevel var der noget der tiltrak mig i det hun skrev. Eller måske snarere i det hun ikke skrev. Der fandtes, midt i min frustration, alligevel en trang til at forstå, en følelse af, at det var vigtigt, at jeg forstod – at hun ville mig noget. Til min endelige eksamen på gymnasiet ville skæbnen det således, at jeg trak en novelle af denne ordknappe forfatter, og jeg husker, at jeg var lige ved at begynde at græde – af både lettelse og frygt. (Og sikkert også helt vildt mange eksamensnerver…) Jeg følte, jeg havde oparbejdet et godt kendskab til forfatterens metoder, og mine notater fra tidligere gennemgang var fyldestgørende, men der var alligevel så meget, der kunne gå galt, så meget jeg kunne overse. Under eksaminationen kunne jeg ikke skjule min ambivalens, mine lettere hadske følelser for denne forfatters værker, og censoren sagde: “Det er det, der er med Helle Helle: Hun skriver ikke en skid, men det er den skid der betyder noget.” Denne sætning har siden hen brændt sig fast i en sådan grad, at det faktisk også er lykkes mig at finde ud af, hvad min ambivalens skyldes.

Hver gang jeg læser en roman af Helle Helle, foregår første gennemlæsning i rekordfart. Jeg sluger den, uden egentlig rigtig at smage på den, og når sidste side er vendt, sidder jeg tilbage med følelsen af ikke at ane, hvad det er jeg har fået. Jeg ved bare, at mens det stod på, var det medrivende, underholdende og forløsende, men jeg ved ikke helt hvorfor og hvordan. I efterrationaliseringens lys slår det mig altid, hvor ligegyldigt det føles. Jeg mener, hvis man kan pløje sig gennem en hel bog uden at have registreret, hvad den egentlig handler om, hvor vigtig kan den så være?

Men det er måske netop i disse små, korte ligegyldigheder, at det virkelig vigtige også kan findes. At det ikke nødvendigvis behøver at være de voldsomme historier, som efterlader både kuldegysninger og tårer, som betegnes som de absolut vigtigste? Det er vel også helt okay at føle sig opslugt og opfyldt, mens det står på uden de store eftervirkninger?

de er Helle Helles nyeste roman og er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Jeg må sige, trods de ekstremt mange positive omtaler denne bog ellers har fået, at jeg ikke er blæst bagover af begejstring. Det er helt klart den roman, som har det mest vedkommende emne – det føles som om, der er mere på spil her, end hvad der ellers kan være i Helles fortællinger, men jeg ser ikke nogen forskel i formidlingen: Der er lige så meget at finde mellem linjerne i denne roman som i de tidligere, der er lige så meget usagt, ugjort og ubemærket. Der er lige så meget stilhed, mangel og udkant over disse karakterer, som alle hendes andre karakterer, og der er lige så meget liv og lige så mange følelser, som der plejer at være.

Romanen er udelukkende skrevet i nutid, bortset fra replikkerne. Dette bragte til unødvendige, irriterende pauser undervejs – det flyder ligesom ikke nær så let. Samtidig er det vanskeligt at skelne den unavngivne datter og moren fra hinanden, da begge er omtalt som “hun.” Romanen slutter, hvor den begyndte, og på den måde er der selvfølgelig en mening med denne konsekvente nutid, men jeg synes stadig, det er træls at læse. Men som sagt, så er der alligevel noget medrivende i Helle Helles romaner, som jeg aldrig rigtig kan sætte fingeren på, og som forhindrer mig i at kaste bogen langt pokker i vold, trods mine frustrationer. Det er langt fra en dårlig roman, den er vel snarere ligeså god, som hendes romaner plejer at være.